Debat: Liberal Alliance vil slukke brændende fatamorgana med benzin

Dagpenge

Debat: Liberal Alliance vil slukke brændende fatamorgana med benzin

Igen er forslaget om halvering af dagpengeperioden lagt på bordet af de borgerlige. Det vil løse et problem, vi ikke har, men til gengæld skabe endnu større problemer for både virksomheder og lønmodtagere

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance
Billedtekst
Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance
Foto: LA
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Endnu engang kommer der et forslag fra den borgerlige fløj om at forringe dagpengene og dermed sikkerhedsdelen af flexicurity-modellen.

Nu er det Liberal Alliance, der vil halvere dagpengeperioden, fra to til ét år.

Formålet er øget beskæftigelse for at skaffe penge til forsvaret, lyder det fra partiet. Flere penge til forsvaret er selvfølgelig en bunden opgave. 

Men pengene er formentlig allerede i statskassen. 

Vores analyse viser, at der allerede er penge til at finansiere en årlig udgift på knap 3,5 procent af BNP, og senest har finansminister Nicolai Wammen meddelt, at Finansministeriet igen forventer en ”betydelig opjustering” af råderummet.

Der er altså masser af penge, der kan bruges på forsvar – og det uden at forringe hverken velfærd eller dagpenge.

Læs også:Vanopslaghs blodbad: Vil have massefyringer i det offentlige

Selvom arbejdsgiverne fortsat ønsker mere arbejdskraft (læs: billigere arbejdskraft), så er mere arbejdskraft heller ikke en grund til at forringe dagpengene. 

Der er penge og beskæftigede nok

Liberal Alliances foreslåede reform forventes af Finansministeriet at give 22.300 personer mere i arbejdsudbud. Det skal holdes op imod, at beskæftigelsen er steget med 33.000 personer over det seneste år – uden reformer.

Effekten er endda formentlig mindre, da dagpengemodellen, som Finansministeriet bruger til at udregne beskæftigelseseffekten, mildest talt har nogle udfordringer. Udfordringer så store, at modellen for tiden er på værksted.

Det vil ikke være godt

Så Liberal Alliance forsøger altså at slukke en ikke-eksisterende brand. Der er penge nok, og der er beskæftigede nok.

Til gengæld gør Liberal Alliance det med et forslag, der kan skabe store problemer på arbejdsmarkedet. Partiet forsøger så at sige at slukke et brændende fatamorgana med benzin.

Truer fleksibiliteten

Hvis dagpengeperioden forringes, vil lønmodtagerne nemlig kræve mere sikkerhed i ansættelsen. Mindre økonomisk sikkerhed ved fyring fordrer, at man vil have bedre beskyttelse mod at blive fyret. 

Det giver arbejdsgiverne mindre fleksibilitet – et af benene i vores flexicurity-model. Det vil ikke være godt.

Pointen underbygges af, at også Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod forslaget.

Læs også:Liberal Alliance om kommunale fyringer: “Det er Pios egen servietberegning”

Forringelser af dagpengesystemet kan også føre til færre medlemmer i a-kasserne. 

Færre a-kassemedlemmer kan på sigt føre til, at systemet ikke længere hænger sammen, og dermed bliver systemet dyrere for staten, hvilket jo er imod Liberal Alliances egen intention.

Dagpengesystemet fungerer i dag utrolig godt, og det samme gør det danske arbejdsmarked. 

Hvis det skal blive ved, så skal man ikke forringe dagpengene for at løse et ikke-eksisterende finansieringsproblem.

Sofie Holme Andersen

Sofie Holme Andersen er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor hun især beskæftiger sig med konjunkturer og økonomiske modeller.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 15.05.2025 - 18:35

Liberal Alliance er sat i verden for at beskytte de rigeste's formuer og let tjente arbejdsfrie penge, samt bekvemligheder.

Intet andet.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 15.05.2025 - 18:46

Som svar til af Pia Hansen (ikke efterprøvet)

Top 1% har mere formue end 82% af den danske befolkning.

Velkommen til Liberal Alliance. Top 1%'s politiske lobbyorganisation repræsenteret direkte på Christiansborg.

Indsendt af Hugo (ikke efterprøvet) den Torsdag den 15.05.2025 - 19:38

Som svar til af Pia Hansen (ikke efterprøvet)

Alle partier på Christians borg er der for at pleje deres vælgere. Du tror vel heller ikke på at socialdemokraterne er for andet end, at få indflydelse på hvordan deres vælgere har det i samfundet?

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 15.05.2025 - 19:40

Men samme nidkærhed gælder åbenbart ikke dem selv . En vraget FT politiker kan modtage 24 måneders eftervederlag .

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Succeshistorier fra fagforeningerne