Den kulturelle elite sikrede Trump sejren

Det var decideret ubehageligt at være på demokraternes kampagnekontorene på Manhattan. Der var en gennemsyrende stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump.
Jeg er netop hjemvendt efter at have tilbragt en måned i USA for at føre valgkamp for Hillary Clinton. Det har været en oplevelsesrig tur og det har gjort stort indtryk, men særligt en mand skiller sig ud.

I North Carolina mødte jeg John, en hvid ufaglært fabriksarbejder, som havde mistet sit arbejde. Han var en af de millioner af amerikanere, der havde tabt i globaliseringsræset. Hans job var blevet erstattet af "en af de der smarte robotter", som han sagde. Nu brugte han det meste af sin tid på at søge job, men ingen ville have en 59-årig ufaglært mand.

John var i tvivl om, hvem han skulle stemme på. Hillary var bare optaget af magt og Donald Trump var rablende vanvittig. Han følte sig svigtet af systemet, svigtet af politikerne og svigtet af Barack Obama, som han havde stemt på både i 2008 og 2012.

John havde brug for, at der blev rystet lidt op i tingene, at der var nogen, som lyttede til hans bekymring for fremtiden og hjalp ham til at få en bedre en.

Jo mere jeg talte med ham, jo mere gik det op for mig, at han nok hældte mest til at stemme på Donald Trump. Ikke på grund af Trumps racistiske og sexistiske udtalelser, men på trods af dem. John havde brug for, at der blev rystet lidt op i tingene, at der var nogen, som lyttede til hans bekymring for fremtiden og hjalp ham til at få en bedre en.

Jeg kunne næsten godt forstå, at han overvejede at stemme på Donald Trump. Jeg kunne mærke hans frustration og hans elendighed helt ind i hjertet.

Ubehageligt at være på kampagnekontorene
Optimismen for Hillary Clinton har generelt været rigtig svær at få øje på i den måned, hvor jeg har været i USA for at føre valgkamp for hende. Når man ringede amerikanerne op eller forstyrrede dem ved at banke på deres døre, var den manglende optimisme gennemsyrende. Folk var bange for fremtiden, men opgivende i forhold til, om der kunne stå dem noget bedre i udsigt.

Derfor var det faktisk decideret ubehageligt at være på Clintons kampagnekontorer på Manhattan og i Brooklyn. Man opdager hurtigt, at der er meget langt mellem borgerne i resten af USA og den kulturelle elite i New York.

Der var en gennemsyrende stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump.

Der var en gennemsyrende stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump. De nægtede simpelthen, at diskutere om hans store opbakning måske kunne skyldes andet end, at folk bare var en flok uvidende racister. Jeg lærte hurtigt, at man ikke kom ret langt ved at forsøge.

Ville jeg havde stemte på Trump, hvis jeg var i deres sted?
Det var faktisk meget svært for mig at sidde i rummet og føle en entusiasme overfor kampagnen, når jeg hørte, hvordan de omtalte de mennesker, som støttede den modsatte kandidat. Altså mennesker som John, som fik mig til at overveje, om jeg selv ville stemme på Trump, hvis jeg var i hans sted.

De mennesker som fik mig til at overveje, om jeg selv ville stemme på Trump, hvis jeg var i deres sted.

Jeg blev ved med at tænke, at her sidder der en gruppe af mennesker, som aldrig har oplevet, hvad det vil sige at tabe til systemet, tabe til samfundet.

De har vundet i globaliseringsræset, de har vundet økonomisk og de har vundet på arbejds- og boligmarkedet, og nu sidder de og ruller øjne af alle dem der har tabt, når de selv har vundet. Tænk, at det var blandt disse mennesker, at jeg skulle finde den største entusiasme omkring Hillary Clinton. Hun var deres helt, men for størstedelen af den amerikanske befolkning var hun bare mindre dårlig end Donald Trump.

Det var de her mennesker, som sad og ringede hver evig eneste dag til amerikanere i de vigtigste svingstater for at forsøge at overbevise dem om, at de skulle sætte deres kryds ved Hillary Clinton. Det gjorde mig virkelig nervøs, at der var en chance for, at en af de frivillige skulle få fat på en type som John. Så ville de med stor sikkerhed sende ham direkte i favnen på Trump. Det er egentlig lidt det samme, som når jubeleuropæernes overbegejstring overfor for EU bare gør skeptikere endnu mere skeptiske.

De skader deres egen sag, fordi de nægter at forholde sig til, hvorfor nogle mennesker vender ryggen til dem.

De raceinddelte vælgergrupper
Den liberale indvandrings- og udlændingepolitik som handler om åbne grænser og lukkede kasser – præcis som Liberal Alliance ønsker det - har for alvor sat sit præg på USA.

Der er intet samfund, som forventer at udlændinge bliver en del af det nationale fællesskab. Så længe man passer sig selv og ikke skader andre, er man velkommen til at leve fuldstændig isoleret og holde sig til folk fra ens egen hjemlige kultur. Det har resulteret i områder som Chinatown, Little Italy, Little Havana, Little Beirut og mange flere. Det er ikke kun i New York, det findes mange steder i landet. Det lyder jo umiddelbart dejlig eksotisk og det er da også forrygende, at man som turist får set så mange kulturer i et land.

Men virkeligheden er knap så eksotisk, som det lyder. Virkeligheden er, at de isolerer sig i fællesskaber, som er defineret af deres hudfarve eller etnicitet og det har skabt et voldsomt raceopdelt land, hvor man udelukkende føler et fællesskab med dem, som deler ens hudfarve.

Men endnu værre er, at det politisk har skabt vælgergrupper som ikke nødvendigvis har nogle fælles interesser.  Man taler om sorte, hvide og latinoer, som vælgergrupper, som om at ens politiske interesser er defineret af, hvilken hudfarve man har. Det er en fuldstændig integreret del af amerikanernes hverdag, at man bliver opdelt således.

Splittelsen var der også før Trump
Derfor er det også pudsigt, at alle de hellige kampagnefolk hos Hillary Clinton mener, at det er Donald Trump, som har opdelt deres land. Jeg mener, at han blot har udnyttet at splittelsen fandtes og talt direkte ind i den frygt, som var forbundet med den.

Jeg mener, at han blot har udnyttet at splittelsen fandtes og talt direkte ind i den frygt, som var forbundet med den.

Demokraterne har ikke på noget tidspunkt forsøgt at udfordre tanken om, at man ikke kan definere folks politiske interesser ud fra deres hudfarve. De har på intet tidspunkt kørt en kampagne, som handlede om at samle folk ud fra den økonomiske klasse var i, selvom at der jo ikke kan være nogen tvivl om, at en hvid, ufaglært mand som arbejder til mindstelønnen har langt mere til fælles med den sorte, ufaglærte mand som også arbejder til mindstelønnen end han har med en universitetsuddannet, hvid mand fra en af storbyerne.

Det er der bare ingen demokrater, der forsøger at sige. Måske fordi de er gemt så langt væk i deres egen virkelighed, at de er holdt op med at se den virkelighed, som størstedelen af amerikanerne lever i.

 

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet og formand for DSU Københavnskredsen.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

 

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet, tidl. formand for DSU København og er pt. bosat i New York.


Kommentarer fra Facebook