Annonce

Debat: Grønne erhvervsskoler får nøglerolle i klimakampen

Tre nye klimaerhvervsskoler skal sikre faglærte til denne grønne omstilling.
Danmark mangler faglært arbejdskraft. Og står overfor en enorm grøn omstilling.

Derfor foreslår regeringen at lave tre topmoderne klimaerhvervsskoler, der skal samle og styrke de grønne kræfter samt åbne døre og øjne for de unge, der kan blive fremtidens klimaforkæmpere.

Dansk økonomi er robust, ledigheden fortsætter med falde og optimismen er stor. Det er vores afsæt til at tage et ordentligt ryk på klimadagsordenen – og de faglærte uddannelser skal spille en hovedrolle.

Flere faglærte er ganske enkelt afgørende for den grønne omstilling og for økonomien, hvor vi om knap ti år vil mangle knap 100.000 faglærte.

Milliardinvestering i uddannelse

Derfor står milliardinvesteringer i uddannelser centralt i regeringens nye reformspor.

Der skal investeres generelt i uddannelsessystemet og skolen men også specifikt i de nye klimaerhvervsskoler og i voksne, der fik mindst uddannelse i første omgang.

Vi gør det permanent, at man kan modtage 110 pct. af dagpengesatsen mens man får en faglært uddannelse, som vi mangler. Det er afgørende for de lønmodtagere, der har brug for opkvalificering, sporskifte eller rammes af arbejdsløshed.

Faglærte er nøglen 

Det er oplagt, at de faglærte er nøglen til den grønne omstilling.

Se bare på sammensætningen af de ansatte i den grønne sektor. De faglærte udgør knap 44,9 procent, mens de ufaglærte udgør 25,2 procent.

Hvis vi skal bevare den grønne førertrøje, så må vi investere i kvaliteten i undervisningen

Investeringer i uddannelse til faglærte og ufaglærte er grundlæggende for den grønne omstilling.

Og hvis vi skal bevare den grønne førertrøje, så må vi investere i kvaliteten i undervisningen – og skolernes udstyr og maskiner.

Faglige fyrtårne 

De nye klimaerhvervsskoler skal være verdensførende inden for grøn omstilling og bæredygtighed. De skal være faglige fyrtårne og arbejde med de førende teknologier i tæt samarbejde med erhvervslivet.

På den måde skaber vi nogle attraktive uddannelsesmiljøer, hvor de kommende generationer af faglærte får en uddannelse af højeste kvalitet, og hvor vi ruster arbejdsstyrken til den grønne omstilling.

Jeg glæder mig til at se de unge rykke ind på de nye erhvervsskoler, og det er min klare overbevisning, at klimakampen kan trække rigtig mange unge til, hvis ellers vi politikere tør prioritere og sikre, at de mødes af kvalitet og muligheder.

Mere håndværk i folkeskolen

Men tiltrækningen til erhvervsuddannelserne kan ikke alene løftes af erhvervsskolerne.

Det skal i den grad også bæres ind i folkeskolen, hvor vores børn og unge langt tidligere skal stifte bekendtskab med håndværksfag og praksisfaglighed.

De skal opleve at mestre og udforske praktiske færdigheder. De kan jo ikke vide om de ville have lyst til, eller talent for, at tage en faglig uddannelse, hvis de slet ikke har mødt det i skolen.

Klimaudfordringerne forudsætter at vi investerer.

Derfor starter og slutter ambitionen om, at flere går mod erhvervsskolerne med, at vi skaber en folkeskole, der ikke kun plejer de boglige men også de praktiske talenter. Det fokus skal vi holde fast i.

Klimaudfordringerne forudsætter at vi investerer. I både klimaindsatser og de faglærte, der i fremtiden skal omsætte de høje ambitioner i virkelige CO2-reduktioner.

Til gengæld vil det udover gode uddannelser og arbejdsliv også betyde både flere arbejdspladser og eksportindtægter i dansk erhvervsliv.

Folketingsmedlem og beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Den ægte grønne omstilling kan ikke begribes i de blå hjerner. De er jo vedholdende mennesker, som aldrig giver op (læs: ikke er i stand til at se virkeligheden i øjnene og reagere der efter).

Hver gang landbruget tjener en krone betaler samfundet to i støtte og miljøoprydning - For slet ikke at tale om prisen for et fremtidigt ødelagt klima. Hvor bliver Venstre & Co's realitetsfornemmelse af i den virkelige verden?

Den blå løgn er undergangen af den verden vi kender.