Kort før årtusindskiftet var jeg på et udvekslingsophold på University of Wales, hvor jeg læste et semester International Politics i Aberystwyth (der ligger helt ude ved vestkysten).

International Politics er en akademisk disciplin oprettet efter Første Verdenskrig med det formål at forske i at forhindre krig.

Til en begyndelse var faget præget af tanker om ”idealisme”. En forestilling om, at udbredelsen af frihandel og demokrati er vejen til en fredeligere verden, fordi liberale demokratier ikke går i krig med hinanden.

Under den kolde krig blev denne forestilling fortrængt af en ny strømning, ”realismen”. Her forestiller man sig, at krig er en naturligt forekommende tilstand mellem rivaliserende stater, og det som forhindrer krig, er en magtbalance. Hvis begge parter er nogenlunde lige stærke, vil ingen af dem starte en krig.

I den ny verdensorden er Tyskland igen blevet en stormagt

Som en del af et forløb om Europæisk Sikkerhedspolitik skrev jeg et essay om den amerikanske realist, professor John Mearsheimer, der foreslog at Tyskland (på det tidspunkt netop genforenet) burde udrustes med atomvåben.

Forslaget giver god mening i ”realistisk” tankegang. I den ny verdensorden efter murens fald, er Tyskland igen blevet en stormagt, og for at hindre fremtidige konflikter i at eskalere, burde Tyskland udstyres med atomvåben, så de havde samme sikkerhedspolitiske styrke som Frankrig og Storbritannien. På den måde ville stormagterne være lige stærke og holde hinanden i skak.

Jeg husker, at jeg kritiserede forslaget temmelig grundigt. Mearsheimer havde ikke forstået, at den internationale orden i Europa ikke passede ind i hans verdensopfattelse. Tyskland var ikke interesseret i at dominere sine naboer, og Tysklands naboer var ikke interesseret i at dominere Tyskland.

Tyskerne havde frivilligt afgivet suverænitet og indflydelse til andre lande – især til små lande som Danmark – i kraft af EU-samarbejdet, og i øvrigt var tyskerne slet ikke interesseret i at have atomvåben. Situationen i Europa passede bedre på ”idealistisk” tankegang.

Når det kommer til Rusland, tror jeg imidlertid Mearsheimers ”realistiske” tankegang er mere relevant.

Ikke en gal diktators ønske om erobring

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine virker det som om, at det store flertal i vesten forstår konflikten, som en gal diktators ønske om at erobre mere land til sit imperium.

Mearsheimer er en af få, der mener at konflikten i overvejende grad er vestens skyld. Og lige så meget som jeg tror Mearsheimer tog fejl m.h.t. Tyskland, så tror jeg han har ret m.h.t. Rusland. Jeg tror, at vi i vesten har “fucked det up” for at sige det lige ud.

Jeg skal i det følgende gengive Mearsheimers argumentation.

Vi må ikke tro, at konflikten skyldes Putin. Og vi må heller ikke tro, at Putin er gal. Putin handler ikke irrationelt, men ganske forudsigeligt, og der er ingen grund til at tro, at Rusland ville have handlet anderledes, hvis en anden end Putin havde været ved magten. Rusland forfølger deres sikkerhedspolitiske interesser.

I gamle dage havde Sovjetunionen en række bufferstater i Østeuropa (Warszawa-pagt-landene), som gav dem tryghed i forhold til truslen om en invasion fra vest.

Efter Sovjetunionens sammenbrud har de tidligere Sovjetrepublikker Hviderusland og Ukraine fået rollen som bufferstater. Rusland betragter disse lande som deres interessesfære, og vil ikke acceptere at disse lande kommer under sikkerhedspolitisk kontrol af vesten. Det er sagen i en nøddeskal.

Ukraine er et selvstændigt land, og russerne har ingen moralsk ret til at kontrollere dem. Desværre handler International Politik ikke om moral. Den internationale orden er anarki, og her er det de stærke der bestemmer. Og selvom Rusland ikke kan måle sig med det gamle Sovjetunionen, så er de stadigvæk de stærkeste i deres eget nærområde. Og de har atomvåben. Masser af atomvåben.

Hvorfor opfatter Rusland vesten som en trussel? Hvorfor føler Rusland et behov at håndhæve deres sikkerhedspolitiske interesser med magt? 

Først og fremmest føler de sig truet over, at NATO i 2008 erklærede, at de tidligere Sovjetrepublikker Georgien og Ukraine på et (ikke nærmere defineret tidspunkt) ville blive medlemmer af NATO. Det udløste et russisk angreb på Georgien.

I 2014 siger Ukraines (dybt korrupte, men trods alt folkevalgte) præsident nej tak til en handelsaftale med EU (og ja tak til en russisk ditto).

Det førte til et blodigt kup og præsidentens flugt til Rusland. En fraktion blandt kupmagerne og en række ministre i den nye vestligt støttede regering var i øvrigt så langt ude på den rabiate højrefløj, at vi roligt kan kalde dem fascister.

Det var i kølvandet på denne udvikling, at Rusland besluttede sig for at annektere Krim-halvøen, der er sikkerhedspolitisk strategisk vigtig for Rusland.

Det var også i kølvandet på disse begivenheder, at den verserende borgerkrig startede i Ukraine. Der bor mange russere i Ukraine, især i den østlige del. De bliver diskrimineret, og mange ønsker at høre til Rusland.

Sendte våben til Ukraine

Det er helt korrekt, at Rusland har blandet sig i denne borgerkrig, og sendt soldater til Ukraine. Men vi har også bidraget til at optrappe konflikten. Siden Trump blev præsident, har USA leveret våben til Ukraine.

Den samme internationale logik der har motiveret Rusland til at starte denne krig, gælder ikke kun for Rusland. Vi stritter også imod, hvis nogen blander sig i, hvad vi anser for vores interessesfære.

Hvis Rusland forsøgte at opstille atommissiler på Cuba, ville USA klart opfatte det som en provokation, og USA ville ikke tøve med krig, hvis ikke Rusland droppede sine planer.

Al snak om at Cuba var et suverænt land, ville blive fejet af bordet af hensyn til USA’s sikkerhed. Det er sket før. Det er nu engang på den måde stormagter reagerer, når de føler sig truet.

Hvis Mearsheimer har ret i sin opfattelse af, hvordan den internationale orden fungerer, så er vi i vesten faktisk indirekte ansvarlige for at have påført Ukraine en krig med Rusland. En krig som vi ikke selv ønsker at deltage i, og som Ukraine er forudbestemt til at tabe.

Det kom som en overraskelse, at Rusland invaderede hele Ukraine. Men Ruslands motiv er ikke, og har aldrig været, at annektere hele Ukraine. Det er en fortælling fabrikeret i vesten. Det ville kræve en permanent tilstedeværelse af russiske besættelsestropper at indlemme Ukraine i Rusland, og det er ikke i Ruslands interesse.

Naturligt, at Rusland opfatter vesten som aggressiv

Ved konfliktens begyndelse forudså Mearsheimer, at Ruslands mål med invasionen var, at få Ukraine til at acceptere, at (1) Rusland annekterer de østlige provinser, at (2) anerkende at Krim er russisk, samt at (3) love at Ukraine herefter vil være neutral.

Netop som jeg skriver dette, kan jeg læse i nyhederne, at det præcis er de krav, Rusland har spillet ud med.

Det er naturligt, at Rusland opfatter vesten som aggressiv. Vi siger, at vores mål er at indføre en liberal demokratisk verdensorden. Det kan ikke opfattes som andet end en trussel mod Rusland, der jo er alt andet end liberale og demokratiske (det samme gælder i øvrigt for Kina, og de er meget stærkere end Rusland).

Der breder sig en stemning herhjemme om, at vi med vores indblanding i Ukraine fører en kamp for demokrati imod diktatur.

Man tror, at vi ved at lægge pres på Rusland, også lægger pres på diktaturet, og dermed fremmer et mere demokratisk Rusland.

Men desværre har Mearsheimer ret, og Rusland reagerer blot som ETHVERT land ville have gjort i en tilsvarende situation.

Hvorfor provokere Rusland

Hvad nu hvis det ikke gør en forskel, hvem der sidder ved magten i Rusland? Hvad nytte har vi haft af vores anstrengelser? Hvad godt har vi gjort for Ukraine? Hvorfor vil vi ikke acceptere folkeafstemninger om provinsernes nationale tilhørsforhold?

Hvorfor har vi i det hele taget provokeret Rusland ved at blande os i Ukrainske forhold? Idealisme er farligt.

Så vidt jeg kan se, har vi ikke opnået andet, end at bidrage til en sikkerhedspolitisk farligere verden. Vi har medvirket til at undergrave den internationale magtbalance. Nu vil Rusland (og Kina) søge at genoprette magtbalancen, som er blevet forrykket ved vores oprustning. Er dette begyndelsen på et nyt våbenkapløb? 

 

Hvis man er interesseret i at læse Mearsheimers ord i stedet for mine, anbefaler jeg artiklen ”Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault. The Liberal Delusions That Provoked Putin” fra tidsskriftet Foreign Affairs (2014), eller lytte til denne dugfriske online konference, der er tilgængelig på YouTube: https://www.youtube.com/results?search_query=mearsheimer+ukraine+2022