Annonce

De vigtigste budskaber fra Grundlovstalerne

Gik du glip af årets grundlovsarrangementer? Fortvivl ej. Netavisen Pio har samlet de vigtigste budskaber fra politikernes grundlovstaler.

Helle Thorning Schmidt (S): Sammenhold skaber fremgang for alle

Vi spildte 10 år i nullerne på at føre blokpolitik. Det var en fejl. For blokpolitikken tager ikke hensyn til helheden. Den tager alene hensyn til et snævert flertal. I dag for 80 år siden holdt Thorvald Stauning en grundlovstale, hvor han gjorde status efter det berømte Kanslergade-forlig, der var indgået tidligere samme år. Forud var gået et lille årti med stigende splittelse mellem land og by. Mellem arbejdere og arbejdsgivere. Danmark var politisk handlingslammet på et tidspunkt, hvor det var afgørende at træffe valg. Særligt de svære.

En lettet Stauning sagde den sommerdag i 1933: ’Vi er stærke, naar Smaafolk i By og paa Land staar sammen – Vi har Modstandskraft, naar vi holder paa Demokratiet og sørger for Orden i Samfundet. Rigsdagssamlingen har udvist politisk Forstaaelse og bidraget til Resultater, der rager højt over andre Aars Resultater’.

I dag ville han formentlig på et mere nutidigt og TV-egnet dansk have sagt: ”Vi er stærke, når vi står sammen.” Vi skal selvfølgelig ikke sammenligne Stauning eller Kanslergade-forliget med vor tids politikere eller vor tids politik. Det ville ikke være passende. Men jeg deler Staunings dybe tro på styrken i sammenhold.

Lars Løkke (V): Vi skal ikke glemme Venstres sponsorer i bank- og olieindustrien

Derfor kan jeg ikke forstå, at regeringen vil lette selskabsskatten for alle undtagen bankerne og olieselskaberne. Hvorfor skal vi lave et kunstigt skel mellem bankmanden og borebissen på den ene side, og resten af danskerne på den anden? Hvorfor skal vi ikke også give en håndsrækning til de firmaer, som Madsen og hans ansatte lever af at handle med?

Margrethe Vestager (R): Uenighed er demokratiets kerne

For et par måneder siden fik jeg en fuckfinger af en gruppe arbejdsløse byggefolk. Både i overført betydning og rent fysisk. En stor, forstørret fuckfinger i gips. Den står i vindueskarmen på mit kontor, og den er en meget god påmindelse om, hvad politik også er: Det er uenigheder, konflikter, frustrationer og endeløse debatter. Det er lige som det skal være. For når man tager et standpunkt, og tager ansvar – så vil man møde uenighed. Men det at kende hinandens standpunkter gør jo netop, at vi kan diskutere tingene og bevæge os fremad.

Kristian Thulesen Dahl (DF): Tørklæder er en trussel mod grundloven

Selv om vi har Grundloven, så skal vi hver dag huske os selv på, at vores frihed og demokrati ikke er en selvfølge. Vi skal sige fra, når nogen kommer og siger: "Vi vil have særbehandling, for vores religion siger det og det". Forleden faldt Dansk Supermarked for presset og tillod nye regler for beklædning, når man arbejder ved kassen i butikkerne. Nu som noget nyt accepteres muslimske kvinder med tørklæde. Dansk Supermarked lod sig således presse af trusler om boykot fra et religiøst mindretal. (..) Hver for sig kan disse ændringer i det danske samfund virke små og ikke værd at gå op imod. Men samlet er disse ting udtryk for, at det danske samfund forandres. Det bør vække debatten. Og specielt på en Grundlovsdag!

Lars Barfoed (K): Ytringsfriheden skal ikke bruges til at hænge folk ud

Jeg synes, det er manglende respekt og mangel på god omgangstone, at vi i sidste uge i store avisannoncer kunne se vores medborgere – børn, unge og ældre – det kan være naboer, familie eller venner – blive hængt ud ved navns nævnelse som mistænkt terrorist.  Kig jer omkring, kig godt på sidemanden. Synes I det ville være i orden, hvis de pludseligt helt uskyldigt stod på en liste mistænkt for terrorisme. Det er respektløst over for vores medmennesker. Det er misbrug af Grundlovens værdifulde frihedsrettigheder. Når man så samtidig skal høre den ene selverklærede ekspert i politisk kommunikation efter den anden omtale det som smart markedsføring og godt spin, så synes jeg ærligt talt grænsen er nået. Skal respektløshed for andre mennesker nu gøres til en gimmick, man høster ros for”.

Pernille Skipper (Ø): Offentlighedsloven undergraver demokratiet (!!)

Det er underfundigt at tænke på, at mens jeg står her, står der folketingsmedlemmer for SF, Radikale, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative andre steder i det ganske danske land og holder skåltaler om Grundlov og medborgerskab, om inddragelse og demokrati – dagen efter, de stemte for en lov, der indskrænker borgernes mulighed for at deltage i netop demokratiet.  Dagen efter at de gjorde retten til at stemme bare en kende mere indholdsløs. Det må være pinligt at lytte til.


Flere artikler om emnet