Det var dengang, da venstrefløjen enedes om at sige nej til NATO og EF, som EU kaldtes dengang i tidernes morgen.

Dengang Jens Otte Krag var socialdemokratisk statsminister, den materielle fremgang var til at tage og føle på, men også dengang en toneangivende debatbog hed ’Velstand uden velfærd’.

Dengang Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Jesper Jensen hudflettede forbrugersamfundet, militarismen og seksuelle tabuer i studenterrevyen ’Gris på gaflen’.

I 1966 debuterede Peter Poulsen med digtsamlingen ’Udskrifter’.

Selv om han i begyndelsen var påvirket af Rifbjerg-generationens modernistiske tilgang til tilværelsen, udviklede han efterhånden en mere umiddelbart fortællende digtform, der vakte genklang med sine skildringer af den moderne mands problemer med kærligheden, kønsrollerne og med at finde sig til rette i et samfund, der mere var præget af velstand end af velfærd.

Den klaustrofobiske hygge

Peter Poulsen blev lyden af den lille mand, der aldrig rigtig følte sig hjemme i den klaustrofobiske hygge i Lillelund.

Han rejste ud, boede to år i Brasilien og kom hjem med vidunderlige oversættelser af latinamerikansk, portugisisk, spansk, fransk og tysk poesi.

Han fortsatte selv med at skrive digte, romaner, noveller og skuespil, men det er de henkastet fortællende, jazzede digte om hverdagens genvordigheder, han vil blive husket for.

For ung og for gammel

Peter Poulsen var for ung til at blive en del af det store, toneangivende kulturradikale slæng omkring Klaus Rifbjerg. Og for gammel til at fyre den fede med Dan Turèll og alle ungdomsoprørerne.

Født i 1940 stod han udenfor de store generationer. Han var sgu sin egen.

Kort før sin død i august 2024, afleverede han sit sidste manuskript til forlaget, en digtsamling med titlen ’Opslugt af livet’.

Samfundskritikken er intakt hos den 82-årige:

Jeg åbner for de daglige løgne

og fortaber mig i et par stykker

En af dem hævder

at finner og danskere

er de lykkeligste folk i verden

Selv kort før døden nægtede den gamle at falde til ro i den danske idyl:

Mit pas siger

at jeg er dansker

men mine slægtninge bor

over hele verden

Poulsen fortæller i digtet, at hans slægt kan føres tilbage til en præst, der "gavmildt spredte sin sæd over sognet" og hvis afkom spredtes over flere verdensdele.

Selv endte Peter Poulsen sine dage i Svaneke på Bornholm. Som så mange andre måtte han til sidst flakke mellem klippeøen og hospitalerne i hovedstaden:

Vi sidder i flyet

fra Rønne til Kastrup

nogle af os er patienter

som ved ankomsten

hentes af Falck

der har parkeret

neden for flyet

så vi nogenlunde bekvemt

kan humpe hen til deres biler

som skal køre os til diverse hospitaler

Første vej vi drejer ind på

hedder betegnende nok

Terminalvej 

Peter Poulsen holder den henkastede tone til det sidste. Sidste digt i ’Opslugt af livet’ lyder i al sin korthed:

Kære bedemand

læg mig nøgen i kisten

blot med en rød sløjfe om livet

Poulsen forblev den lille mand med det store vingefang i dansk poesi. Han var verdensmanden, der gav os Gottfried Benn, Borges og Baudelaire på dansk.

Han reciterede sine digte til jazz, længe før nogen havde tænkt på rap. Han forblev utilpasset.

Han var den lille mand med de store drømme.

Og han skrev himmelsk lige til det sidste.

Peter Poulsen. ’Opslugt af livet’. Digte. 100 sider. 249,95 kroner. Forlaget Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.