To teenagedrenge spyttede, da hun gik med sin mor hjem fra børnehaven. Moren eksploderede i raseri. Deres grund? Hendes datter var en ”klam perker”.

Moren græd, da de kom hjem og fortalte, at hun havde ringet til politiet. Hvilket datteren tålmodigt satte sig til at vente på.

Politiet kom dog aldrig og først mange år senere gik det op for Aida Ammary, at moren selvfølgelig ikke havde ringet til dem. Der var jo tale om børn! Men moren ville ikke fortælle datteren, at der ikke var noget at gøre ved det. At hun måtte leve med at blive spyttet efter.

Når den 28-årige Aida Ammary i dag fortæller om episoden forklarer hun, at der stadig er dage, hvor hun skal veje sin værdighed mod sin karriere. Om hun skal leve med at blive set ned på grund af sin etniske baggrund. Eller om hun skal ”skabe mig”. Som oftest vælger hun det første.

Men alligevel er det, at man ikke skal leve med, at der ikke er noget at gøre ved det, at tingene er, som de er, som har fået hende til nu at stille op til Folketinget for Enhedslisten. Aida Ammary er ”advokaten”, som forældrene kaldte hende, fordi hun forsvarede den stille og forsagte seks år yngre bror, når han fik skældud derhjemme eller blev drillet i skolegården.

Hvis du kan det, skal du det

 

”Til sidst slog det mig: Hvis du kan det, skal du det,” fortæller Aida Ammary i et interview med Netavisen Pio. ”Det er det med at kæmpe for den lille mand eller kvinde. Hvis du kan, så skal du, for der er nogle folk, som har brug for det. Der er nogle befolkningsgrupper, som ikke har magt. Nogle, der ikke på samme måde som andre kommer til orde. Og dem har man altså et ansvar for at beskytte.”

Johanne trak

Aida Ammary har sat sig ved et bord på stamværtshuset Artillericaféen, på Svend Aukens Plads, overfor Københavns Universitets fakulteter i Njalsgade. Her plejede Aida Ammary og de andre studerende at komme i de år, hvor hun læste historie (hun blev færdiguddannet i 2016 efter at have læst i seks år). På trods af at klokken kun er 15:00, og det er en hverdag, bestiller hun en fadøl.

Det var først her, på Københavns Universitet, at Aida Ammary blev både voksen og politisk voksen. Selv om begge forældrene kom til Danmark som politiske flygtninge efter den iranske revolution i 1979, var barndomshjemmet i Kastrup upolitisk og de første 27 år af livet tilbragte Aida Ammary på Amager, indtil hun sidste år flyttede til Enhedslistens højborg, Nørrebro (ved det seneste folketingsvalg var vælgerne intet sted mere venstreorienterede end i Nørrebrokredsen).

At stemme på Johanne er som at samle den smukke blaffer op på vejen

 

 

»At stemme på Johanne er som at samle den smukke blaffer op på vejen, hvorefter alle tosserne kommer op af grøften,« advarede den tidligere konservative folketingskandidat Paula Larrain forud for folketingsvalget i 2011 med henvisning til Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsens, popularitet. Men det stoppede nu ikke Aida Ammary, da hun det år første gang skulle sætte sit kryds. Det blev sat ved Liste Ø og krydset blev efterfølgende fulgt op af en partibog.

”Hun var sej,” siger Aida Ammary om Johanne Schmidt-Nielsen og griner.

Mere kompliceret var det ikke. I starten.

Racistisk politik

Inden det seneste folketingsvalg i 2019 var Aida Ammary, sammen med 17 andre minoritetsetniske danskere, med til at underskrive en opfordring til alle borgere med anden etnisk baggrund om ikke blot at stemme ved valget. Men at stemme på partier, der ”ikke fører racistisk politik.”

”Vi underkender ikke, at der naturligvis findes minoritetsetniske borgere, som er borgerlige eller socialdemokrater, men er man træt af, at vi i stigende grad er et land, som opdeler borgere i A- og B-hold ud fra deres etniske oprindelse, så er det altafgørende, at vi nu får sagt fra over for den politik, som disse partier fører,” hed det i opfordringen.”

I dag fortryder Aida Ammary ikke, at hun skrev under på opfordringen. Men Aida Ammary vil ikke bruge ordet racistisk om alle de udlændingepolitiske stramninger, som er blevet gennemført de senere år.

Man skal kun bruge ordet, når det er rettidigt

 

”Jeg tror, at jeg er vokset siden da og det er et ord, som man skal være forsigtig med at bruge,” siger Aida Ammary. ”Hvilket jeg har fundet ud. Man skal kun bruge ordet, når det er rettidigt.”

De dyre jakker og urene

Alligevel kritiserer Aida Ammary, at statsminister Mette Frederiksen (S) i åbningstalen brugte en femtedel af talen på "utryghed" og ikke mindst om, hvad regeringen vil gøre for at komme "utrygheden" til livs. Statsministeren truede både med bøder, fængsel og beslaglæggelser af værdigenstande. Politiet skal kunne tage ”dyre jakker, ure, mobiltelefoner” med det samme, lød det.

”Jeg blev bare skuffet over, at der stadig skal hentes point på at sige de ting,” siger Aida Ammary. ”Det er retoriske points, som statsministeren henter ved opbygge et billede af et menneske på den måde. De findes, dem hun snakker om. Det gør de. Og de skal lave noget andet end at stå på gaden og skabe utryghed. Men de bliver ikke en del af det danske samfund ved enten at opleve, at staten tager værdigenstande fra dem, eller ved at blive smidt i fængsel. Tværtimod. De bliver nødt til at få et tillidsforhold til staten, politiet og de andre samfundsinstitutioner.”

Ifølge Aida Ammary søger de unge ofte til banderne, fordi de leder efter et fællesskab og det at høre til et sted. Og de får ikke et nyt, og andet, fællesskab ved at få 30 dages ubetinget fængsel.

I stedet handler det om at engagere de unge tidligt i livet og ikke mindst i skoletiden, hvor de er væk fra hjemmet og en eventuel social kontrol.

Atypisk kandidat

Aida Ammary er på mange måder en atypisk folketingskandidat i Enhedslisten.

Ikke bare har Aida Ammary ingen fortid i Enhedslistens uofficielle ungdomsorganisation Socialistisk UngdomsFront (SUF) eller Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor flere af partiets yngre politikere, som Johanne Schmidt-Nielsen og politisk ordfører Pernille Skipper, har trådt deres barnesko. Hun arbejder som lobbyist i Grace Public Affairs sammen med blandt andre Lars Løkke Rasmussens søn og Venstres tidligere EP-kandidat Bergur Løkke Rasmussen, Dansk Folkepartis tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen og den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh.

Og så har Aida Ammary en nylig fortid i Det Radikale Venstre.

Når Aida Ammary kortvarigt meldte sig ind i Det Radikale Venstre i 2017, skyldtes det, at hun kunne genkende sig selv i partiets folketingskandidat Samira Nawa, hvis forældre er flygtninge fra Aghanistan.

Jeg stod af på den økonomiske politik

”Jeg indså hurtigt, at det ikke var lige det, og så meldte jeg mig igen ind i Enhedslisten,” fortæller Aida Ammary. ”Jeg stod af på den økonomiske politik. Men jeg vil godt tale for, at man nogle gange lige tjekker, om alt er, som det skal være. Eller om man hører hjemme et andet sted.”

Inden Aida Ammary blev ansat i Grace Public Affairs i efteråret 2019 havde hun om foråret været ansat i et barselvikariat som politiske rådgiver i Enhedslistens sekretariat på Christiansborg. Derfor spurgte hun flere i partiet, om det nu var klogt at komme på lønningslisten i konsulenthuset, som har adresse på Amagertorv, et stenkast fra Christiansborg. Beskeden lød, at hun jo ikke kunne regne med at skulle arbejde som projektarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke resten af livet!

Ved ansættelsessamtalen gjorde Aida Ammary det klart, at der var nogle ting, som hun ikke ville arbejde – eller lobby – for. Hvilket har gjort, at hun i dag hovedsagelig sidder med små og mellemstore virksomheder, NGO’er og grøn omstilling.

”Der er også nogle af min fordomme om det private erhvervsliv, som er blevet gjort til skamme,” siger Aida Ammary. ”Det er jo ikke dem alle, som er onde. Der er mange, som gerne vil gøre noget godt og udvikle vores samfund på en grøn og retfærdig måde. Det er nogle erfaringer, som jeg håber at kunne tage med ind på Christiansborg.”

Pelle Dragsted plantede ideen

Selv om Aida Ammary (igen) havde meldte sig ind i Enhedslisten i 2017 var det først i forbindelse med barselsvikariatet på Christiansborg to år senere, at hun gik fra passivt til aktivt medlem af partiet. Og hvor hun læste op på såvel Enhedslistens historie som dansk politik.

”Jeg ville ikke bruge den første tid med at skulle spørge folk om, hvad et lovforslag var,” siger Aida Ammary. ”Jeg skulle bare brage igennem. Det vidste jeg.”

Hvilket Aida Ammary gjorde i en grad, så hun kort efter at være stoppet på Christiansborg fik en opfordring fra Enhedslistens tidligere finansordfører, Pelle Dragsted. Partiets grå, eller røde, eminence, var netop selv stoppet ved folketingsvalget efter at være faldet for partiets rotationsregel.

Du er jo rigtig dygtig

 

”Kunne du ikke være interesseret i at stille op til Folketinget,” spurgte Pelle Dragsted en efterårsdag, de drak kaffe i Det Kongelige Biblioteks Have. ”Du er jo rigtig dygtig”.

Aida Ammary trak på det.

Men Pelle Dragsted havde plantet tanken i hende og i januar tilmeldte hun sig Enhedslistens vejledende urafstemning om folketingskandidater og resten er historie. Aida Ammary blev nummer 11 i urafstemningen og på det netop afholdt årsmøde blev hun placeret som Enhedslistens spidskandidat i Nordsjællands Storkreds, hvor partiets ottende mandat plejer at falde. Hvilket gør, at det faktisk først er nu, Aida Ammary er gået i gang med at fortælle om, hvem hun egentlig er.

”Jeg er jo ikke på samme måde som så mange andre formet af Enhedslisten,” siger Aida Ammary. ”Jeg er den nye pige i klassen. Folk skal også lige finde ud af, hvor de har mig.”

Identitetskampen

Netop Pelle Dragsted har advaret om, at kampen for minoriteter ikke må blive vigtigere for venstrefløjen end den fordelingspolitiske kamp. Men Aida Ammary bliver ”personligt irriteret”, når han – og andre i Enhedslisten – snakker om, at partiet snakker for meget om identitetspolitik.

”Det er ikke mig, som det handler om, for jeg er også en af de heldige,” siger Aida Ammary. ”Det er Fatima i Vollsmose, der bliver frasorteret ved jobsamtaler eller slet ikke kommer til samtale på grund af sit navn. Det er vi altså nødt til at kunne tale om. Men i forhold til EU, økonomi og erhvervspolitik kan jeg godt se mig selv i...”

Aida Ammary holder en pause og fortsætter:

”Jeg synes, at det lyder forkert at sige højrefløj i Enhedslisten. Ordet er ikke så rart!" 

Folketingskandidaten griner og understreger, at der ikke er noget galt med at være uenig internt et parti. Hellere det end, at alle føler sig kaldet til at starte deres eget parti, hvis/når de kommer i mindretal.

Vi må gerne være uenige i Enhedslisten

 

"Man må også være ydmyg og erkende, at man måske ikke altid sidder med hele sandheden, og så må det være op til medlemmerne og vælgerne at afgøre, om netop dine synspunkter skal nyde fremme," siger Aida Ammary. "Vi må gerne være uenige i Enhedslisten. Det er kun et sundhedstegn.”

Nonne nummer tre

Aida Ammary var selv ”forsøgsbarn” for forældrene, da hun gik på Tårnby Gymnasium og gerne ville deltage i gymnasiets musical. Det krævede, at deltagerne øvede sig mange aftener og weekender, hvilket moder ikke synes var nogen god idé. De ville nok bare feste. Det krævede en opringning fra instruktøren til moderen, før datteren fik lov til at spille en nonne. Nonne tre, som rollen hed (der var fire).

Aida Ammary bruger det som eksempel på, at fordommene selvfølgelig går begge veje. Hun erkender, at den virkelighed, som statsministeren beskriver i åbningstalen, er en virkelighed, mange danskere oplever.

Jeg tror sgu ikke, at straf gør det

”Jeg er da udmærket klar over, at den udlændingepolitik, som jeg står for, ikke har opbakning fra det brede flertal og selvfølgelig skal man respektere dette flertal,” siger folketingskandidaten. ”Jeg vil bare ønske, at man også... bare nogle gange gad gøre en indsats. Og så ved jeg godt, at man vil komme efter mig og sige, at vi har gjort den indsats i 25 år og hvad har det hjulpet. Ja, men jeg tror sgu ikke, at straf gør det.”