Den Radikale drøm om hattedamestaten

Det Radikale Venstres anklager om Socialdemokratiets værdimæssige kollaps, skygger i virkeligheden for partiets grundlæggende kamp mod den socialdemokratiske velfærdsmodel.
Siden årsskiftet har debatten om Socialdemokratiets udlændingepolitiske linje raset i medierne, og Det Radikale Venstre har stået helt i front, når bøllebankene skulle uddeles til den gamle samarbejdspartner. Beskyldninger om at Socialdemokratiet har vendt Det Radikale Venstre ryggen har lagt sig som en dyne over hele debatten, og endda fået partifæller til at gøre fælles front med de radikale i analysen af Socialdemokratiets udvikling.

I ly af debatten om flygtninge, har Radikale Venstre glemt at fortælle, at de ønsker et opgør med velfærdsstaten

Det har været snedigt af Østergaard & Co. For det har fuldstændig skygget for det faktum, at Det Radikale Venstre er godt i gang med at flytte sig helt væk fra Socialdemokratiet, i ønsket om at bevare og udvikle den danske velfærdsmodel, og placere sig solidt på højrefløjen. I ly af debatten om flygtninge, har midterpartiet lukreret på visse socialdemokraters utilfredshed med deres ledelse, men glemt at fortælle de samme socialdemokrater, at de ønsker et fundamentalt opgør med deres velfærdsstat. Snedigt – men også bekymrende.

Velkommen til hattedamestaten
”Vi kan ikke blive ved med at tale om 60-årige som svage og middelklassen som truede eller studerende som socialt udsatte”. Så klar var meldingen fra Det Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, i et interview i Jyllands-Posten blot få uger efter at han havde overtaget lederkasketten fra Margrethe Vestager.

Interviewets hovedbudskab var ikke til at tage fejl af: Vi skal bevæge os mod en hattedamestat, hvor det kun er de allersvageste og fattigste der skal have hjælp og støtte. Middelklassen skal betale gildet – de skal bare ikke have noget ud af det. Grundtankerne om universalisme, betydningen af den stærke middelklasse og en velfærdsmodel med indbyggede mekanismer som sikrer opbakning fra alle klasser i samfundet, bør altså skyldes ud med badevandet.

En hyldest til almissesamfundet har dannet grundlag for Det Radikale Venstre.

Dette politiske budskab var det første Morten Østergaard kom med som nyvalgt politisk leder for Det Radikale Venstre. En sådan hyldest til almissesamfundet har altså dannet grundlag for Det Radikale Venstres politiske virke siden.

Fremtiden tegner isblå
Og når man ser på partiets paroler om højere pensionsalder, ringere sikkerhedsnet for arbejdsløse og afskaffelse af topskatten, bliver man sådan set bare bekræftet i den grundlæggende radikale kurs mod det blåsorte hav på højrefløjen.

Samtidig skal man ikke bruge specielt meget tid på at diskutere politik med de ungradikale repræsentanter for at blive bekræftet i, at en fundamental indskrænkning af velfærdsstaten står højt på programmet. Færre ydelser skal finansiere bedre service – og det er middelklassen der skal holde for.

På alle måder tegner fremtiden isblå for Det Radikale Venstre. Og selvom mange stirrer sig blinde på Socialdemokratiets udlændingepolitik, når Sofie Carsten Nielsen (R) skamroser Kristian Jensen (V), skal man ikke tage fejl: Der er mere der efterhånden samler Det Radikale Venstre og Venstre på fordelings- og velfærdspolitikken, end der samler Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Det er ikke Socialdemokratiet der er på vej over i højrefløjens arme – det er Det Radikale Venstre

Så pas nu på med at gå i Østergaards fælde, kære partifæller. Det er ikke Socialdemokratiet der er på vej over i højrefløjens arme – det er Det Radikale Venstre. Der er ingen hjælp at hente fra Zenia Stampe, Sofie Carsten Nielsen og Jens Rohde, når de arbejdsløse skal reddes, middelklassen styrkes og velfærden forbedres. Husk det.

Derfor lyder mit opråb til socialdemokratiske partifæller: Gå ikke i Østergaards fælde!
Frederik Vad Nielsen er studerende på Roskilde Universitet og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.
 

 

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet

Annonce