I 1995 fik filmen 'Smoke' premiere. Historien centrerer sig om en tobaksforretning i Brooklyn, og vi lærer dens ejer, Auggie Wren, spillet af Harvey Keitel, at kende, ligesom vi følger den inkarnerede ryger, forfatteren Paul Benjamin, spillet af den nyligt afdøde William Hurt, i en af hans absolut bedste, sene roller.

Filmen er helt unik, og dens måde at zoome ind på denne mikrohistorie på, midt i en sydende storby, er noget af det mest poetiske og smukke, jeg har set på film.

Filmen er instrueret af Wayne Wang og Paul Auster, og sidstnævnte har skrevet manuskriptet. Dens nerve består i at gøre røgen fra tobakken til en metafor for noget uhåndgribeligt, der i filmen bliver til det kit, der holder sammen på de forskellige personers tilhørsforhold i en ellers kaotisk verden.

En magisk krølle på halen

Tobakshandleren og forfatteren kender kun hinanden flygtigt, men sammen bliver de flere gange nødt til at hjælpe hinanden, fordi de hver især har deres at kæmpe med.

Og det er i slutningen af filmen, krøllen på halen, at det rigtigt magiske optræder i filmen. For her fortæller Auggie Wren sin “julehistorie” til forfatteren, der mangler inspiration til en sådan fortælling, som han har fået til opgave at skrive for en avis.

i dette pludselige moment, bliver de stiltiende enige om at lyve for hinanden

Sammen mødes de på en café, og Auggie begynder at fortælle. Han beretter om en helt almindelig dag i butikken, hvor en fattig, tyk knægt forsøger at stjæle et pornoblad. Drengen flygter, og Auggie løber efter ham, men han undslipper og taber sin tegnebog.

I tegnebogen er der et foto af hans bedstemoder samt dennes adresse. Senere, juleaftensdag, beslutter Auggie at besøge bedstemoderen for at aflevere tegnebogen tilbage. Hun åbner døren, og det viser sig, at hun er blind.

Bedstemoderen spørger om det er hendes elskede barnebarn, og sammen, i dette pludselige moment, bliver de stiltiende enige om at lyve for hinanden, og Auggie svarer, at ja, han er barnebarnet, der er kommet for at holde jul med hende.

Sammen holder de jul, og hygger sig hele aftenen.

Tyvekoster på toilettet

Lige inden Auggie skal gå, ser han en stak fotografiapparater, der er stablet op på toilettet. Han kan godt regne ud, at det er tyvekoster, som barnebarnet har lagt der. Han ender med at stjæle et af dem.

Det helt fortryllende ved denne sekvens er, at den hænger sammen med hele historien i ’Smoke’. Med det kamera har Auggie nemlig hver eneste dag, på nøjagtig samme sted og tidspunkt, gennem flere år, taget et foto af gaden, foran sin forretning.

Efter at Auggie har fortalt Benjamin sin julehistorie, snakker de om moral

Og tidligere i filmen ser vi Paul Benjamin og Auggie sidde og drikke en øl, hvor Auggie viser ham sine billeder, som han har indklæbet i albums. Benjamin siger, at han ikke forstår projektet, for billederne er jo alle sammen ens!

Auggie forklarer ham, at han bladrer alt for hurtigt igennem billederne, at de er forskellige, og at man kan se vejrets skiften, at forskellige mennesker hver dag kommer forbi. Benjamin sætter farten ned, og pludselig ser han et foto af sin kone, der er død. Han bryder sammen, og bliver trøstet af Auggie.

Efter at Auggie har fortalt Benjamin sin julehistorie, snakker de om moral. Benjamin fortæller Auggie, at det er en sand kunst, at kunne bullshitte på en ordentlig måde. Selvom han har løjet og stjålet, gjorde han noget godt den juledag. Det var formodentlig bedstemoderens sidste juleaften, og de hyggede sig.

Og kameraet, der var stjålet i forvejen, blev brugt til noget konstruktivt af Auggie.

Smuk og inderlig

I filmen ser vi, hvordan Auggie og Benjamin sidder overfor hinanden, mens Auggie fortæller sin historie. Scenen er så eminent filmet, intens, smuk og inderlig. Det er lige dele visuel poesi og fortælling.  

Det er så stor kunst, og det er rørende i sig selv

Efterfølgende får man vist hele fortællingen, uden tale, og med Tom Waits nummer, ’You’re innocent when You Dream’, der passer så godt til sekvensen.

Man skal se hele filmen, der er så enestående og poetisk, men klippet af julehistorien er også specielt, fordi man her ser dele af historien, der ikke kan fortælles, men kun vises. Det er så stor kunst, og det er rørende i sig selv.

Se klippet herunder, og se derefter hele filmen. Der er måske plotspoilet her, men jeg synes ikke, at det betyder noget for oplevelsen af selve filmen. Dens plot er rigtignok spændende og betydeligt, men det er ikke en traditionel film. Der er noget andet på spil.