Annonce

“Den bedste analyse af Trump og det USA der valgte ham”

“Amerika. Hvor Er Du?” spørger journalist og debattør David Trads i en skarp og velskrevet bog om sin store kærlighed: USA.
David Trads er mig en gåde. På den ene side, er han en virkelig fin fyr. Sød, skarp i analysen, venlig, interesseret, ja, sådan set grundlæggende en mand man gerne tager en øl med og på den anden side ofte på skrift og i radio en inkonsekvent vindbøjtel, med en politisk analyse, der oftest er på niveau med en begejstret to-årig.

Og derfor var jeg også noget tilbageholdende med forventningerne, da jeg startede på hans bog om Trumps USA. For ville han være i stand til at være det mindste nuanceret? Var det ikke bare en lang hyldest til Demokraterne og en forklaring, af hvorfor alle der stemte på Trump var fascister?

Bedste analyse af Trump

Men, jeg må sige, at jeg blev behørigt taget i skole på hvorfor David Trads også har så flot en karriere bag sig. For bogen er formodentligt den bedste analyse af Trump og det USA der valgte ham ind, jeg til dato har læst. På dansk og på engelsk.

Bogen er en rejse gennem USA, bygget op som en blanding af interviews, portrætter, citater, personlige anekdoter og en overvældende mængde fakta. I praksis, selvom det ikke er sikkert den er tænkt sådan, er der to hoveddele i bogen: Første del er primært en række interviews og anekdoter og anden halvdel har mere karakter af oplistning af fakta og perspektivering.

Første halvdel er bogens juvel. Det er en række af interviews og portrætter af en blanding af personer, der for de flestes vedkommende er kendetegnet ved at de er Trump-tilhængere. Personer som Trads åbenlyst respekterer og kender fra sine år i USA, og som han gør sig ganske umage for at referere loyalt..

Anden halvdel har et mere redegørende sigte. Man kunne kalde det, den mere pligtagtige del af bogen. Her redegøres mere detaljeret for udviklingen i USA, der trækkes tråde igennem amerikansk historie, og der sammenlignes (i højere grad) taler, visioner og udsyn, på tværs af præsidenter.

Det er spændende læsning og vidner om at Trads har et stort overblik, en enorm viden, og endelig - en enorm kærlighed til USA.

Siderne flyver dog ikke forbi på samme facon som i den første halvdel, men klogere det bliver man, og analyserne er overbevisende og loyale overfor begge dele af USA, selvom Trads ikke lægger skjul på sin foragt for Trump.

Skjuler ikke sine holdninger

Denne foragt det er også en stor del af styrken. Han forsøger ikke, som journalister nogle gange har for vane, at skjule sine personlige holdninger.

Trads viser han har holdninger, og at han er samtidig professionel nok til ikke at lade sin analyse influerer deraf.

Ja, faktisk, så fordi han er så opmærksom på det, så forekommer det at analysen bliver dybere. Det minder på mange måder, om mange af programmerne på hengangne Radio24syv, hvor man heller ikke frygtede at fremvise journalisternes personlige holdninger.

Trump er Det Hvide Amerikas sidste bastion

David Trads viser overlegent, især i første halvdel af bogen, ved eksempler, anekdoter og tal, hvordan Trump på mange måder har brugt hele sit voksenliv på at ende som præsident. En rejse fra Wrestlemania til Det Hvide Hus. Og næste halvdel især på at vise, hvordan USA har brugt den samme tid, på at skabe de perfekte forudsætninger for Trumps valg.

Hvordan landet, der startede med at alle med stemmeret var hvide, til nutiden- og fremtidens USA, hvor hispanics og sorte kræver deres del af magten, og hvordan Trump på mange måder er det hvide USA’s (måske) sidste kampskridt for at fastholde det USA de kender, for at fastholde den identitet de kender.

Bogen er en tour de force gennem USA’s moderne historie, med tråde trukket fra wrestling til filosofi. Og Trads’ portrætter er er fremragende, nærværende og loyale.

Selvom han åbenlyst er dødeligt uenig, så er jeg ikke et sekund i tvivl, om at de portrætterede ville være beærede over portrættet.

Og det indkapsler nok bogen, Trads er dødeligt uenig med det USA Trump, er eksponent for, men han referer og beskriver det loyalt og kærligt.

Stærkt anbefalesværdigt, og skrev Trads altid som i denne bog, så ville jeg læse hvert et ord.

David Trads: 'Amerika, hvor er du?', 250 sider, Forlaget Momenta, er udkommet.

Leif Donbæk er advokat, klummeskribent og medlem af Socialistisk Folkeparti.


Flere artikler om emnet