I går og hvisker-tisker anonymt til journalisterne. I smiler skævt, når vi møder jer på gangen på Christiansborg. I ved godt, at den er helt - helt gal med udlændingeministerens skiftende forklaringer. I ved godt, at dette ikke handler om for eller imod barnebrude på danske asylcentre. I er ikke dumme. I ved godt, at en minister selvfølgelig ikke må bryde loven med åbne øjne. I ved godt, at en minister ikke må lyve over for Folketinget.

I ved godt, at en minister selvfølgelig ikke må bryde loven med åbne øjne

I ved også, at der i disse måneder sker et overgreb på Folketinget. Alligevel gør I intet. I ved nemlig også, at vi skal helt tilbage til 1980’erne for at finde et folketingsvalg, som det borgerlige Danmark har vundet på andet end udlændingepolitik. Derfor vil I have den charmerende og retorisk stærke Støjberg helt i front til næste valg. Så må folkestyrets principper fejes ind under gulvtæppet.

Det er ikke kønt, venner!

Støjberg tilbageholdte embedsværkets vurderinger
Da historierne om de meget unge brude dukkede op i medierne i januar 2016, forlangte Socialdemokratiet, at ministeren greb ind. Det står vi ved! Ministeren var enig med os. Hun ville have adskilt indkvartering af alle de unge ægtepar, men embedsværket orienterede hende om, at det ville være ulovligt uden en konkret og individuel vurdering. Hvad gjorde Støjberg så? Indkaldte hun folketingets partier til en forhandling om en ændring af loven? Nej, hun tilbageholdte embedsværkets vurderinger for os andre. Hun fjernede i februar 2016 netop den sætning, der ville gøre administrationen lovlig og kun to timer senere blev der administreret efter den ulovlige instruks. Sådan kan et demokrati altså ikke fungere!

Efter at Justitsministeriet begyndte at blive inddraget i den mærkværdige og ulovlige instruks, og også Folketingets Ombudsmand blev indblandet i sagen, begyndte Inger Støjberg i marts 2016 langsomt at rette ind efter lovgivning, konventioner og embedsværk. Men udadtil fastholdte hun helt frem til december 2016, at der blev ført en restriktiv adskillelse af de unge asylansøgere. Denne dobbelte bogføring kortsluttede folkestyrets muligheder for at fungere.

Denne dobbelte bogføring kortsluttede folkestyrets muligheder for at fungere.

Dansk Folkeparti ønskede for eksempel at sikre adskilt indkvartering af alle de unge ægtepar. Uden undtagelse. Men de fremsatte selvfølgelig først deres beslutningsforslag i december 2016. Hvis partiet havde kendt sandheden, havde de nok fremsat deres forslag allerede i marts 2016. Men vi blev alle ført bag lyset i månedsvis – også Dansk Folkeparti. Sådan kan et demokrati altså ikke fungere!

Popularitet er ikke en begrundelse for at bryde loven 
Når journalister beder om aktindsigter i dokumenter, der ifølge loven bør udleveres, bliver deres anmodning udskudt og udskudt. Når oppositionen stiller simple spørgsmål på et samråd, taler ministeren åbenlyst udenom i time efter time. Når offentligheden skal høre ministerens forsvar, skifter hun emne og spekulerer bevidst i at skabe forvirring om sagens substans.

Socialdemokratiet er ikke gået ind i denne sag for at vælte Inger Støjberg. Hun er ikke Regeringens værste minister. Vi forfølger sagen, fordi vi mener, at folkestyret skal tages alvorligt. Fordi det vil være virkelig skadeligt for det danske demokrati, hvis konklusionen bliver, at ministre kan bryde loven og lyve overfor Folketinget, så længe man er populær nok hos støtteparti og befolkning.

Tolerance uden en tolerancetærskel er ikke tolerance. Det er bare ligegyldighed

Jeg er helt på det rene med, at man altid forsvarer sin egen minister. Jeg har også forståelse for, at I har en større tolerance over for sjusk fra en Venstre-minister, end jeg har som socialdemokrat. Men tolerance uden en tolerancetærskel er ikke tolerance. Det er bare ligegyldighed. Og det klæder ikke en folkevalgt.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre de borgerlige medlemmer af Folketinget til at overveje grundigt, hvilket ansvar der påhviler dem i denne sag.
Mattias Tesfaye er medlem af folketinget for Socialdemokraterne.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Indlægget er alene udtryk for forfatterens egne holdninger.