Debat: Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre

SVM-regeringen

Debat: Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre

Sidste dans om midten i dansk politik: Ideen om SVM-regeringen virker kun på papiret

Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

I solskin på Folkemødet på Bornholm, hvor titusindvis af politikinteresserede danskere mødes på tværs af politiske skel, er det nemt at elske ideen om en bred, konsensuspræget regering hen over midten.

Hvorfor skulle man ikke tage konsekvensen af, at danskerne generelt er et midtsøgende folkefærd, der elsker deres velfærdsstat, og godt vil have konkrete forbedringer, men ikke grundlæggende forandringer?

Og er det ikke en god gammel radikal grundtanke, at vi bør samle folkestyret om gennemtænkt politik på midten, der afbalancerer fællesskabets behov med hensynet til den enkeltes frihed, rettigheder og muligheder?

Desværre for alle der kunne fristes til at mene den slags, så har den eksisterende SVM-regering på to år endegyldigt demonstreret, at ideen kun virker på papiret.

Midten er ikke et sted, man kan regere fra.

I hvert fald ikke midten defineret som det punkt, der ligger midt mellem Socialdemokratiet og Vestre og lige langt fra Enhedslisten og Nye Borgerlige.

Det skyldes flere ting.

Røde eller blå

Dels er langt de fleste danskere hverken radikale eller moderate. De er tværtimod røde eller blå, og ønsker sig enten en mærkbart borgerlig eller en mere klassisk socialdemokratisk regering.

En regering der ikke er nogen af delene vil uundgåeligt skuffe langt de fleste.

Bededagsfiaskoen viser, hvad der sker, hvis en socialdemokratisk statsminister så grundlæggende svigter sin vælgerbase

Samtidig udligner Socialdemokratiet og Venstre hinanden i en sådan grad, at en regering der skal rumme dem begge to hverken kan føre (nødvendig) progressiv klimapolitik eller gennemføre (nødvendige) reformer af velfærdsstaten.

Eller... Det kan den selvfølgelig godt prøve på, men bededagsfiaskoen viser, hvad der sker, hvis en socialdemokratisk statsminister så grundlæggende svigter sin vælgerbase. Og slagsmålet om landbrugets ødelæggelse af både klima og vandmiljø udstiller, at Venstre ikke har styrken til at gøre mod sine egne, hvad Mette Frederiksen gjorde mod fagbevægelsen.

Forståeligt nok, måske, men det gør en såkaldt "midterregering" ubrugelig, fordi den hverken kan gå til den ene eller den anden side.

Handlingslammelsen er total

I sine første år forsøgte regeringen at handle til højre via skattelettelser, bededag, oprustning og borgerlig økonomisk politik, og dermed ofrede den sine socialdemokratiske vælgere.

Den kan Socialdemokratiet imidlertid ikke længere, så nu er handlingslammelsen total.

Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre, så man kan prøve noget andet

Det er det, der er kernen i Mette Frederiksens "tænkepause". Men konklusionen for hende er i virkeligheden ret enkel:

Midten er som politisk projekt i sin nuværende form slået fejl. Det er på tide at frigøre sig fra en regering med Venstre, så man kan prøve noget andet.

Midterprojektets sidste chance

Spørgsmålet er kun, hvordan hun gør det, i en situation hvor hendes parti for enhver pris gerne vil undgå et valg. Her kunne en ny S-SF-R-M konstellation være det ambitiøse bud.

Og både SF, De Radikale og Moderaterne vil notorisk gerne være i regering

Det fastholder det principielle i midterprojektet, men forankrer det solidt i en klassisk centrum-venstre position, der kan levere et mere progressivt budskab. Og levere en udvej hvor Socialdemokratiet fastholder regeringsmagten og slipper for et valg.

Og både SF, De Radikale og Moderaterne vil notorisk gerne være i regering.  

Der ligger måske midterprojektets sidste chance. Hvis Mette Frederiksen tør.

Rune Christiansen

Folketingskandidat i Østjylland for De Radikale og medlem af De Radikales hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension