”Den her dokumentar er stadig en velplaceret kæberasler til eliten”

Halvgammel musikdokumentar er både et interessant tilbageblik og en fortsat aktuel stemme til arbejderklassen om et England, der er gået på røven.
Foto: Velvet Joy Production, 2015
Invisible Britain: Sleaford Mods
Valget af Trump i USA, briternes ja til Brexit og nu Covid19-pandemien er begivenheder, der om nogle må siges at have så meget historisk karakter, at de også om flere generationer år vil være overskrifterne på vores samtid.

Men hvordan så verden egentlig ud før det kom så vidt? Og hvordan kom det til udtryk gennem kulturen? Sådan lige i årene før halvdelen af briterne stemte den gamle stormagt ud af EU, og corona-smitten som nu indirekte lader til at have fået krammet på Donald Trumps totalteater.

Den er med dens særdeles velplaceret kæberasler til eliten stadig er ganske aktuel

Det kan man se i dokumentaren ”Sleaford Mods: Invisible Britain”. En vellykket film lavet af makkerparret Nathan Hannawin og Paul Sng (”Dispossession: The Great Social Housing Swindle”), der i denne måned for lige præcis fem år siden, blev vist første gang på Doc N Roll Film Festival i den engelske hovedstad.

Meget vand er rigtignok løbet i åen siden dengang. At undertegnede alligevel anbefaler på Nathan Hannawin og Paul Sng’s halvgamle dokumentar til din efterårsferie, skyldes at den ikke kun udgør et interessant tilbageblik, men også at den med dens særdeles velplaceret kæberasler til eliten stadig er ganske aktuel.

Arbejderklassens fortørnede talerør

I hovedrollen møder vi den anmelderoste electro-punk duo Sleaford Mods, bestående af vokalist og tekstforfatter Jason Williamson og dj Andrew Fearn, der to år tidligere er brudt igennem med ”Tied Up In Nottz”, ”Jobseeker” og ”Tweet, Tweet, Tweet”.

Sange, der gennem deres bøvsende bodega-attitude, havde gjort bandet til arbejderklassens nye fortørnede talerør. En titel de med tørre beats og tyk nordengelsk dialekt i øvrigt stadig så formidabel forsvarer den dag i dag.

Med en blanding af koncertoptagelser, fan-interviews samt scener, hvor filmens to instruktører udforsker et forsømt og fortvivlet England, følger vi således de to midaldrende musikere fra bagsædet landet rundt på en forårsturné.

Undervejs udfolder sig en virkelighed præget af ulighed, fremmedfrygt, affolkning af landområderne og manglende tiltro til systemet.

En virkelighed, der sandsynligvis sjældent finder vej ind i de engelske dagligstuer, og efter det seneste parlamentsvalg i 2019 med Labour-lederen Jeremy Corbyn ved roret stadig ikke lader til at have vundet genklang i House og Parliament.

"Jeg bliver ved at sige til mig selv, at det skal være slemt, før det kan blive bedre… Vi er bare fucking idioter, er vi ikke? Vi er bare totalt fucking idioter”, lyder det frustreret fra forsanger Jason Williamson om nationens tilstand på et tidspunkt – blot et lille år før hjemlandet endegyldigt stemmer sig ud af Den Europæiske Union.

Et levende projekt

Siden filmen dengang i 2015 havde verdenspremiere, har tingene foldet sig desto mere ud som også oprindeligt tænkt, nemlig som et levende projekt; en platform, der italesætter den del af det engelske samfund, der sjældent kommer til orde.

Projektet har således også resulteret i foto- og interviewbøgerne ”Invisible Britain: Portraits of Hope and Resilience” fra 2018 og snart ”This Separated Isle,” som lige er blevet fonded gennem crowdfondingsitet Kickstarter.

Mennesker, der glemt af medier og politikere betaler prisen for konservativ sparepolitik

Bøgerne er drevet af samme fællesskabende vision, der så fantastisk også gør sig gældende i filmen, nemlig at give stemme til det uofficielle England. Mennesker, der glemt af medier og politikere betaler prisen for konservativ sparepolitik, og som sandsynligvis ikke har fået det nemmere grundet Covid19-nedlukningen.

Samtidig er det værd at bemærke, hvordan kulturen på den ene eller anden måde er den store drivkraft for hele balladen. Ikke kun for de to filmmagere, også for de medvirkende.

Mest levende kommer det dog udtryk i filmen, hvor en blandet skare af fans, forskere og kunstnere får ordet. Som når de to digterne, Ralph Dartford og Matt Abbott, lancerer en litterær onlinekampagne forud for det dengang aktuelle folketingsvalg med formål om at engagere befolkningen politisk.

Man kan med andre roligt stikke ned til sin lokale DVD-pusher, hvis man er nysgerrig på hvad en økonomisk krise, en splittet arbejderklasse og et globalt samfund under forandring egentlig betød i sparepolitikkens regnvåde England. Samtidig får man et knaldgodt eksempel på hvordan kulturen kan gøre sig gældende i samfundsdebatten.

Nathan Hannawin og Paul Sng: ”Sleaford Mods: Invisible Britain”. 1.30 minutter. Velvet Joy Productions, 2015

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce