Debat: Det er bekymrende, når medlemmer og tillidsfolk tales imod

Debatindlægget er et modsvar til  et indlæg af seniorkonsulent i HK Privat, Simon Tøgern.

Det er altid fornøjeligt, at se når ronkedorerne kommer ud af busken og deltager i debatten.

Dog er det bekymrende, når der tales imod medlemmer og tillidsfolkenes krav om bedre og organiserende overenskomster.

Det er mig en gåde, at man som en del af fagtoppen ikke ønsker flere medlemmer. Lever man efter devisen blot det holder min tid ud?

Kammerat, tiden er ved at rende ud for os alle.

Vil ikke betale 

Det største problem, som Simon Tøgern nævner, er, at folk melder sig ud. Det er jeg enig i. Det gør mig faktisk både vred og frustreret, for vi kan jo kun kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold, hvis folk er med.

Men vi skylder måske debatten at læse lidt videre i undersøgelserne, som Simon Tøgern også referere til.

Rapporterne viser, at selv de gule og de uorganiserede faktisk er ret glade for det arbejde det røde fællesskab udfører, særligt vores overenskomster.

De føler så bare ikke grund til at betale til fællesskabet, når de får hele kagen serveret alligevel.

Med hensyn til om vores tillidsfolk er dygtige nok til at organisere, så er det min klare holdning, at det er de.

Men uanset hvor dygtig man er, kan man ikke udføre sit arbejde uden de rigtige værktøjer. Og her er det at medlemsrettede goder i overenskomsten kommer ind, nærmere betegnet en fondsløsning.

For vores tillidsfolk på tværs af fag, har i årevis efterspurgt organiserende værktøjer i overenskomsterne

For vores tillidsfolk på tværs af fag, har i årevis efterspurgt organiserende værktøjer i overenskomsterne.

Skulle vi så ikke gøre dem den tjeneste at lytte, i stedet for at tale dem ned.

Nye modeller 

Vi er nødt til at få øjnene op for, hvordan arbejdsmarkedet ændrer sig.

Langt de fleste kollegaerne vil ikke ”bare” have en masse snak og store principper. De vil se, at vi skaber resultater, der betyder noget for dem individuelt. De vil se, at de personligt, rent økonomisk, får noget ud af at være en del af fællesskabet.

Så lad os da kigge på nye modeller, der styrker os som fællesskab – ikke bare afvise dem, fordi vi er bange for, hvad der måske kan gå galt.

Tænk hvis vi også havde ladet os bremse af de argumenter, der var imod vores pensionsopsparinger i sin tid.

Hvis vi tør udvikle os, tror jeg faktisk, vi kan få stoppet medlemsflugten. Men det kræver, at vi ikke bruger al tiden på at tale medlemmernes overenskomstforslag ned. Men at vi nytænker og videreudvikler ,så vi sammen kan opfylde målet om en stor og stærk fagbevægelse.

For det er vel i alles interesse?

Frygter en form for magtgreb

Simon Tøgern påstår, at hvis vi laver aftaler, hvor ikke alle er dækket af det samme, så kan andre begynde at kræve det samme.

Hvorfor tænker man det?  Og ikke mindst hvordan skulle det foregå?

Som Simon Tøgern jo nok er bekendt med, så har vi allerede forskelle forskellige steder i overenskomsterne og der ligger da også dom på, at man gerne må forskelsbehandle i selve ansættelsen, ellers skulle vi jo alle sammen have det samme i løn.

Så argumentet holder vist ikke helt. Jeg er nysgerrig på, hvorfor man mener, at Krifa eller andre pludselig kan sætte hovedaftalen og hele det fagretslige system ud af spil. Blot fordi man indfører endnu en fond, eller udbygger de vi allerede har.

Det der med, at arbejdsgiveren måske vil bruge et økonomisk tilskud til fagforeningen som en form for magtgreb – det er vel lidt hypotetisk, er det ikke? Vi står jo stadig sammen i forhandlingerne.

Det er os, der bestemmer, hvad vi siger ja eller nej til. Arbejdsgiverne prøver altid at få mere for mindre, men det gør de jo uanset, hvordan aftalen ser ud.

Hvis en ordning kan gøre det billigere for folk at være med i en rigtig fagforening, hvorfor så ikke kigge på det? Det handler om at sikre, at flere er organiseret og står stærkt sammen, ikke om at pille ved fagbevægelsens sjæl.

Så den der med, at vi ved en fondsløsning er i lommen på arbejdsgiverne, er noget direkte vås, hvis det skulle være tilfældet, så vil vores mange hundrede tillidsfolk i industrien, der får løn af arbejdsgiver for deres tillidsarbejde, jo så også være i lommen på arbejdsgiver.

Den har jeg meget svært ved at æde det smager sgu for grimt.

Men forestil dig i stedet, at arbejdsgiverne indbetaler til fonden, og du af din tillidsrepræsentant får at vide, at du via dit medlemskab rent faktisk får en øget købekraft.  

Større julegaver er der vidst endnu ingen, der har sagt nej tak til.

Særligt ikke når det jo i praksis er penge, man selv har tjent.

Lad os få den fondsløsning i 2025, så vi sammen kan sikre fagbevægelsen også for de kommende generationer.