Annonce

Den mest ligegyldige bog om amerikansk politik. Nogensinde.

Bogen om den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, mislykkede valgkamp, burde være kvalt i fødslen.
Nogle tv-serier har det problem, at de ikke slutter i tide. Producenterne bliver ved med at lave nye sæsoner, selv om den kreative proces for længst er gået i stå, og der ikke er mere interessant at fortælle.

Nogenlunde den samme fornemmelse sider jeg tilbage med efter at have læst Peter Christensens og Marcus Rubins bog, ”Rufus Gifford i Trumps Amerika”. En barmhjertig sjæl burde have trukket stikket undervejs i processen.

Forfatterne har fulgt den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford i hans kamp om at blive kongresmedlem hjemme i delstaten Massachusetts.

Det er dels en samtalebog med Rufus Gifford om hans syn på Amerika, amerikansk politik, hans arbejde for Obama, hvad USA kan lære af Danmark og den slags, som så bliver krydret med en række reportager, hvor vi er med Rufus Gifford ude ved en række arrangementer og events, både herhjemme og i valgkampen. Krydret med små interviews med vælgere, politikere og kampagnefrivillige, både amerikanere og danskere.

Som smør, smurt ud over alt for meget brød

Som en reportage på et par sider til en avis, havde det helt sikkert været fint, for det er en god krog, at man har en amerikaner, som har et tæt forhold til Danmark, og som mange kender fra Tv-programmet ”Jeg er ambassadøren fra Amerika”. Men at lade det fylde en hel bog på 209 sider, er helt igennem hovedløst. Som smør, smurt ud over alt for meget brød, som Bilbo siger i Ringenes Herre.

USA er grundlagt på håb.

Ikke mindst fordi Rufus Gifford simpelthen ikke er spændende nok til at kunne fylde en bog. Hans betragtninger om det amerikanske samfund er for hovedparten så intetsigende og ligegyldige, at man skulle tror det var løgn. Og udtalelserne er flere steder så patos-fyldte, at man skulle tro, han læste dem direkte op af valgtalen.

”USA er grundlagt på håb. Hvis der er en, der siger, at noget ikke kan lade sig gøre, så får vi det gjort. Det er det, vi skal tage tilbage til i en tid, hvor vi har en regering og en præsident, der prøver at adskille os og hive os ned. Vi skal huske, hvad vi står for, og holde hovedet højt og kæmpe for en bedre fremtid,” lyder det i en passage, der er ganske repræsentativ for Giffords udsagn.

Obama var god, Trump er ond

Samme niveau for refleksion og selvkritik, får vi præsenteret når Gifford bliver bedt om at karakterisere forskellene på Obamas Amerika og Trumps Amerika, hvor han svarer:

”Barack Obamas Amerika er inkluderende, anstændigt og velmenende. Det er voksent og ansvarligt. Eftertænksomt. Moderne. Innovativt. Trumps Amerika er opsplittende, vredt, ondt, gammeldags og racistisk”.

Opsplittende, vredt, ondt, gammeldags og racistisk

Et citat, der får Hillary Clintons omdiskuterede kommentar om Trumps vælgere som ”Basket of Deplorables” til at fremstå som helt samlende og inkluderende. Bare en smule mere forståelse eller respekt for modpartens synspunkter, ville have klædt ham.

Der er også elementer af selvkritik, som for eksempel, når han taler om hvordan Demokraterne har ladt kulmine- og stålværksarbejderne i West Virginia, Ohio og Pennsylvania i stikken, fordi miljøregulering og fremskridtet har gjort deres brancher overflødige. "Vores politik var rigtig, men vi skulle nok have lyttet mere til deres bekymringer," lyder analysen.

Flink fyr, men...

Det er ikke fordi Rufus Gifford er et dårligt menneske. Jeg har selv mødt Gifford flere gange, og han virker som en rigtig flink og energisk fyr, men som politiker gør han umiddelbart ikke det helt store indtryk.

Og det er måske ikke en holdning, som undertegnede står helt alene med. I hvert fald blev Rufus Gifford kun nummer fem ved primærvalget i Massachusetts – eller som bogen fremhæver det, han var virkelig tæt på at blive nummer tre.

Der er virkelig ingen grund til at læse bogen, med mindre du af en eller anden grund er kæmpefan af Rufus Gifford, eller du bare gerne vil bekræftes i, at når det kommer til amerikansk politik, så er Demokraterne udelukkede de gode, der mener alt det rigtige, og Trump er en klovn, og at alle hans vælgere er en flok helracistiske halvhjerner.

Så anbefalingen herfra er: Lad være med at købe den, please.


Peter Christensen og Marcus Rubin: Rufus Gifford i Trumps Amerika. 225 kroner. 209 sider. Er udkommet på Gyldendal.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet