Den sociale projekt-roulette

Mads og Monologen: Velgørende foreninger skal have penge til at gøre det, de er bedst til. Ikke til konstante nye projekter.
Jeg sidder i bestyrelsen for den lille, velgørende ungdomsorganisation Sind Ungdom. Vi driver en række klubber for unge psykisk sårbare rundt om i landet. Her kan unge med psykiske problemer komme ned og snakke og være sammen med andre psykisk sårbare unge, der er i samme situation som den selv. Det er gratis, og man behøver ingen kontakt med det offentlige for at komme. Klubberne er drevet af frivillige.

Altså ikke ligefrem en revolution, men for psykisk sårbare unge er kontakten med andre unge noget af det første, der risikerer at ryge, når sygdommen tager over, og der er vores tilbud et fint afbræk for nogle af vores unge ude i klubberne.

Som snart sagt alle andre velgørende foreninger er Sind Ungdom afhængig af penge udefra. Private fonde, store virksomheder med CSR-legater eller allerbedst: Den statslige sats-pulje, hvor Folketinget med løs hånd strøer penge ud til sociale projekter.

Nyt, nyt, nyt
Det er jo alt sammen meget godt. Hvis ikke det var for det sidste ord i afsnittet ovenfor: Projekter. Stort set hele den sociale civilsamfundsindsats i Danmark finansieres på projektbasis. En forening eller en organisation vil gerne lave et konkret projekt, og det søger man så penge til. Det var også sådan, vi fik penge til at åbne vores klubber i Sind Ungdom i sin tid.

Problemet med denne konstante projektfinansiering er, at det skaber en social indsats, hvor man skal opfinde den dybe tallerken hvert tredje år, når projektbevillingen er udløbet. Man får en idé, starter et projekt, får sat det i gang og får nogle erfaringer. Når man så har fundet ud af, hvad der virker, og hvilke af idéerne, der ikke fungerede i praksis, er projektbevillingen udløbet, og hele møllen kan starte forfra igen.

Denne Hella Joofske indianermodel betyder, at vi i den frivillige sociale indsats hele tiden skal starte forfra, og at vi ikke kan bruge de erfaringer, vi skaber os. Når vi har lært, at noget virker, når vi har fundet en metode for at hjælpe de her unge mennesker, så skal vi starte forfra igen. Når vi har fundet en metode, der virker, kan vi ikke bruge den mere. Så skal vi opfinde en ny metode, fordi det er det, både staten og de professionelle fonde vil have, hvis de skal åbne for pengepungen.

Skrot alle erfaringer
Projekter, nye ideer og metoder kan være fint. Og på det sociale område skal guderne vide, der er meget ny metode og nye projekter. Men hvad skal det hele nytte, hvis vi alligevel skal skrotte de nye ideer, når vi har fundet ud af, at de virker?

Jeg ved godt, det ikke er et forslag, der sætter vælgerhjerter i brand. Eller får jer kære læsere til at dele den her kronik i en passioneret rus på Facebook

VI skal finde en anden måde at finansiere den sociale indsats på. Selvfølgelig skal man stadig kunne afsætte penge til nye ideer, men vi vil få mere ud af de sparsomme midler til socialpolitik, hvis vi i højere grad laver foreninger og organisationer lave det, de har erfaret virker i stedet for hele tiden at finde på nye projekter.

Jeg ved godt, det ikke er et forslag, der sætter vælgerhjerter i brand. Eller får jer kære læsere til at dele den her kronik i en passioneret rus på Facebook. Men når midlerne til at hjælpe samfundets udsatte trods alt er begrænsede, er der så meget desto mere grund til at bruge dem fornuftigt. Det skylder vi de unge i Sind Ungdoms klubber, og det skylder vi alle andre borgere, der har brug for en hjælpende hånd.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook