Demokrater vandt blodrøde Alabama

Republikanerne Roy Moores nederlag er et stort tilbageslag for præsident Trump og hans tidligere strateg Steve Bannon.
I en af de største overraskelser i nyere amerikansk politiks historie, valgte vælgerne i den republikanske højborg Alabama, en demokrat, tilmed en aborttilhænger, til den ledige plads i Senatet.

Demokraten Doug Jones kravlede med 49,9 procent af stemmerne mod republikanske Roy Moores 48,4 procent og blev dermed den første demokrat i 25 år der vinder enten et senats- eller et præsidentvalg i Alabama.

Men der skulle så også en nationalistisk, racistisk, kristen fundamentalistisk, to gange afsat fra sit dommerembede, plaget af korruptionsskandaler og med historier om overgreb på mindreårige i bagagen-ramt kandidat til, før at det skete.

Da det stod klart, at Doug Jones ville vinde talte han til sine tilhængere, hvor han blandt andet sagde:”

Til syvende og sidst har denne valgkamp handlet om værdighed og respekt. Denne valgkamp har handler om retssamfundet. Om almindelig høflighed og anstændighed og om at alle i denne stat får en fair behandling".

Roy Moore tog ikke nederlaget godt, han nægtede at anerkende valgresultatet og han mente at medierne havde portrætteret ham både forkert og uretfærdigt.

To nederlag for Trump
Fravalget af Roy Moore bliver udlagt som et kæmpe nederlag for præsident Trump, som nu to gange har brændt nallerne på valget i Alabama. Først ved at give støtte til den vikarierende senator Luther Strange, som tabte primærvalget til Roy Moore, og nu tabte hans foretrukne kandidat endnu en gang,

Efter valget lykønskede Præsident Trump vinderen med et noget tvetydigt tweet, hvor han samtidig med lykønskningen skrev at ”kortene var blandet imod Roy Moore”.

Sorte sikrede sejren
At valget alligevel blev så tæt skyldes blandt andet, at Roy Moore havde stor opbakning fra statens hvide vælgere. Exit polls fra valgstederne viste, at tre ud af fire af de hvide mænd og to ud af tre hvide kvinder, valgte at se igennem fingre på krænkelseshistorier og stemte på Roy Moore. Og særligt de hvide vælgere uden for forstæderne var loyale.

52 procent af vælgerne mente, at anklagerne mod Moore formentlig var sande, og af dem stemte 89 procent for Moore. Omvendt betyder det også, at 11 procent sådan set mente at det var sandt, at Roy Moore havde lagt an på mindreårige piger, men at de stemte på ham alligevel.

Men det var et stort fremmøde af sorte vælgere, som sikrede Doug Jones sejren. Ifølge exit polls, så udgjorde sorte omkring 29 procent af vælgerne og de stemte nærmest alle sammen – 96 procent mod 4 procent – på Jones.

Vælgerne blev hjemme
Valgdeltagelsen var, selv efter amerikanske standarder, nærmest rystende ringe. Selvom der var stor spænding og valget havde massiv betydning, var det alligevel kun 40,47 procent af vælgerne der orkede at gå ned stemme.

Den lave valgdeltagelse var nok ikke alene var tale om dovenskab, men formentlig også et tegn på, at ikke så få af de republikanske kernevælgere på den måde viste deres utilfredshed med deres partis kandidat.

1,7 procent af vælgerne havde valgt at skrive et andet navn på stemmesedlen – en tidobling i forhold til det seneste senatsvalg i Alabama i 2016, hvor kun 0,17 procent valgte den mulighed.

Doug Jones vil først være på valg igen i 2020. Og med mindre det republikanske parti endnu engang smelter helt sammen, så er der nok ikke den store sandsynlighed for at han bliver genvalgt.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook