Seneste initiativ i forhold til at skabe forandringer er den sammenhængsreform, som Regeringen har er lanceret. Titlen på udspillet henfører nok til en af de største udfordringer, som er at folk ofte ikke oplever, at der er sammenhæng i den offentlige sektor. Borgerne bliver kastet rundt mellem alle de forskellige faglige funktioner.
Målsætningen med reformen lyder egentlig meget fornuftig. Hvis vi i de kommende mange år, skal have en offentlig sektor, som kan levere velfærd af høj kvalitet til borgerne, kræver det fornyelse og innovation. Det kræver ikke alene, at den offentlige sektor skal køre længere på literen – det kræver, at vi har mod til at køre nye veje.
Lige nu ligner det lidt noget der fuser ud inden valget
Tid til kerneopgaven, styrring, ledelse og teknologi er de 4 hovedspor der er udpeget. De foreløbige initiativer er en kommission, udfordringspaneler og en innovationsminister på danmarksturne. Lige nu ligner det lidt noget, der fuser ud inden valget. Samme skæbne som mange tidligere lignende initiativer.
Som medarbejder i frontlinjen opleves det i hvert fald ikke, som om der er sket særlig meget konkret. Meld en regel var der vist på et tidspunkt, men jeg havde det svært med initiativet. Ikke ligefrem det jeg tænker på i forhold til at køre nye veje. Men i stedet for at kritisere alt det sker omkring reformen, så vil jeg i stedet komme med et ganske enkelt forslag.
Vi hører jævnligt om frustrationer blandt frontpersonalet i forhold til at kunne løse de konkrete opgaver. Her ligger efter min opfattelse et af de helt store udviklingspotentialer begravet. Frustrationerne opstår tit, når man oplever at systemerne ikke støtter op om at finde løsninger. Specielt hvis det har noget at gøre med mennesker i krise eller deres helbred.
Disse frustrationer kunne nemt bruges til at være en innovationsmotor
Disse frustrationer kunne nemt, med den rigtige tilgang bruges til at udvikle og være en innovationsmotor i den offentlige sektor. De fleste forretningsmodeler er skabt ved at nogen undrede sig over et eller andet. Jeg tror desværre disse kræfter ofte er misforstået og bliver opfattet som irriterende fordi de agere som systemkritikere.
Disse kræfter lever derfor et stille liv på trods af systemerne. Enkelte bliver rebeller eller ildsjæle. De fleste bliver formodentlig trætte af at skulle kæmpe med systemerne og derfor forlader de selv den offentlige sektor. Det har i mange år undret mig, at den kilde til forandring ikke udnyttes strategisk.
Den offentlige sektor skal have søsat et angreb på sig selv. Det gør de fleste større organisationer efterhånden for ikke at blive for selvfede og for at sikre inspiration til innovation og udvikling. Selvfølgelig kan det blive en udfordrende og beskidt affære at søsætte et angreb. Men det bør kunne håndteres og bør kunne anvedes strategisk. Sammenhængsreformens udfordringspaneler er eksempelvis noget i den retning.
Dem der brokker sig her er ofte oprigtig interesseret at levere en bedre oplevelse af hjælp
Det er efter min opfattelse vigtigt at det bliver mennesker, der sidder ude i den skarpe ende af den offentlige sektor. Folk som dagligt møder dem som systemerne forsøger at hjælpe. Dem der brokker sig på denne måde, er ofte folk, der er oprigtigt interesseret i at levere en bedre oplevelse af hjælp. De krititisere netop systemerne fordi de oprigtigt er interesserede i at borgeren kommer centrum.
Jeg har selv forsøgt mange ting, mødt modstanden. Og er jeg vel egentlig kun blevet i jobbet fordi jeg nægter at acceptere, at man ikke kan udnytte dette udviklingspotentiale. Jeg ved ikke helt hvordan det kan organiseres. Jeg har prøvet at finde ligesindede, men de vælter desværre ikke frem.
Jeg har prøvet lede efter ligesindede, men de vælter desværre ikke frem
Jeg håber, at de er derude og bare er undertrykt. Hvis det er tilfældet kunne ministeren eventuelt opfordre dem til at komme frem i lyset og så derefter prøve at få dem organiseret og udviklet. Give dem en slags ret og pligt til at angribe systemerne i den offentlige sektor.