For nyligt blev jeg ringet op af en af en journalist fra lokalavisen, fordi han gerne ville vide om jeg genopstillede som byrådskandidat. Det svarede jeg umiddelbart ja til, med det forbehold, at vi endnu ikke har haft generalforsamling i min lokale partiforening.

Jeg må dog erkende, at jeg har haft mine overvejelser, ikke fordi jeg har mistet den såkaldte gejst, men fordi mine graviditetshormoner pumper rundt i kroppen og fanger en dagligt nagende tvivl, om det virkeligt kan lade sig gøre at forene fuldtidsjob, byrådsarbejde og nu også baby.

Om en kommende far havde fået sammen spørgsmål ved jeg ikke, men jeg tvivler

De dage, hvor jeg overbeviser mig selv om, at det ikke er et problem er der hurtigt en journalist, kollega eller en veninde, som fastholder mig i tvivlen med udsagn som ”ens prioriteter ændrer sig, når man bliver mor” eller ”hvem passer baby, når du er til møde”  (underforstået, at det kan far ikke) eller ”børn har brug for deres mor imens de er små”. Om en kommende far havde fået sammen spørgsmål ved jeg ikke, men jeg tvivler.

Antallet gør en forskel
Generelt er kommunerne meget forskellige; nogle er små, nogle er rige, nogle er befolkningstætte, nogle er borgerlige men et på punkt ligner kommunerne hinanden: Der er flest mænd. Det gælder både borgmestre (omkring 90 procent) og topdirektørerne, men også menige byrådsmedlemmer (omkring 70 procent) og med så mange andre ligestillingsproblematikker er der intet, som tyder på, at det ændrer sig synderligt i min levetid (kvindernes andel er gennem tyve år steget med cirka 4 procentpoint).

På punkt ligner kommunerne hinanden: Der er flest mænd

Kommunalpolitikere har ansvaret og dermed magten over den nære velfærd, og er i modsætning til folketingspolitikere kendetegnet ved at have et civilt job, som skal være med til at bringe forståelse og erfaringer ind fra lokalsamfundet.

Med den nuværende skæve fordeling går man dermed glip af dyrebar forståelse, og det kan resultere i forkerte prioriteringer, og samtidig puster det nok også til den stigende politikerlede. Desuden ville en mere ligelig fordeling af kønnene resultere i, at det ikke var en sensation/problem, hvis man overvejede både at være mor og i byrådet.

Det private er politisk
Der er mange årsager til denne fastlåste skævdeling i det kommunalpolitiske landskab på trods af, at kvinders andel eksempelvis i folketinget har været stigende til nu at være 37 procent. I det kommunalpolitikere i høj grad varetager deres erhverv i fritiden er den stadige ulige fordeling af ”arbejdet i hjemmet” formegentlig hovedskurken.

Her kunne Socialdemokraterne passende genoptage det gamle rødstrømpeslogan, at det private er politisk, for det er det. Så når Joachim B. Olsen mener, at kvinder er født med et rengøringsgen, når Benedicte Kjærs barsel bliver problematiseret, så må vi svare igen. For holdninger ændres ikke ved at blive tiet ihjel men ved at tage debatten.

Den stadige ulige fordeling af ”arbejdet i hjemmet” er formegentlig hovedskurken.

På trods af, at det kan være på hjemmefronten de store slag skal slås, så har Socialdemokraterne et stort ansvar for at kigge indad for at få de kvinder, som gerne vil og kan opstillet og valgt. Det kan være ved, at sikre en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder på opstillingslisterne. Om det skal lykkedes med mentorordning, prikken på skuldrene eller med kvoter er underordnet, umiddelbart har de to første metoder bare ikke virket de sidste tyve år.

Jeg regner med at genopstille til byrådet, måske får kritikerne ret, måske kan man ikke have job, byråd og baby, men jeg giver det et forsøg og hilser tiltag som kan få flere kvinder ind i kommunalpolitik velkommen.

 

Cæcilie Crawley arbejder som læge på børneafdelingen i Odense. Hun er desuden i gang med sin første periode som medlem af Odense Byråd for Socialdemokraterne, hvor hun sidder i Beskæftigelses- og Socialudvalget.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.