En gennemgang af førtidspensions- og fleksjobreformen skal have mennesket i centrum og så skal der følge penge med til kommunerne.

Den 15. august meldte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ud, at regeringen ønsker en gennemgang af førtids- og fleksjobsreformen fra 2012. Det sker blandt andet efter pres fra landets fire store kommuner, der i et brev har gjort regeringen det klart, at reformen indskrænker kommunernes muligheder for at hjælpe borgerne i uacceptabel grad.

Og det er jo opmuntrende. I øvrigt har en række organisationer, patient- og handicapforeninger og en større del af det danske mediebillede forsøgt at råbe skiftende regeringer op siden før vedtagelsen af reformen. Men nu skal der altså til at ske noget.

Fokus på systemet frem for mennesket
Hvad der så skal til at ske er så en ganske anden sag. Fra forligspartiernes vedkommende er reformen nemlig stadigt den rigtige. Kritikken fra kommunerne går også mest på, at reformen ikke levner dem råderum til at skære ned på sagsbehandlingstiderne.

Sengepraktik og umulige aktiveringer er uværdige for de borgere der tvinges igennem dem.

Og det er jo beskæmmende. For de forholder sig forsat ikke til den grundlæggende kritik, som er blevet fremført siden før vedtagelsen af reformen:

• Det er alt for svært at få tilkendt førtidspension - også for de åbenlyse sager
• Man får ikke kronisk syge og mennesker med handicap i arbejde ved at skære i ydelserne. Man tvinger dem bare ud i fattigdom.
• Den økonomiske incitamentstruktur bag reformen får kommunerne til at fastholde borgerne i årelange afklaringsforløb, fordi det er billigere på kort sigt.

Og det er jo forfærdeligt. I flere og flere tilfælde tvinges mennesker, der på grund af sygdom og handicap burde tilkendes førtidspension, uanset alder, ud i meningsløse arbejdsafklaringer af kommunerne. Sengepraktik og umulige aktiveringer er uværdige for de borgere der tvinges igennem dem. Det skal ikke læses som en generel kritik af ressourceforløbene generelt. I sig selv er de faktisk en rigtigt god ide.

Og det er jo opbyggeligt. Eller det kunne det være, hvis man ikke forsøgte, at komme alle ledige i den samme ressourceforløb-skabelon. Ressourceforløbene fungerer kun, hvis de tager udgangspunkt i den enkelte borger og dennes kompetencer og ressourcer. Det var vel også udgangspunktet, men en række faktorer gør, at det ikke sker:

• Økonomisk trange rammer for kommunerne
• For mange sager pr. sagsbehandler pga. for få ansatte sagsbehandlere pga. økonomisk trange rammer for kommunerne.

Alarmerende mange fejl i den kommunale sagsbehandling
Samtidigt viser en gennemgang, som DR har foretaget af Ankestyrelsens afgørelser fra 2013 - 2016 at omfanget af fejl i kommunernes sagsbehandling er alarmerende høj. Mindst en tredjedel af de sager indenfor beskæftigelses- og socialområdet, hvor borgerne klagede i perioden skulle gøre om.

Borgerne får ikke ordentlige begrundelser for afgørelserne og tidsfrister overskrides igen og igen. De samme kommuner begår de samme fejl år efter år. Omfanget er så stort at jeg har hørt flere advokater, der har denne type sager siger, at det virker bevidst fra kommunernes side.

Og det er jo et problem. Men problemet stikker endnu dybere. For selvom reformerne i sin tid blev til blandt store formuleringer om, at ingen måtte efterlades på perronen og alle skulle tage ansvar for eget liv, så dækker disse paroler over et skift i vores menneskesyn.

Forebyggelseskultur gør borgeren til økonomisk belastning
Det er ikke kun inden for sundhedsområdet, at vi er gået fra en behandlingskultur til en forebyggelseskultur. Det gælder faktisk i lige så høj grad på det sociale område.

Ansvaret for sygdom og handicap i høj grad lægges over på individet.

Konsekvensen af dette skift er at ansvaret for sygdom og handicap i høj grad lægges over på individet. De overvægtige er selv skyld i deres overvægt og er en belastning for samfundet. Rygerne er selv skyld i deres dårligdomme og er en belastning for samfundet.

Både politikerne og befolkningen som sådan begyndt at se kronisk syge og mennesker med handicap som en belastning for resten af samfundet. Kommunerne afviser i stigende grad at bevillige forskellige hjælpemidler til ældre og mennesker med handicap med den begrundelse, at der er tale om forbrugsgoder. Det økonomiske fokus affødt af en mangeårig økonomisk krise har fået os til at se bort fra de menneskelige faktorer. Det ironiske er naturligvis, at når vi ser bort fra den menneskelige faktor, så påfører vi samtidigt samfundet et direkte økonomisk tab. Vi udelukker reelt en gruppe af mennesker for at blive en værdifuld del af samfundet.

Og det er jo en skam. For selvom også den økonomiske virkelighed har ændret sig, så ser vi stadigt arbejdsmarkedet indenfor de samme snærende rammer som vi altid har gjort. Vi er nødt til at se i øjnene, at et menneskes samfundsmæssige værdi ikke nødvendigvis kan gøres op i omsætning og skattebetaling. Ikke alle er i stand til at fungere på det i dag ikke særligt rummelige arbejdsmarked.

Fra økonomisk belastning til samfundsmæssig værdi
Det betyder ikke, at bare fordi man har et handicap, ikke er i stand til at udføre et stykke arbejde, men det betyder, at vi , som samfund, er nødt til at acceptere, at ikke alt meningsfyldt arbejde er lønnet arbejdet. Der kan også ligge en samfundsmæssig værdi i at udføre et stykke frivilligt arbejde som for eksempel at være mentor eller lave socialt arbejde, der gør livet bedre for andre mennesker.

Med velfungerende, individuelt tilrettelagte ressourceforløb kunne det ligeså godt være slutresultatet, at det ikke giver mening at sende borgeren ud på det traditionelle arbejdsmarked, men at med en førtidspension i bagagen at gå ud og lægge et stykke frivilligt arbejde.

Slutresultatet af et sådan ressourceforløb kunne ligeså vel være en ny virksomhed, der skabte arbejdspladser og omsætning og beskatningsgrundlag. Eller at der rent faktisk var et stykke arbejde, som personen kunne udfylde på de rette vilkår.

Pointen er, at kassetænkning og diskrimination (for det er reelt det vi taler om her) er en byrde for både samfundet og for den enkelte. Kortsigtet og ufleksibel tænkning koster på lang sigt kommunerne dyrt og det ødelægger livskvaliteten og arbejdsevne hos borgerne der er så uheldige at få en tur i denne centrifuge.

Og det er jo ubehageligt. Så selvom jeg ikke er enig med kommunernes diagnose, så er jeg enig i, at det er regeringen og folketinget, der skal reformere systemet. Så længe man ikke giver kommunerne tilstrækkelige økonomiske rammer til at kunne administrere reformerne på en ordentlig måde, så sker der ingenting. I hvert fald ikke noget godt.

Konklusionen må være, at det er på tide, at regeringen inviterer patient- og handicaporganisationerne med til bordet, når man gennemgår reformerne. Deres medlemmer er blandt de hårdest ramte og de har den viden, der skal til for at få vores samfund tilbage på det rigtige spor, så ingen reelt efterlades på perronen, som det sker i dag.

Og det ville jo ikke være så ringe…

Mark Sinclair Fleeton har tidligere arbejdet som kommunikationskonsulent på patient- og handicapområdet og er i dag selvstændig kommunikationsrådgiver