Den danske vagtlov er håbløst forældet og kræver en grundig revision

Serviceforbundet

Den danske vagtlov er håbløst forældet og kræver en grundig revision

Vagtvirksomhedsloven, som regulerer private sikkerhedsvirksomheder, ikke er blevet revideret siden 1986. I dag står branchen med uudnyttet potentiale til at løfte afgørende opgaver, som i dag er myndighedsopgaver

Sikkerhedsvagt
Billedtekst

Sikkerhedsvagt

Foto: Coulorbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Antallet af sager, der ligger ubehandlede hos politiet er stigende, og mange borgere oplever, at mindre alvorlige forbrydelser ikke prioriteres.

Alt imens går politiets tid til rutineprægede opgaver som fangetransport og overvågning – noget som private aktører i højere grad kan aflaste politiet med, så de får mulighed for at fokusere på deres kerneopgaver.

En forældet lovgivning holder branchen tilbage 

Problemet er imidlertid, at vagtvirksomhedsloven, som regulerer private sikkerhedsvirksomheder, ikke er blevet revideret siden 1986. Dengang var branchen markant mindre og mindre kompleks.

I dag står branchen med potentiale til at løfte afgørende opgaver som overvågning. I dag står branchen med uudnyttet potentiale til at løfte afgørende opgaver, som i dag er myndighedsopgaver.

Overtages de opgaver, vil det naturligt frigøre vigtige ressourcer til kerneopgaven, mens professionelle sikkerheds- og vagtfolk gør det, som de er gode til.

Men uden klare krav og moderne regulering er det umuligt at realisere dette potentiale og samtidig sikre vagternes egen sikkerhed.

Det skaber en gråzone

For det første mangler der krav om obligatorisk efteruddannelse. Vagter kan i dag ansættes uden at have gennemgået et uddannelsesforløb, der matcher de høje krav, som nutidens opgaver kræver.

En anden problematik er, hvis virksomheder eller offentlige myndigheder ansætter vagter til arbejde i egen virksomhed, gælder kravene i vagtloven ikke.

Det skaber en gråzone. Hvis vi ønsker, at vagter skal kunne håndtere nye og kritiske opgaver kan hjælpe myndighederne med at løse deres kerneopgaver, må vi sikre, at de er klædt fagligt og mentalt på til opgaven.

For det andet er der brug for bedre kontrol og tilsyn. I dag er det ikke et krav, at politiet skal føre tilsyn med vagtvirksomheder, fordi det blot er en mulighed.

Se på Sverige

Dette efterlader et hul i kontrollen, som potentielt kan føre til, at virksomheder ikke lever op til de standarder, der kræves, når de arbejder med borgernes sikkerhed.

Når sikkerhedsfirmaer skal varetage opgaver med direkte indflydelse på vagternes egen sikkerhed, er det afgørende, at der er et obligatorisk kontrolsystem.

Et skærpet og regelmæssigt tilsyn sikrer ikke kun, at virksomhederne lever op til deres ansvar, men også, at vagterne kan have tillid til, at deres sikkerhed er i orden.

Det forpligter arbejdsgiveren til at sætte det fornødne antal vagter på opgaven

Endelig er der ikke krav om risikovurdering af vagternes opgaver, hvorfor det ikke er ualmindeligt at en vagt tvinges til at udføre en alt for farlig opgave på egen hånd. I Sverige skal man udarbejde en risikovurdering af vagterne arbejde.

Det forpligter arbejdsgiveren til at sætte det fornødne antal vagter på opgaven. Det kunne også være en god ide at indføre i Danmark, som ligner Sverige på mange måder.

En modernisering af vagtbranchen kan styrke samfundets sikkerhed 

De førnævnte eksempler viser, hvorfor Danmark har desperat behov for en moderne og tidssvarende lovgivning der er balanceret ift. politiets nuværende opgaver.

Det er på tide at der bliver taget ansvar og skabt ordentlige rammer for vagtbranchen – en branche, der kan hjælpe med at sikre både tryghed og effektivitet i en tid, hvor politiets ressourcer er under større pres end nogensinde før.

Det er en win-win-situation

Med klare uddannelses- og efteruddannelseskrav, bedre arbejdsvilkår og skærpet tilsyn kan vi skabe en sikkerhedssektor, der ikke blot aflaster politiet, men også styrker den overordnede tryghed i samfundet.

Det er en win-win-situation, hvor politiet kan fokusere på deres kerneopgaver, mens professionelle vagter tager sig af de opgaver, de er bedst rustet til at løse.

På den baggrund afholdes også et rundbordsmøde om vagtvirksomhed i Danmark i Grønlandsværelset på Christiansborg torsdag d. 19. februar kl. 10.00 – 12.00 med deltagelse af eksperter, aktører på området og ikke mindst en politisk paneldebat.

Her er både politikere og aktører fra branchen inviteret til at drøfte hvordan vi sammen kan modernisere lovgivningen og give vagterne det uddannelses- og sikkerhedsniveau, de fortjener, når de er på opgave.  

Peter Jørgensen

Formand, Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes fagforening

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.