Den socialdemokratiske enfant terrible Ole Hyltoft fylder 90 år

At Ole Hyltoft meldte sig ud af Socialdemokratiet i slutningen af 2000’erne burde have affødt langt mere selvransagelse i partiet, end det gjorde.

Alene Ole Hyltofts bog ‘Barn af partiet’, er nok til at holde hans navn levende. 

Det er en bog, der skriver sig ind i den bedste del af Danmarks erindringslitteratur, og som i sin familiære beskrivelse af en socialdemokratisk families liv og indstilling er uovertruffen.

Født i partiet

Alle, der ønsker at forstå hvorfor sammenholdet i Socialdemokratiet har været så stærkt, og hvorfor der blandt medlemmer tales henført og stålsat om bevægelsen, bør gøre sig selv den tjeneste, at læse ‘Barn af partiet’; som fint og poetisk udfolder svarene.

Derfor forekommer det også paradoksalt, at Ole Hyltoft få år efter bogens udgivelse, efter 49 år meldte sig ud af det parti og den bevægelse, der havde formet ham og som han selv havde været med til at give nuancer.

Noget af paradoksets svar finder man i andet bind af hans erindringer, ‘Alle disse forhåbninger’, som blandt meget andet fortæller om ikke realiserede projekter og ambitioner. 

I 2009 meldte Hyltoft sig ind i Dansk Folkeparti

Det er fortalt i et muntert og veloplagt sprog - men efterlader ikke nogen tvivl om, at Hyltoft synes, at mange socialdemokrater ofrer for meget af bevægelsens ånd for mageligheden.

Sproget og de personlige skildringer er hos Hyltoft skarpt og humoristisk - og har et svirp, der kan gøre ondt. 

Det har skaffet Ole Hyltoft mange fjender i tidens løb, og det hører til hans charmerende sider, at han undres over, at ikke alle er så overbærende som ham selv.

Ud af partiet

I 2009 meldte Hyltoft sig ind i Dansk Folkeparti. Det var som menigt medlem, og skulle ses som en tak for, at de havde læst hans indlæg og lyttet til hans kritik.

DF havde da også to år forinden peget på ham som medlem af Danmarks Radios bestyrelse.

Læs også:Danmarks Radio fylder 100 år – det havde fortjent en bedre bog

Der sad han i otte år, og kæmpede vedholdende for folkelighed, dannelse og mod “DJØF’ernes” (en hyltofsk yndlingsidosynkrasi) dominans.

Om hans kamp lykkedes, må eftertiden dømme.

Stående værker

Hans mange kronikker, især i Jyllands-Posten, om kritik af den åbne danske indvandringspolitik og teknokraternes overtagelse af arbejderbevægelsen vil blive husket i debatdanmark.

Mange vil mene, at han dér så samfundsmæssige problemer, som hans gamle venner politikerne først langt senere fik øje på.

Især tre dele af hans omfattende litterære produktion vil blive stående. 

Læs også:Stor mystik om stjålen buste af socialdemokratisk koryfæ

Det gælder erindringsværkerne, der udover de nævnte to bøger også omfatter ‘Indefra’ fra 2018, samt ‘Tør du være fri?’, der i ungdomsoprørsåret 1968 lancerede en socialdemokratisk frihedsfilosofi renset for marxistiske kommissærdrømme.

Og endelig “Københavnerpige-trilogien", der i en familiekrønike over 150 år følger industriproletariatets sejr, til dets efterkommeres kvaler i multikulturalismens summende metropol.

De senere år har der været stille om Ole Hyltoft, men det er givet, at hans lyse sind nyder det danske sommervejr i det Tisvilde, som han ofte har henført beskrevet.