Debat: Menneskerettigheder er også danske værdier

Egons blækhus

Debat: Menneskerettigheder er også danske værdier

At politikere begynder at se stort på menneskerettighederne, er også en trussel mod danske værdier

Egons blækhus
Billedtekst
Egons blækhus
Foto: Egon Clausen
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Menneskerettighederne er udtryk for blødsøden humanisme af værste skuffe. 

Sådan tænker mange for tiden. Menneskerettighederne beskytter jo forhærdede forbrydere. 

Det gælder ikke mindst kriminelle udlændinge, som ikke kan blive udvist af landet, fordi de er beskyttet af velmenende konventioner som Danmark har skrevet under på engang for længe siden, men nu har tiderne ændret sig, og Danmark må melde sig ud af dette sødsuppeselskab.

Dette er et populistisk skråplan

Når det indvendes, at dette vil stride imod menneskerettighederne, lyder det stenhårde svar, at det er lige meget. De skal bare ud, og så må menneskerettighederne ryge og rejse sammen med dem.

Dette er et populistisk skråplan. Et led i den fordummelse der for tiden finder sted i Danmark. 

Desværre bliver den understøttet af en del politikere, hvoraf nogle efter sigende går ind for en bedre folkeskole og mere folkeoplysning, men i det aktuelle tilfælde støtter de uvidenhed og sjælelig forrråelse.

De historiske grundlag

Anklagerne mod menneskerettighederne sætter rettighedernes forsvarere i defensiven. 

De bliver beskyldt for at være venstreorienterede fantaster, og det er kun deres meningsfæller der lytter til dem, når de henviser til historien og forklarer, at den europæiske menneskerettighedserklæring fik tilslutning efter det barbari der havde fundet sted under 2. verdenskrig, hvor seks millioner jøder, samt handikappede og andre minoriteter blev myrdet på hensynsløs vis. 

I den elektroniske tidsalder er vores fælles hukommelse blevet stærkt forkortet

Sådan noget måtte aldrig ske igen, og derfor lavede man love og regler, der skulle beskytte det enkelte menneske mod overgreb og straffe de mennesker, der udøvede vold og barbari.

Det er alt sammen rigtigt, men i den elektroniske tidsalder er vores fælles hukommelse blevet stærkt forkortet. 

Ofte bliver den også fordrejet, mens akademisk baseret viden om samfund og historie bliver beskyldt for at være udtryk for en verdensfjern elite, der ikke kender til virkeligheden.

Værdier i menneskerettighedernes ånd 

Modstanderne gør også opmærksom på, at mange af de kriminelle udlændinge er muslimer, og dermed udgør de en trussel mod de danske værdier. Danmark er et land der bygger på kristne værdier, siger de, og dem skal vi værne om. 

Hvad de egentlig mener med de kristne værdier står imidlertid hen i det uvisse. 

Hvis man søger tilbage til de grundlæggende tekster i Bibelen står det klart, at de ikke kan hente støtte derfra. 

Læs også:Til Messerschmidt: Hvem skal udvises?

Jesus sagde således til sine tilhængere, at “I skal slet ikke gøre modstand mod det, der er ondt. Hvis nogen slår dig på højre kind, så vend også den venstre til.” Et andet sted I Bibelen står der: "Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv.” 

Det er da klar snak. Det er også kristen snak, og helt i menneskerettighedernes ånd er det også. 

Så hvis man mener, at Danmark er bygget på kristne værdier, er det også sådanne værdier, vi skal værne om. 

Skønt ville det være, hvis det også kom til at betyde noget i vores adfærd overfor de fremmede her i landet, herunder også de mennesker vi har dømt til livslang udstødelse af samfundet ved hjælp af en udvisningsdom som vi ikke kan gennemføre.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Kommentarer

Indsendt af Morten. Hansen. (ikke efterprøvet) den Mandag den 23.03.2026 - 13:27

Var Jesus med i biblen,
jeg er ved at blive gammel og lidt forvirret.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 23.03.2026 - 14:20

De nationale domstole dømmer ud fra dansk retspraksis , som gerne skulle beskytte borgeren .
Når en person begår en ulovlig handling som domstolens jurister mener skal føre til en udvisning af landet .
Så kan dommen i flere tilfælde ikke effektueres , da hensynet til menneskerettigheder vejer tungere . Og dermed være medvirkende til at det er udøveren der bliver beskyttet , mens offeret retsfølelse bliver underkendt .

Der er ikke noget at sige til at denne praksis vækker vrede og frustration hos mange . Det ser jeg ikke som populisme eller en uvidenhed , men snarere som en naturlig reaktion .
Derfor er det også på tide at der bliver kigget på om konventionerne er tidssvarende og passer ind i en verden , som har ændret sig væsentligt , siden konventionerne blev nedfældet .

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 24.03.2026 - 10:31

"Det gælder ikke mindst kriminelle udlændinge, som ikke kan blive udvist af landet, fordi de er beskyttet af velmenende konventioner som Danmark har skrevet under på engang for længe siden"

Ja, det er tid til en tilretning af konventionerne...
forbryderne skal ud, og ofrene i centrum...

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.