Den svære to'er over 'Rosens navn' når halvt i mål

Endelig er den grafiske romanudgave af Umberto Ecos 'Rosens navn' tilendebragt og oversat til dansk. 

Tegneserieforfatteren Milo Manara er manden, der har stået for omformning og gendigtning, og da første del af hans værk udkom i 2023, blev jeg positivt overrasket. 

Milo Manaras streg var overraskende detaljeret, og hans interesse for arkitektur og symbolske figurer fra middelalderen blev udforsket grundigt på hver eneste side. 

Det er ikke nogen nem sag sådan at omsætte et værk, der blev en overraskende bestseller, set i lyset af at Umberto Eco elskede at excellere i svære, intellektuelle gåder. 

Læs også:'Rosens navn' i streg minder om bogens storhed

Men hans succes, der allerede blev stadfæstet med romandebuten 'Rosens navn' fra 1980, var også en begyndelse på et postmoderne, litterært eventyr, der siden har skabt en næsten særegen genre, hvor Dan Browns romanserie, der begyndte med 'Da Vinci mysteriet' i 2003, har vist sig at interessere og fascinere et utal af læsere verden over. 

Måske fordi han var forfængelig, og ikke ønskede at se sit komplekse værk reduceret

At både Umberto Ecos og Dan Browns roman er blevet filmatiseret, har bestemt også været et vægtigt element i deres absurd store succes, på trods af at Eco ikke brød sig om filmatiseringen af hans værk. 

Måske fordi han var forfængelig, og ikke ønskede at se sit komplekse værk reduceret. 

Under alle omstændigheder var det kombinationen af høj- og lavkultur, akademisk tungt stof, konspirationsteorier og kriminalgenrens spændingskurve, der skabte denne genre. 

Opgør med "det åndelige mørke"

Netop denne kombination har også gjort det muligt for Milo Manara at gendigte et spændende værk om den benediktinske novice, Adso af Melk, der i 1327 bliver skriver og rejsefælle for den franciskanske munk, William af Baskerville. 

Sammen tager de til et kloster i Norditalien hvor en kirkestrid står for døren, men det viser sig hurtigt, at klostret med det labyrintiske bogtårn indeholder onde kræfter, og snart bliver vi som læsere introduceret til en sand, britisk kriminalgåde. 

Læs også:'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet

Umberto Ecos egen ambition med værket handlede først og fremmest om at gøre op med ideen om, at middelalderen var en tid, hvor et åndeligt mørke var herskende.

Romanen handler derfor også om disse kirkelige stridigheder. Eco gør datidens strid om rigdom vs. fattigdom, samt forestillingen om satirens berettigelse til de centrale omdrejningspunkter, der flettes ind i en række mordgåder, som den detektiv-lignende William skal løse.

Ydmyg tredjeplads 

Alt dette virker forbløffende godt i Milo Manaras første del af tegneserieværket, men i del to halter det lidt med både klarheden og kreativiteten. Biblioteket og hele dets arkitektoniske konstruktion, der for alvor skal foldes ud i sidste del, fremstår flad og forbløffende kedsommelig i hans streg. 

Samtidig bliver selve striden mellem de forskellige munkefraktioner, samt de nyankomne inkvisitorerne, på en sær måde formidlet gennem alt for mange ord, og alt for lidt i selve stregen. 

I sidste del er det nærmest det mest interessante element. Og det er faktisk lidt skuffende

Det kan lige gå an at læse Milo Manaras værk til ende, fordi det nu engang er en samlet størrelse. Dog skæmmer det altså, at del to synes at være skabt mere af nødvendighed, end af kreativt overskud. 

Men nu foreligger værket altså samlet, og det er trods alt anbefalelsesværdigt, fordi historien nu engang er så fascinerende. Romanen er åbenlyst den bærende kraft, og filmen er jo også rigtig god. Tegneserien må nok tage en ydmyg tredjeplads. 

Læs også:Dörte Hansens ø-roman går lige i hjertekulen

Første del var netop fascinerende, da Milo Manara faktisk var inspireret i en sådan grad, at hans streg blev anderledes og mere nuanceret, end hans andre værker der ofte er af erotisk karakter. 

Det erotiske er drypvist til stede i hans udgave af 'Rosens navn', men det er ikke dominerende. I sidste del er det nærmest det mest interessante element. Og det er faktisk lidt skuffende. 

Gåderne giver stof til eftertanke

Det er dog en interessant idé, at et af Aristoteles' forsvundne værker muligvis har præget den kristne historie, hvor de mere dogmatiske tilhængere, forbandede glæden ved latter og morsomheder. 

Den formår at kaste nyt lys over gamle emner, der herigennem bliver støvet af og gjort relevante igen

Ligesom Da Vinci mysteriet blot en myte, og dens sandhedsværdi er dermed tvivlsom. Men som idé er det også en revitalisering af noget gådefuldt, der giver nyt stof til eftertanke. 

Det er selve grundstoffet i den postmoderne fortælling, der er blevet en genre i sig selv. Den formår at kaste nyt lys over gamle emner, der herigennem bliver støvet af og gjort relevante igen. Netop det, kan vi ikke få nok af. Det er forfriskende, og som litterært greb er og bliver det sprudlende og fængende. 

Milo Manara når kun halvvejs, men det er trods alt også en strækning. 

Umberto Eco: 'Rosens navn'. Gendigtet og tegnet af Milo Manara. Bind 2 af 2. 72 sider. Forlaget Faraos. 2026.