Ingen synes at overveje, at der kunne være tale om et hændeligt uheld, dvs. et forløb hvor tingene skred ud, selv om alle gjorde deres bedste, og at det kunne være lærerigt at forstå forløbet.

Minkkommissionen har trods et omfattende arbejde ikke bidraget afgørende til opklaringen, men har behandlet opgaven som et spørgsmål om at placere personligt ansvar, ikke om at drage ved lære af håndteringen af en akut krise.

Og medierne? Ak, ja, de har, som Frank Korsholm fra POV International rammende har udtrykt det, været i en ”blodrus”: Hvem er skyldig i mordet på de danske mink?

Svaret på mysteriet er ikke skjult; det ligger åbent tilgængeligt i den tilgængelige dokumentation, og det er tude-simpelt.

Opklaringen kommer til sidst i dette indlæg.

Minkmordsagen

Senest har det vakt bestyrtelse, især i medierne, at sanktionerne mod centrale embedsmænd, især Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er blevet annulleret. Lad os derfor begynde der.

Vi begynder med bestyrtelsens aktuelle anledning: annulleringen. Den overordnede begrundelse for annulleringen af advarslen til Bertelsen er, at det er blevet slået fast, at der ikke var tale om en instruks, da regeringen med statsministeren i spidsen på pressemødet den 4. november 2020 fortalte, at regeringen havde besluttet, at alle mink skulle aflives.

Dette for at standse den pågående smitte blandt mink og fra mink til mennesker og for at forebygge, at der i den danske minkbestand opstod varianter, der kunne undvige immunitet fra kommende vacciner.

Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser

Bertelsen var i august 2022 blevet tildelt en disciplinær advarsel, fordi hun efter Minkkommissionens vurdering havde ”begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf”.

Der har siden i forlængelse heraf været gennemført en ”tjenstlig undersøgelse” mod rigspolitichef Thorkild Fogde, der ligeledes var blevet sanktioneret for sin rolle i sagen (han blev suspenderet).

Forhørsledelsen med fhv. højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen konkluderede den 10. februar, at ”Fogde ikke havde begået nogen tjenesteforseelse, og at der derfor ikke var grundlag for disciplinær straf”.

Denne afgørelse var begrundet i, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 ”ikke retligt [kan] karakteriseres som en instruks til blandt andre Rigspolitiet om straks at igangsætte og gennemføre aflivning af alle mink. Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser.”

To uger senere meddelte Statsministeriet så, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten på baggrund af forhørsledelsens beretning om det tjenstlige forhør af rigspolitichef Fogde har vurderet, ”at grundlaget for Minkkommissionens kritik af Barbara Bertelsen er bortfaldet, og at Barbara Bertelsen således ikke har medvirket til tilsidesættelse af legalitetsprincippet eller sandhedspligten i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.

Det store spørgsmål var, om udmeldingerne på pressemødet var en instruks i retlig forstand

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har derfor indstillet, at statsministeren tilbagekalder den disciplinære advarsel, som Barbara Bertelsen blev tildelt.”

Den overordnede begrundelse er egentlig ret ligetil. Det store spørgsmål var, om udmeldingerne på pressemødet var en instruks i retlig forstand. Forhørsledelsen slog fast, at det var der ikke tale om. Hvis en regering ikke kan træffe beslutninger og melde dem ud til offentligheden uden at have tilvejebragt det fornødne lovgrundlag på forhånd, vil en regerings mulighed for at holde offentligheden orienteret om sine intentioner og søge støtte til dem, være stærkt begrænset.

Den ville i så fald som minimum skulle formulere sig mere end almindelig omstændeligt og floromvundet. (At Inger Støjbergs ”instrukssag” endte med, at hun blev idømt fængselsstraf ved Rigsretten — under forsæde af samme Rørdam —, skyldtes jo, at hun lod hånt om at forsøgte at tilvejebringe lovhjemmel for at adskille ”barnebrudene” fra deres ægtefæller, men tværtimod, trods advarsler, pålagde embedsmændene at omsætte pressemeddelelsen i handling).  

Den præcise begrundelse for annulleringen af de disciplinære sanktioner mod Barbara Bertelsen er selvfølgelig fortrolig, eftersom der er tale om en personalesag. Det dæmper dog ikke bestyrtelsen. Det får blot f.eks. dr.dk til at tale om ”mørklægning”.

Så vidt er det kommet, at Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen den 24. marts udbrød, at hele hendes ”virkelighedsopfattelse og samfundsforståelse styrtede i grus fredag middag” ved meddelelsen fra Statsministeriet, og tilføjede med tyk sarkasme: ”Jeg beklager alt”.

Jyllands-Postens chefredaktør lægger sig dermed op af Trump-parolen ”Dræn sumpen!”

Senere i sin kommentar citerer hun en minkavler for at have givet udtryk for, at ”vi bor i en bananstat”, og tilslutter sig synspunktet helt uden ironi. Skal vi tro Marchen Gjertsen er Danmarks demokratiske forfatning demokrati altså i realiteten sat ud af kraft og statsmagten overtaget af en kamarilla af sammensvorne.

Jyllands-Postens chefredaktør lægger sig dermed op af Trump-parolen ”Dræn sumpen!”, som Inger Støjberg genbrugte ved en demonstration af minkavlere forrige sommer.

Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, udtrykker sig mere behersket, men anslår i en leder den 27. marts samme vurdering: 

”For borgernes tillid til retssikkerheden er det stærkt problematisk. Det kan altså lade sig gøre uden lovhjemmel at træffe beslutning om at nedlægge et helt erhverv i Danmark, uden at nogen i første omgang kunne gennemskue, hvem der egentlig havde hovedansvaret for beslutningen.”

Men det er alt sammen løs snak. Regeringen havde selvfølgelig ”hovedansvaret for beslutningen”. Det er ikke til diskussion. Den ansvarlige minister måtte gå af.

Statsministeren har måttet indkassere og acceptere en næse. Regeringen blev tvunget til at udskrive valg i utide.

Det er for et velfungerende demokrati af afgørende betydning, at den politisk-administrative håndtering af store kriser efterfølgende underkastes en grunding kritisk analyse og vurdering

Og nej, man kan ikke ”uden lovhjemmel nedlægge et helt erhverv i Danmark”, men en regering kan beslutte, at det er det, den ønsker at gøre, og meddele det til offentligheden, og det kan den gøre i forventning om, at embedsværket afklarer eller forbereder den fornødne lovhjemmel.

Men ja, der gik nogle dage, før det stod klart for regeringstoppen, at der ikke — som rutinemæssigt antaget — var lovhjemmel til at iværksætte beslutningen, og der gik nogle uger, før lovgrundlaget var vedtaget.

Og ja, det er selvsagt i sig selv problematisk, at en beslutningsproces i en så vigtig sag kunne forløbe så uordentligt, og det var derfor velbegrundet, at Folketinget i foråret 2021 nedsatte en kommission til at afdække forløbet.

Det er for et velfungerende demokrati af afgørende betydning, at den politisk-administrative håndtering af store kriser efterfølgende underkastes en grunding kritisk analyse og vurdering.

Men det var ikke det, vi fik.

Krisehåndtering og efterkritik

Det er ABC for krisehåndtering, at krisehåndtering adskiller sig radikalt fra en normal dag på kontoret. Krisehåndtering er kendetegnet ved at være ”tids- og sikkerhedskritisk”, for at bruge en arbejdssociologisk term.

Hvor almindeligt forvaltningsarbejde og meget andet arbejde har tidsfrister, er krisehåndtering tids- og sikkerhedskritisk i den forstand, at man ikke kan holde pause uden at risikere katastrofale konsekvenser, for krisen står ikke stille: der sker spontane ændringer, og truslen kan — som ved epidemier — tiltage eksponentielt.

Det betyder, at aktørerne skal træffe beslutninger og handle under betingelse af ufuldstændig viden

Man kan ikke trykke stop og genstarte. Det betyder, at aktørerne skal træffe beslutninger og handle under betingelse af ufuldstændig viden. De befinder sig i, hvad krigsteoretikeren Carl von Clausewitz kaldte ”krigens tåge”.

Det er også ABC i krisehåndtering, at efterkritik er afgørende for at, man — dvs. det politisk administrative system og offentligheden — kan lære af de fejl, der uvægerligt begås i krigens tåge, så man i konsekvens heraf kan tilrette regelsæt og procedurer og eventuelt følge op med organisatoriske ændringer.

Men det er dermed også ABC i krisehåndtering, at efterfølgende nidkær forfølgelse af fejl og mangler med henblik på placering af personligt ansvar meget vel kan have som konsekvens, at involverede beslutningstagere på lavt og højt niveau fremover tøver, hvor handling er påkrævet; afventer et bedre og mere fyldestgørende beslutningsgrundlag; håber på signaler oppefra; ser tiden an; eller lammes som skræmte dådyr i lyskeglen.

Kriser kan ikke håndteres, når institutionerne går i bureaukratisk baglås af skræk for at udvise handlekraft

Det værste, der kan ske, er, kort sagt, at beslutningstagerne indtager den holdning, amerikanerne kalder: ”Cover your ass”, og som i sangen ’Admiralens vise’ karakteriseres med ordene 

”Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!”. Kriser kan ikke håndteres, når institutionerne går i bureaukratisk baglås af skræk for at udvise handlekraft.

Hensynet til at undgå netop det har ikke præget Minkommissionens arbejde. Den er gået nidkært til værks og har ikke taget de faktiske forhold i krisehåndteringen i betragtning.

Den anlægger i sine vurderinger helt konsekvent som rettesnor de forvaltningsprincipper, der gælder ved sagsbehandling i normale tide, i fredstid, om jeg så måde sige. (Den følger i sin legalistiske tilgang Grønnegaard-udvalgets skolemesteragtige kritik af håndteringen af pandemien det første halve år).

Minkommissionen kritiserer således beslutningstagerne — ikke mindst Barbara Bertelsen — for ikke at have sikret sig, at andre aktører nu også gjorde deres arbejde.

Folks liv og helbred var i fare, mange andre erhverv var udsat for gentagne stærkt belastende nedlukninger

Den kritiserer endda Statsministeriet for at have anlagt en ”forceret” proces, uden et øjeblik at forholde sig til, at det ikke var Statsministeriet, der ”forcerede” processen, men COVID-19. Det var krisehåndtering under tids- og sikkerhedskritiske betingelser.

Smitten blandt mink bredte sig i oktober 2020 ukontrollabelt. Aflivning i smittezonerne kunne ikke følge med smitten. Folks liv og helbred var i fare, mange andre erhverv var udsat for gentagne stærkt belastende nedlukninger.

Og nyheden om risikoen for, at der opstod vaccineundvigende varianter i det enorme smittereservoir, 15 millioner mink udgjorde, truede med at lamme landets eksport og borgernes samkvem med omverdenen.

Minkkommissionen blev undfanget i en ”blodrus”

Minkkommissionens tilgang er dog ikke alene eller primært dens eget ansvar. Det er først og fremmest Folketingets ansvar, idet Kommissionen ifølge sit kommissorium skulle fokusere på ”spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle danske minkbesætninger” og ”navnlig undersøge og redegøre for spørgsmål om overholdelse af gældende ret”.

Den skulle i konsekvens heraf koncentrere sig om de sidste to uger før beslutningen den 3. november 2020. Eller kort sagt: Hvem har skylden?

Det var jo ingen hemmelighed, at oppositionen ønskede kommissionens arbejde færdigt i god til inden det folketingsvalg, der senest skulle afholdes i 2023

Minkkommissionen var følgerigtigt ikke fokuseret på at lære af minkkrisen og håndteringen af den. Dertil kommer, at den kun fik ét år til at indhente og bearbejde et enormt og komplekst datamateriale.

Det var jo ingen hemmelighed, at oppositionen ønskede kommissionens arbejde færdigt i god til inden det folketingsvalg, der senest skulle afholdes i 2023. Her kan man med rette tale om en forceret proces.

Minkkommissionen blev undfanget i en ”blodrus”.  Lars Løkke havde allerede i juli 2019, mens han endnu var formand for Venstre og oppositionsleder, sat mærkatet ”magtfuldkommen” på den nytiltrådte statsminister.

Minkkommissionen blev nedsat i en situation, hvor oppositionen tydeligvis øjnede en chance for at få mærkatet ”magtfuldkommenhed” til at sidde godt fast og for dermed at få kål på den dengang ellers tilsyneladende usårlige statsminister.

Eller med andre ord: Mette Frederiksen havde ifølge Tom Jensen tilranet sig magten

Temaet for den næste valgkamp var anslået. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen opslog i samme ånd i oktober 2020 et meme på Berlingskes Facebook-side med teksten ”Mette har magten. Spørgsmålet er, om hun også har ret til den. Hvad synes du?”.

Eller med andre ord: Mette Frederiksen havde ifølge Tom Jensen tilranet sig magten. Han betvivlede ikke som Donald Trump selve valgresultatet, men han såede tvivl om, hvorvidt statsministeren udøvede sin magt i overensstemmelse med forfatningen.

Han brugte ikke udtrykket ”bananstat”, men udtrykte sig mere høvisk. Men meningen var den samme: en illegitim regering.

Som følge af oppositionens forståelige ønske om at udnytte minkkrisen til at svække og måske endda vælte regeringen og det heraf bestemte meget snævert ansvarsfokuserede kommissorium, og som følge af Minkkommissionens egen snævert legalistiske tilgang, er vi desværre ikke blevet udstyret med en beretning, der bidrager med en analyse af forløbet og de institutionelle svagheder, krisen åbenbarerede.

Men med flere tusinde siders redegørelse med fokus på enkeltindividers gøre og laden, nærmest ud fra devisen Hvem er den skyldige? (Med det indlysende resultat, at da det så viser sig, at ingen er skyldig i retlig forstand, står den borgerlige offentlighed tilbage i dyb frustration: 15 millioner mink er døde! Nogen må jo have været skyldig. Det er et cover-up!).

Hvad kan vi lære?

Det forløb, der førte frem til, at regeringen traf en beslutning om at aflive alle mink uden at vide, at der ikke var lovhjemmel, er simpelt. Det fremgik allerede af Miljø- og Fødevareministeriets Redegørelse fra 18. november 2020, og er til overflod dokumenteret i Minkkommissionens ni bind store beretning.

Efter indledende overvejelser på højt niveau i centraladministrationen om omkostningerne ved at aflive alle mink blev Miljø- og Fødevareministeriet (MFVM) nemlig på regeringens COVID-udvalgsmøde den 1. oktober 2020 pålagt at forberede (i samarbejde med andre ministerier) alle scenarier, herunder udtrykkeligt den eventualitet, at alle mink ville skulle aflives.

Under alle omstændigheder var det her, i Fødevareministeriet, ulykken skete. Det arbejde, regeringen havde bestilt, blev ikke udført

Det arbejde undlod man dog at udføre. Det kan forklares med enorm travlhed. Fødevarestyrelsen spillede jo en central rolle i håndteringen af den praktiske aflivning af mink i smittezonerne. Men der synes også at have været andre ting på spil.

Afdelingschef Tejs Binderup forklarede under afhøringerne i Minkkommissionen, at “Der var vi ikke endnu på det tidspunkt. Vi diskuterede det ikke”. De syntes med andre ord ikke, det var relevant, på trods af, at smitten blandt mink og fra mink til mennesker eksploderede i løbet af oktober.

Så da Seruminstituttet i deres opdaterede risikovurdering af 3. november konkluderede, at fortsat minkavl under pandemien udgjorde en alvorlig risiko for folkesundheden, var det lovforberedende arbejde slet ikke på plads. (Se Minkkommissionens beretning, side 147 ff.).

Under alle omstændigheder var det her, i Fødevareministeriet, ulykken skete. Det arbejde, regeringen havde bestilt, blev ikke udført. Og hvad værre er, det blev ikke kommunikeret videre, at det det ikke blev udført.

Ulykken eskalerede, da Studsgaard under regeringens Koordinationsudvalgsmøde den 3. november undlod at gøre opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel til at føre beslutningen om at aflive alle mink ud i livet.

At han var lettere åndsfraværende netop på det tidspunkt, er forståeligt

Han forklarede det ved afhøringen i Minkkommissionen med, at det “ikke var top of mind”. At han var lettere åndsfraværende netop på det tidspunkt, er forståeligt. For havde han sagt, at der ikke var lovhjemmel, ville han jo samtidig have indrømmet over for regeringen, at hans ministerium ikke have udført det bestilte arbejde.

Det er forståeligt, men er samtidig en kardinalbrøler ved krisehåndtering. Devisen er jo her, at der uvægerligt begås fejl, men en krisehåndteringskultur kræver samtidig kollegial ærlighed om egne bommerter.

Læren af minkkrisen er ikke, at det (i henseende til at afklare lovgrundlaget rettidigt) gik galt, fordi Mette Frederiksen havde styrket Statsministeriet i forhold til ressortministerierne, eller fordi hun ville styrke det politiske niveau over for det administrative, eller fordi sagsbehandlingen skal være blevet ”centraliseret”, eller fordi hun udviste ”magtfuldkommenhed”, eller fordi Barbara Bertelsen sendte karske sms’er til kolleger, eller fordi embedsværket var kyst.

Det er alt sammen forklaringer uden belæg, hæftet op på Lars Løkkes insinuationer om ”magtfuldkommenhed”

Det gik ikke galt, fordi for megen magt var blevet koncentreret i Statsministeriet. Embedsmændene i MFVM var ikke spor intimiderede, for de var endda, så kæphøje at mene, at SSI ikke ”havde belæg” for sin risikovurdering.

Det er alt sammen forklaringer uden belæg, hæftet op på Lars Løkkes insinuationer om ”magtfuldkommenhed”, som Berlingske m.fl. har broderet på lige siden.

Det gik galt, fordi det ikke i tilstrækkeligt omfang lykkedes at få MFVM til at forstå den risiko for folkesundheden, minkavlen udgjorde, og handle i forståelse heraf. De forblev efter alt at dømme i den veterinærfaglige tankeverden under en zoonotisk pandemi.

Hvis jeg kan tillade mig at citere, hvad jeg i februar 2022 skrev om forløbet i MFVM i 2020, er det oplagt at opfatte dette forløb og de afgivne forklaringer som et tegn på, ”at der i Fødevareministeriet havde udviklet sig en organisationskultur præget af veterinærfaglig nærsynethed og indbildskhed.

Det vil i så fald kunne forklare, hvorfor bekæmpelsen af COVID-19 i mink var så vankelmodig, sammenholdt med indsatsen mod COVID-19 i befolkningen”.

Fødevareministeriet har givet disciplinære sanktioner til tre ledende medarbejdere

En egentlig kommissionsundersøgelse ville kunne redegøre for, om det er sådan, det forholdt sig. Men det er for sent nu.

Men det er en stærk indikation af, at embedsværket ikke er robust nok til at klare krisehåndtering, hvor der skal koordineres tæt på tværs af de siloer, ressortministerierne udgør.

Fødevareministeriet har givet disciplinære sanktioner til tre ledende medarbejdere: afdelingschef Tejs Binderup, kontorchef Paolo Drostby og veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen.

Departementschefen for MFVM, Henrik Studsgaard, slipper dog, fordi han har fundet andet arbejde og derfor ikke kan sanktioneres efter tjenestemandsloven.