Den ‘konservative venstrefløj’ fik ret i Tyskland, og det kostede dem deres egen sejr 

Elon Musks venner i Europa bygger magt. Han dukkede op på et gruppeopkald hos den yderste højrefløj i Tyskland og slog fast, at venstrefløjen havde tabt, højrefløjen vundet 

Men meget ændrede sig på falderebet: Spørg selv de unge! Det største parti blandt unge til skolevalget, afholdt kort før det reelle valg, viste, at de unges største parti lå til venstre, ikke til højre, som Musk fejlagtigt påstod.

Valgresultatet afspejlede samme succes - valget var et kæmpe comeback til Die Linke, med en stor tilstrømning af nye medlemmer. Hvad forandrede sig?

Dels skyldes det magien bag en dygtig mediestrategi og karismatiske spidskandidater hos socialisterne.

Centrum-højre og højreekstremisternes strikse migrationspolitik har givetvis også skabt røre i vandene.

Men valgresultatet peger på, at venstrefløjens klassepolitik i høj grad har spillet en afgørende rolle.

En tysk Inger Støjberg

Blandt valgets tabere var nemlig både de liberale og udbryderpartiet BSW, en venstre-konservativ bevægelse med stemmeslugeren Sahra Wagenknecht som partiets spydspids.

Wagenknecht agerer som en slags tysk Inger Støjberg, som udbryder fra et etableret parti med en stærk populistisk dagsorden.

Hun var spået en sikker sejr, mens medierne afventede venstrefløjens kollaps i slowmotion.

Venstrefløjen var for woke. For ligeglad med almindelige menneskers forhold

Alligevel blev rollerne byttet om på målstregen: BSW endte under spærregrænsen med en promille, mens Die Linke hev over otte procent i havn. Hvorfor?

En central del af svaret ligger i BSW’s analyse af Die Linke, hvori man også finder kilden til deres eget nederlag.

Venstrefløjen var for woke. For ligeglad med almindelige menneskers forhold. For lidt optaget af god, gammeldags klassekamp. Sådan lød Wagenknechts analyse helt grundlæggende.

De er blevet materialister

Jeg - og mange andre skabs-konservative - slugte hendes budskaber i den (ellers sløjt oversatte) danske version af hendes bog.

Men forklarer Wagenknechts analyse ikke netop hendes eget nederlag til venstrefløjen? 

For Die Linke blev netop et klasseparti i 2025, da krydset skulle sættes på stemmesedlen - og endda i året før, for en stærk dør-til-dør indsats sikrede lokal opbakning.

De taler om dig

Mens store partier snakker om at regere, snakker Die Linke om at forandre. Mens økonomien fylder for alle - tænk på de borgerliges “ansvarlige økonomi”-paroler herhjemme - snakker Die Linke om priserne på æg og brød.

De taler om dig. De er blevet materialister, og de gør det grundlæggende godt.

Forkert og uansvarlig realpolitik

Wachenknecht er i mellemtiden optaget af en række yderligtgående og risikable mærkesager: Partiet har de-facto ageret katalysator for pro-russiske gammelkommunister, som i virkeligheden hører til i et pseudo-højrefløjsparti som BSW, ikke til den progressive venstrefløj.

Den forfejlede ‘fredspolitik’ over for Ukraine er vigtig for de tidligere DDR-borgere, som er vokset op med politiske ‘fredsparoler’ (fred, som betyder fred for Tyskland og fallit for dem, man svigter udenlands).

Det er forkert og uansvarlig realpolitik - og værre for Wachenknecht, så har det heller ikke meget med klassekamp at gøre.

Venstrefløjen kan kun vinde, hvis den fører klassekamp

Die Linke deler de samme problematiske analyser, men har nedtonet deres positioner og uenigheder i valgkampen til fordel for jordnær ‘bread-and-butter’-klassepolitik.

I en tysk valgkamp, hvor magthaverne ender i kompromis med det ekstreme højre, er det tankevækkende, at BSW sættes uden for indflydelse - og Wagenknecht ender med at få sin ‘materialistiske venstrefløj’ serveret på et sølvfad fra sit gamle parti.

Hun havde ret i sin kritik, men glemte at efterleve den: Venstrefløjen kan kun vinde, hvis den fører klassekamp, og klassekamp kræver klassekamp, ikke alt muligt woke og weird.

Progressiv klassepolitik er nødvendig

Vi må ikke være naive: Migrationspolitikken flytter stemmer i Europa. Ligesom ‘fredspolitikken’, er det også en form for skjult klassekamp, der udspiller sig.

Parolerne om fred og modstanden mod oprustning har hidtil været en relativt ubetydelig politisk kraft i Danmark: Selv tyveriet af store bededag for at finansiere forsvaret blev kun til frustration imod regeringen, ikke imod oprustning i sig selv.

vis europæiske regeringer vil spille kortene smart, så får de de rigeste til at betale krigsskat

Men med en krigsskat og en stor NATO-oprustning på vej, kan det billede hurtigt ændre sig, og Wachenknecht kan alligevel få ret i at krigsskepsis er vejen til magt - også selvom hun tabte til sine venstreorienterede modstandere i denne omgang.

Hvis europæiske regeringer vil spille kortene smart, så får de de rigeste til at betale krigsskat, ikke blot almindelige mennesker, som i forvejen betaler rigeligt.

Det tyske valg viser, at den slags progressiv klassepolitik er nødvendig, hvis ikke højrefløjen skal få yderligere vind i sejlene.