Annonce

Demokraterne vandt lille kæmpesejr i Trump-land

USA: Demokraten Conor Lamb vandt tirsdag nat, med få stemmer og en masse fagforeningsstøtte, en plads i kongressen på trods af Trumps kampagnemaskine
Demokraten Conor Lamb kunne først onsdag aften, erklære sig som en noget overraskende vinder af et suppleringsvalg til den amerikanske kongres. Valget bliver set som et kæmpenederlag til det republikanske parti og præsident Trump.

Lamb, en 33-årige tidligere marine-soldat, nu offentlig anklager, måtte vente næsten en dag, før at alle stemmer var optalt og resultatet blev erklæret afgjort. Valget blev afgjort med 627 stemmers forskel, ud af de i alt knap 230.000 der stemte.

Republikanerne kan stadig kræve en fintælling, men de færreste regner med, at det kan ændre afgørende på resultatet.

Pennsylvanias 18. kongresdistrikt, suppleringsvalg, 2018

Parti
Kandidat
Stemmer
%

Demokraterne
Conor Lamb
113,813
49.84%

Republikanerne
Rick Saccone
113,186
49.56%

Libertarianerne
Drew Gray Miller
1,379
0.60%

Total votes
228,378
100%

”Vi fulgte det jeg lærte i Marinekorpset: Ingen skal efterlades. Vi kom alle steder, talte med alle og inviterede alle med,” sagde Conor Lamb i sejrstalen til tilhængerne.

Suppleringsvalget til kongressen var blevet udløst af, at det hidtidige kongresmedlem, republikaneren Tim Murphy, havde trukket sig efter at det var kommet frem, at han havde tvunget en ansat i hans stab, som han havde en affære med, til at få en abort.

Trump-venligt område
Sejren til Conor Lamb skal ses i lyset af, at kongresdistriktet i den sydvestlige del af Pennsylvania ved præsidentvalget i 2016 var et område, hvor Donald Trump i 2016 knuste sin modstander Hillary Clinton med hele 20 procentpoint og ved de seneste to kongresvalg havde Demokraterne ikke engang orket at stille en modkandidat op.

Ser man på befolkningen i distriktet, så var det i høj grad den hvide, small- town arbejderklasse (suppleret med enkelte velhavende forstæder til Pittsburgh) , som ellers ses som hjørnestenen i Trump-koalitionen, der gik til valg. 96 procent af vælgerne i distriktet er hvide. Republikanerne havde siddet på distriktet siden valget i 2002.

Lamb havde derfor forsøgt at præsenterede sig selv overfor vælgerne som en midtsøgende Demokrat, og havde blandt andet lagt afstand til partiets leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi og taget afstand fra sit eget partis politik både omkring abort-sprøgsmålet, men også om at stramme våbenlovgivningen. Han har til gengæld været imod Trumps skattelettelser og støtter Obamacare.

Lamb har i hele hans kampagne også forsøgt at undgå at angribe Trump, men i stedet fokusere på sig selv, og sit eget budskab. Og det virkede.

Det republikanske parti havde brugt mere end 10 millioner dollars (godt 60 millioner kroner) på at støtte den republikanske kandidats kampagne, ligesom at de havde sendt deres absolutte topfolk, inklusiv præsident Trump og flere medlemmer af Trump-familien, på gaden for at hjælpe Saccone.

Trump havde håbet på at præsidentens politik, med at indføre told på stål, ville hjælpe Saccone i valget, i et område som ligger i hjertet af den amerikanske stålindustri. ”Stål er tilbage,” erklærede Trump flere gange på et vælgermøde forleden. Uden at det bed på vælgerne.

Siden det stod klart, at Saccone ville tabe har der været radiotavshed fra præsidenten, der ikke ligefrem er kendt for at dvæle ved nederlag. Republikanerne har dog forsøgt at "spinne" historien ved at sige at Lamb i virkeligheden ikke er så meget Dmeokrat at det gør noget og at Saccone i øvrigt kørte en dårlig kampagne. På Fox News lød en af analyserne, at Lamb havde vundet fordi han simpelthen var mere "nuttet" (cute) end den republikanske kandidat.


Takkede fagbevægelsen

Connor Lamb brugte en stor del af hans sejrstale tirsdag nat på at takke fagbevægelsen, der har været en central del af hans kampagne.

”Mænd og kvinder fra fagbevægelsen stod sammen med os, skulder ved skulder, hele vejen,” sagde han.

”Fagbevægelsen byggede det vestlige Pennsylvania. I aften, har de genfundet deres ret til at have en kæmpe rolle i vores fremtid.”

Conor Lambs sejr får ikke umiddelbart den store indflydelse på magtsammensætningen i Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne fortsat har stort flertal.

Valgresultatet må alligevel give alvorlige panderynker i det republikanske partis hovedkontor, forud for midtvejsvalget til november. For hvis Republikanerne kan risikere at tabe steder, som ligner det vestlige Pennsylvania, så står de til en ordentlig øretæve.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet