For 5-6 år siden lancerede den engelske økonom Guy Standing et nyt navn for den gruppe lønmodtagere, der er tidsbegrænset ansatte, for eksempel til at løse en opgave, udarbejde et projekt og så ud af vagten igen. Disse usikkert, ”prekært” ansatte kaldte han for prekariatet. Og som modsætning hertil kaldte han de fast, med fortløbende kontrakter ansatte lønmodtagere, for salariatet.

Imidlertid forekommer det mig, at de tidsbegrænset ansatte må ses i to undergrupper: På den ene side lønmodtagere med fratrædelsesgodtgørelse, bonus og resultatløn, og på den anden side lønmodtagere uden andet end lønnen. En løn, som sagtens kan være endog rigtig god, men som også slutter med sidste arbejdsdag. Den sidste gruppe omfatter forskere, undervisere, journalister, skuespillere, håndværkere, arkitekter, vikarer af enhver art, og de udgør det prekariat, som Standing taler om.

Bonus- og fratrædelsesrytterne udgør avariatet 
Når en amanuensis på Københavns Universitet kan få en ti-måneders kontrakt med automatisk udløb, er han/hun en typisk repræsentant for prekariatet. Men når en Universitetetsrektor kan få en fratrædelsesgodtgørelse uden at træde af og få den igen, når han faktisk er færdig, ja, så har han selvfølgelig ikke haft en prekær ansættelse.

Over dem begge svæver bonus- og fratrædelsesrytterne, og de suger efterhånden så mange ressourcer til sig, at de fortjener deres egen klasse: Avariatet

Og hvis en medicinaldirektør får 123 millioner for at skifte arbejdsgiver, så vil det forvirre begreberne fuldstændig at regne ham til prekariatet, hvor meget han så end er lønmodtager. For slet ikke ar tale om en skattedirektør, der får resultatbonus for at køre forretningen i sænk.

Dermed står vi med følgende tre betegnelser:

Salariatet - de fastansatte lønmodtagere, som der i øvrigt bliver stadig færre af. 

Prekariatet - de løst ansatte projektarbejdere og vikarer.

Højt hævet over dem begge svæver bonus- og fratrædelsesrytterne, som efterhånden suger så mange ressourcer til sig, at de fortjener deres egen klasse: Avariatet (af latin: avaritia, grådighed).

Avariatet er et sugerør i statskassen
Den klaring af begreberne kan faktisk føre til en handlingsanvisning, sådan som Standing opfordrer til med sit slogan:”Prekariater i alle lande, forener Eder”.

Prekariatet og salariatet har ikke væsentlige uoverensstemmelser imellem sig: prekariatet er beskyttet af forhåbentlig godt forhandlede overenskomster, mens salariatet er beskyttet af funktionærloven. Begge har gennemskuelige forhold, og på et budgetsikkerhedsbesat offentligt arbejdsmarked er de betryggende at indpasse i et excel-ark.

Avariatets forhold derimod henligger i mørke. Hele bonus-, fratrædelses- og resultatlønsaspektet er aldeles uoplyst.

Avariatets forhold derimod henligger i mørke. Nok har Politiken skaffet sig indblik i de gennemsnitlige lønninger for mediedirektørerne, men hele bonus-, fratrædelses- og resultatlønsaspektet er aldeles uoplyst. Så hvis budgetterne skal holdes, så må modregning ske andre steder, nemlig hos salariatet og allernemmest hos prekariatet. En snigende mistanke om, at det er klassens medlemmer selv, der tildeler hinanden disse ekstragoder, gør just ikke systemet mere appetitligt.

TV2-medarbejdernes tillidsmand er netop gået ud med en udtrykkelig undsigelse af dette system i sin helhed, og det bør kun være et spørgsmål om tid, før hele fagbevægelsen på det offentlige arbejdsmarked kræver det afskaffet. I modsat fald risikerer man, at prekariatet ser sig nødsaget til at bryde ud af deres nuværende organisering og danne dedikerede fagforeninger selv, hvilket ville være en stor ulykke for bevægelsen.

Socialdemokratiet skal gøre op med bonusrytteriet
Problemet løses naturligvis mest smertefrit ved lovgivning, og det kunne en ny socialdemokratisk regering så passende tage på sig - gerne som en del af den kommende nyformulering af finansministeriets praksis. Man kan sjovt nok følge Schlüters eksempel: Han fik - stærkt inspireret af Thatcher - forbudt eksklusivaftaler på det offentlige arbejdsmarked. Og nu kan Socialdemokratiet så opstille det parallelle krav:

”Hvor det offentlige deltager i finansieringen, har avariatet ingen adgang”.

Troels II Munk er en dansk skuespiller, uddannet fra Statens Teaterskole i 1974. Han har blandt andet medvirket i en række danske tv-serier og skuespil. Derudover er han ligeledes socialdemokratisk byrådskandidat på Frederiksberg.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.