Debat: Biskopper uden selvindsigt bør holde sig til kirken, ikke udenrigspolitik

Onsdag udsendte otte af Danmarks biskopper en pressemeddelelse, der i stærkt politiserende sprog kritiserede Israel. Gid den havde handlet om noget andet.

Biskopper i folkekirken har samme ret til at udtale sig om politiske emner som andre danskere. 

Det betyder dog ikke, at de taler med større vægt – eller overhovedet har noget af substans at bibringe omverden om et givent emne. 

Tag nu udenrigspolitiske forhold som Israels gøren og laden, som otte af landets bisper i går følte sig kaldet til at udtale sig om. 

Læs også:Hvorfor deltager Danmark i diktaturstaternes hetz mod Israel?

Det har de lige så lidt, eller meget, indsigt i som otte servicemedarbejdere i et supermarked, otte cykelsmede eller otte langturschauffører.

Hvorfor før de det så? Selvfølgelig fordi de synes, at det er et vigtigt anliggende. 

De burde have haft selvindsigt nok til, at lade deres private meninger være skrevet netop som privatpersoner og ikke iklædt biskoppelige gevandter og publiceret via folkekirken.dk.

Lejrmentalitet om Israel

Spørgsmål om Israel, jøder og zionisme deler og splitter offentligheden. Det er svært at føre ordentlig debat endsige samtale om emnerne, fordi så mange på forhånd har positioneret sig.

Fløjdannelsen og lejrmentaliteten er ekstrem – og det er sikkert og vist, at grupper, der ellers er negativt indstillet over for folkekirken, vil se med glæde på bispernes melding, alene fordi den er stærkt kritisk over for Israel.

Men uanset om man er enig eller uenig med biskopperne i deres politiske vurdering, bør man ikke se glæde på den politisering af bispeembedet, som meldingen er udtryk for.

I det omfang embedet er politisk, er det først og fremmest kirkepolitisk

Biskopper i folkekirken er valgt, ikke udpeget, til deres embede. Og deres embede er at forvalte et stift. De er ikke teologiske superpersoner og er ikke givet mandat til at komme med dogmatiske udlægninger.

I det omfang embedet er politisk, er det først og fremmest kirkepolitisk, og bør altså forholde sig til emner som brug af folkekirkens bygninger, samarbejde mellem kirker og præster samt det ofte svære forhold mellem præster, folkekirkens øvrige ansatte og menighedsråd.

Israel fylder i medierne

Når bisperne beder den danske regering om at medvirke til pres for at få Israel til at “indstille krigshandlingerne i Gaza øjeblikkeligt”, så er de så langt fra deres givne mandat, som tænkes kan.

Ingen af bisperne er valgt til at varetage internationale politiske holdninger, og at det netop er Israel, der tages stilling til, forekommer udelukkende at være baseret på, at Israel og Gaza meget i medierne – og sikkert også i det kirkelige bagland.

Læs også:At opløse Israel vil være en katastrofe

Det værste i pressemeddelelsen er dog udsagnet: “Vi afviser den såkaldt kristne zionisme”. Det er et dogmatisk udsagn, som ærligt talt er rystende at se formuleret af danske biskopper. 

For det første, fordi det principielt er vendt mod enhver døbt person – i og uden for folkekirken – der støtter eksistensen af en jødisk stat.

De kan være enige og uenige i kristne zionisters positioner

Sådan er det næppe ment, men sådan er det formuleret. Selvom bisperne formentlig tænker på langt mindre og meget aktive kristne zionistiske grupper, er det ikke noget, de bør hverken afvise eller godkende. 

Ikke som biskopper. De kan være enige og uenige i kristne zionisters positioner, ligesom de kan være i kristendemokraters, kristne socialisters, liberalkatolikkers eller nogle af de utallige andre eksisterende kristne holdninger.

Det løser ikke konflikterne i Mellemøsten – og det er synd og skam for folkekirken.

Havde den politiserende og dogmatiske udmelding fra bisperne handlet om et andet emne, havde det stået klart, at de har begivet sig ud på et skråplan, som kan være skadende for folkekirken.

Men da det handler om Israel og zionisme, så er det desværre sandsynligt, at den umodne og pinlige pressemeddelelse blot indgår i den almindelige lejrtænkning. 

Det løser ikke konflikterne i Mellemøsten – og det er synd og skam for folkekirken.