Er der nok penge, hvordan skal pengene bruges, og hvad er det nu lige forskellen er på råderum og holdbarhed?

En regneteknisk øvelse

Kort fortalt, så dækker begrebet råderummet over en regnskabsteknisk øvelse, og råderummet opstår, fordi de offentlige indtægter følger virkeligheden, mens de offentlige udgifter ikke gør.

For når man opgør råderummet, så tager man udgangspunkt i ét bestemt år. Det er ofte nogle år ude i fremtiden. P.t. arbejder man med 2025 – snart rykkes det til 2030.

I det år vil man så have en politisk målsætning om, hvilket niveau den offentlige saldo skal være på. De seneste mange år har der været en politisk målsætning om balance. Det vil sige, at de offentlige indtægter og de offentlige udgifter skal være lig hinanden.

Skæv regnemetode

For at opgøre råderummet finder man først udviklingen i de offentlige indtægter. Det vil sige skatter og afgifter.

Skatteindtægterne afhænger blandt andet af, hvor mange der er i beskæftigelse, og af hvor meget de får i løn. Man bruger derfor en realistisk prognose for løn og beskæftigelse for at få et godt bud på de kommende års skatteindtægter.

For at kunne opgøre udviklingen i de offentlige indtægter skal man altså have en god idé om, hvor økonomien bevæger sig hen i den periode, man gerne vil opgøre råderummet for.

Det står i modsætning til det, man gør på udgiftssiden.

For mens Finansministeriet antager, at indtægterne følger med den økonomiske udvikling i for eksempel løn og beskæftigelse, antages det i beregningen af råderummet, at de offentlige udgifter vil være uændrede realt i en flerårig periode.

Det vil sige, at der bliver taget højde for de forventede pris- og lønændringer, men ikke for eksempelvis et øget udgiftspres på grund af flere børn eller ældre.

En ny opfindelse

Råderummet er en relativt ny opfindelse. Det er dukket op i den offentlige debat omtrent samtidig med budgetloven, der kan fejre tiårsjubilæum i år.

Men i debatten om dansk økonomi bliver råderummet ofte brugt som en naturlov, og i forbindelse med debatten om velfærdslov og nationalt kompromis problematiseres det, at der ikke er råderum til de kommende mange finanslove. Det er noget vrøvl!

Det kan muligvis være en god forhandlingsstrategi, men der er ikke noget – set over en lidt længere historisk horisont end ti år – der tilsiger, at man skal have et råderum at bruge af.

De offentlige finanser er overholdbare

Dansk økonomi har det ufatteligt godt for øjeblikket.

Vi er kommet flyvende ud på den anden side af coronakrisen – og selv de offentlige finanser er godt kørende. Statsgælden i februar var under niveauet i februar 2020.

Dertil kommer, at de offentlige finanser er overholdbare, hvilket vil sige, at det offentlige – set over de næste 100 år – kommer til at få flere penge ind via skatter, end der skal bruges til offentlig service og offentlige investeringer, når der tages hensyn til befolkningsudviklingen og udviklingen i vores velstand.

Lige nu er dansk økonomi dog inde i det, man kalder demografisk modvind. Det vil sige, at der lige nu bliver flere børn og unge. De skal have institutionspladser og skoletilbud.

Samtidig kommer der voldsomt mange flere ældre. Det er dejligt, fordi man så kan have sine forældre, bedsteforældre, ja, endda oldeforældre i længere tid.

Men det er samtidig en udfordring for det offentlige, fordi særligt personer over 80 år bruger sundhedsvæsenet meget og kan have brug for hjemmehjælp.

Velfærdslov vil sikre, at pengene følger med virkeligheden

De mange flere børn, unge og ældre er særligt en udfordring, fordi der på samme tid kommer færre personer i de aldersgrupper, der udgør størstedelen af arbejdsstyrken og dermed betaler skat af arbejde.

I en tid, hvor det må forventes, at der kommer mere pres både på indtægts- og udgiftssiden af den offentlige økonomi, bliver det endnu mere skørt at insistere på, at vi skal gemme nogle penge i form af råderum til senere finanslovsforhandlinger.

Der er god ræson i at ændre definitionen af råderummet ved at indføre en velfærdslov.

Velfærdsloven vil sikre, at pengene følger med, når antallet af ældre eller børn stiger i modsætning til nu, hvor begrebet ”real nulvækst” dækker over færre penge per borger, når antallet af børn eller ældre stiger.

Indførelsen af velfærdsloven vil betyde, at råderummet mindskes, fordi både indtægter og udgifter for det offentlige vil begynde at følge virkeligheden. Men det er en god ting.