Annonce

Den danske model rydder forsiden

I Danmark kan man som fastfoodmedarbejder leve af sin løn. Det er de så imponeret af i USA, at den danske model i dag er på forsiden af New York Times businesssektion.
”Hvis danske kæder kan betale 20 dollars i timen, hvorfor kan de amerikanske kæder så ikke betale 15 dollars i timen, som så mange fastfoodmedarbejdere har råbt på?”

Det er spørgsmålet, som pryder dagens store artikel om det danske arbejdsmarked i New York Times, og som amerikanske fagforeninger blandt mange andre har spurgt om gennem længere tid.

For mens de danske, overenskomstdækkede fastfoodmedarbejdere tjener 2,5 gange mere end deres amerikanske kollegaer, der får 8 dollars i timen, og samtidig har ret til fem ugers ferie med løn, betalt barsel og pension, så står mange amerikanske medarbejdere i en situation, hvor de for eksempel er nødt til at vælge en sygeforsikring fra for at kunne få råd til el, mad og tøj til børnene, skriver New York Times.

Sagens kerne i artiklen er, at du som fastfoodmedarbejder i USA ikke kan klare dig til dagen og vejen. Ifølge en undersøgelse fra University of California er lønnen i den amerikanske fastfoodbranche så lav, at halvdelen af lønmodtagerne i branchen er afhængige af en eller anden form for offentlig ydelse. Som fastfoodmedarbejder i Danmark er det ikke tilfældet.

Men Steve Caldeira, der er præsident for brancheorganisationen International Franchise Association, og som medvirker i New York Times-artiklen, mener ikke, det giver mening at sammenligne det danske og amerikanske (arbejds)marked:

”Danmark er et lille land med langt større leveomkostninger. Fagforeninger dominerer, og det er beskæftigelsessystemet bygget op om.”

Ligesom ét af hans medlemmer, fastfoodkæden Burger King, argumenterer, at restauranterne jo har givet mange millioner amerikanere en fod inden for på arbejdsmarkedet.

Næste store spørgsmål er dog, om fastfoodkæderne i USA vil slutte fred med deres medarbejdere og indgå en lønaftale på 15 dollars i timen, lidt ligesom McDonalds var nødt til at tilslutte sig overenskomsten, da de først kom til Danmark i 1980’erne, eller gøre ingenting. Andet end true med at højere lønninger vil få meget dramatiske konsekvenser for den amerikanske fastfoodindustri...

Du kan læse hele New York Times’ artikel her.


Flere artikler om emnet

Annonce