I de her tider, hvor symbolpolitik fylder det meste i den offentlige debat – hvilke sange må vi synge, øde øer som Lindholm og så videre – er det forfriskende, at en kvik politiker går mod strømmen og skriver en bog om de helt store og grundlæggende emner i vores samfund: Det, som skaber og fordeler velstanden i verden og i Danmark og i høj grad styrer vores livsmuligheder, nemlig kapitalismen.

Forfriskende, at en kvik politiker går mod strømmen

Nu er der måske allerede nogle er jer læsere, der er ved at blive fjerne i blikket. Men hæng på lidt endnu. For det fortjener Peter Hummelgaards nye bog, Den syge Kapitalisme.

Det er en velskrevet bog. Med korte temaafsnit, der blander store tænkere og debattører med historier fra det virkelige liv og Peter Hummelgaards egne oplevelser, er den let at læse.

Peter Hummelgaard er velbevandret i de store tænkere og i de centrale rapporter, taler og så videre, som er udgivet i Danmark og af de toneangivne internationale organisationer som OECD, IMF m.fl. De blandes godt med historier fra ’det virkelige liv’, som gør bogen mere let læst.

Vi skal redde kapitalismen fra sin egen undergang

Bogen falder i to hovedafsnit. Første del bruges på at stille diagnosen. Og anden del bruges på at ordinere den nødvendige medicin.

Som titlen på bogen slår fast, mener Peter Hummelgaard, at kapitalismen er syg. Men det er samtidigt vigtigt at slå fast, at han ikke mener vi kan klare os uden kapitalismen. Vi skal redde kapitalismen fra sin egen undergang: ”kapitalismen ender med at æde sig selv og alt omkring sig selv, hvis den ikke reguleres og tøjles, og hvis ikke dens gevinster bliver fordelt og investeret på en retfærdig måde.”(s. 168)

Denne sociale kontrakt er imidlertid ved at bryde sammen

Det der ifølge Hummelgaard har været kapitalismens historiske succes, har været, at den var bygget op om en to-delt social kontrakt, som på den ene side handlede om hvordan ”frugterne af vores økonomiske vækst og velstand fordeles” ( s. 17), og på den anden side, ”at vi i samfundet har gensidige forpligtelser overfor hinanden” (s. 18). Denne sociale kontrakt er imidlertid ved at bryde sammen.

Symptomerne på den sygdom, som i stigende grad har ramt os, får Hummelgård godt rammet ind på side 29 i bogen: ”Kapitalismen udvikler sig mere og mere i retning af at tjene de få fremfor de mange. I de fleste vestlige lande skrumper middelklassen. Uligheden stiger. Utrygheden i forhold til fremtiden, jobbet, lokalsamfundet og ens families velbefindende stiger. Vreden vokser. Den politiske stabilitet udfordres. Vores demokratier sættes alvorligt på prøve.”

Kig til Trumps USA, kig til Brexit i England og kig udover det politiske landskab i Europa. Så vil du tydeligt kunne se de sygdomssymptomer, som Hummelgaard helt rigtigt trækker frem.  

Sygdommen

Selve sygdommen, som har udviklet sig gennem de sidste tiår, brød ud i lys lue med finanskrisen. Hummelgaard trækker specielt fem skurke frem i forklaringen af på den syge kapitalisme: Dereguleringen af finanssektoren, globaliseringens bagside i form af international skattekonkurrence mod bunden og social dumping, den stigende grad af kvartalskapitalisme, det stigende omfang af internationale monopoler samt faldende beskatning af kapitalindkomster.

Det er godt at se en analyse, som ikke bare bygger på en monoskurk

Det er godt at se en analyse, som ikke bare bygger på en monoskurk. I historiefortællingen om finanskrisen er den finansielle sektor ofte blevet trukket frem som nærmest monoskurk, fordi det var denne sektor, som udløste krisen.  Men det var langt fra hele forklaringen.

Jeg er også glad for, at Peter Hummelgaard specifikt omtaler globaliseringens bagside, når han fremdrager dette problem, og ikke globaliseringen som sådan. Alt for mange ser selve globaliseringen som en skurk. Her har Hummelgaard et godt blik for at globaliseringen også har en forside, nemlig øget velstand og nye muligheder. Og der er pokker til forskel på at bekæmpe globaliseringens bagside, som især sker i kraft af et velorganiseret arbejdsmarked, et godt socialt sikkerhedsnet samt viljen til at investere i uddannelse og omstilling. En bekæmpelse af globaliseringen som sådan er jo nærmest det som Trump og Brexit tilhængerne har gang i. Det bliver vi alle sammen fattigere af.

Her har Hummelgaard et godt blik for at globaliseringen også har en forside, nemlig øget velstand og nye muligheder

Hummelgård får også sat de såkaldte techselskaber (Facebook, Apple, Amazon, Google og Microsoft) ind i deres rette bås. Ofte ser man dem optræde i en teknologi- og disruption sammenhæng, som om det var den nye teknologi, der gjorde dem til noget specielt. Men det der gør dem specielle er, at vi (læs USA og i mindre grad Europa) har tilladt dem at opnå monopolstatus og at vi ikke har nogen international beskatning til at beskatte deres monopolprofitter, hvorfor de kan flytte rundet på overskuddet, som det passer dem bedst. Heri adskiller de sig ikke fra andre monopolvirksomheder – udover at vi kender deres navne bedre end andre monopoler.

Pladsen tillader desværre ikke at jeg kan gå i detaljer med alle fem skurke. Men und dig selv at læse nærmere om dem – det er spændende læsning.

Medicinen

Hvad er det så for en medicin Hummelgaard ordinerer til den syge kapitalisme?

Det er en mixture af internationale og nationale politikker, hvor Hummelgaard ofrer mest krudt på, hvad vi kan gøre nationalt.

Når det gælder de internationale politikker handler det især om en skrappere konkurrencelovning til at dæmme op imod de internationale monopoler, en fælles europæisk skat på de store tech-virksomheder samt en fælles europæisk bund for selskabsskatten for at stoppe selskabsskattens ræs mod bunden. Herudover foreslår Hummelgaard skrappe EU-sanktioner mod lande, der fungerer som skattely.

Gode og relevante forslag, der tydeliggør, at centrum-venstre bestemt har noget at bruge det internationale samarbejde til. Og at mange af de problemer vi står overfor ikke kan løses uden internationalt samarbejde. Vi skal ikke bilde nogen ind, at det er lette forslag at gennemføre, da skattepolitik kræver énstemmighed. Men hvis man ikke forsøger, kan man dog være sikker på, at der ikke sker noget. Faktisk arbejdes der på EU-plan intensivt med skatten på tech-virksomhederne – anført af Frankrig og Tyskland. Men bl.a. den irske og danske regering er imod!

'

Mange af de problemer vi står overfor ikke kan løses uden internationalt samarbejde

Når det glæder de nationale politikker, drejer det sig om politikker, som kan genoprette den sociale kontrakt, som vi er ved at ødelægge. Her er det godt at se, at Hummelgård lægger så stor vægt på at fastholde og udvikle vores danske velorganiserede arbejdsmarked med høj organiseringsgrad, godt sikkerhedsnet og investeringer i kompetenceudvikling.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at når vi i Danmark ikke har set lige så store stigninger i uligheden, som vi hat set i mange andre lande og når frygten for ny teknologi og globaliseringen heller ikke er så stor herhjemme, som i mange andre lande, så kan vi især takke vores velorganiserede arbejdsmarked for det. Og derfor skal vi også være meget på vagt overfor tendenser, som eroderer vores arbejdsmarkedsmodel. Det være sig angreb på det sociale sikkerhedsnet og faldende overenskomstdækning. Det kan godt være, at de borgerlige hylder den danske arbejdsmarkedsmodel i deres skåltaler, men de gør det ikke i praksis, som Hummelgaard rigtigt påpeger.

Forfriskende opgør med 'den nødvendige politik'

Det gjaldt desværre heller ikke SSFR-regeringen, som finansierede deres skattereform i 2012 ved at udhule dagpengenes dækningsgrad.   

Det er også forfriskende at se, hvordan Hummelgaard tager ’den nødvendige politik’ ved vingebenet. Der findes ifølge ham ikke én nødvendig politik. Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at al økonomisk politik er lige god, endsige at økonomisk politik ikke indebærer ubehagelige beslutninger. Men det er godt at få slået fast, at der ikke eksisterer én rigtig økonomisk politik. Og han går skridtet videre og argumenterer overbevisende for, at det fejlagtige fokus på den nødvendige politik har været medansvarlig for socialdemokraternes deroute i mange europæiske lande.  

Men det er godt at få slået fast, at der ikke eksisterer én rigtig økonomisk politik

Et andet forhold han tager et opgør med er, at målet om lighed i stor udstrækning blev erstattet af målet om lige muligheder. Det kan lyde uskyldigt, men er det ikke. For det handler om hvorvidt den økonomiske politik og fordelingspolitikken skal sikre alle del i velstandsstigningerne i samfundet eller om man ’kun’ skal fokusere på at skabe forudsætningerne for at alle kan ’komme med på vognen’. Det sidste er vigtigt, men er ikke nødvendigvis nok til at sikre lige og trygge samfund.

Jeg har næppe ydet Hummelgaard fuld retfærdighed med de nedslag i hans udmærkede bog, som jeg har trukket frem her. Bogen indeholder en række konkrete forslag om f.eks. højere kapitalskatter, progressiv arveafgift og er spækket med fine citater fra store tænkere. Men det kan du selv muntre dig med - kære læser – ved at læse bogen. For den fortjener at blive læst og brugt af mange.