Den uhyre anstrengelse det er at blive gjort dum

Boganmeldelse

Den uhyre anstrengelse det er at blive gjort dum

Ny debatbog kritiserer manglende ambitioner for det danske uddannelsessystem. Hvorfor er effektivitet og målbarhed blevet vigtigere pejlemærker i vores uddannelsespolitik, end højtflyvende tanker, drømme og nysgerrighed på verden?

Tankekraft
Billedtekst
Lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Steen Nepper Larsen har skrevet bogen "Tankekraft. Om væren, tænkning, dannelse - og den uhyre anstrengelse det er at blive gjort dum" udgivet af Samfundslitteratur
Foto: Samfundslitteratur

Steen Nepper Larsen er frustreret, og det skyldes dansk uddannelsespolitik. Han synes den er alt for jævn og kræver for lidt. 

Det går over hans forstand at de unge, der vælger at tage en erhvervsuddannelse, ikke også skal undervises i historie og samfundsforståelse, herunder teknologiforståelse, etik, kapitalisme, arbejderbevægelsens historie og videnskabsteori. 

Derfor har han skrevet en bog, der skal give ”debatten om uddannelsesfeltet i Danmark ny luft og begrebslige vinger.” 

Forlaget skriver om bogen, at den er en filosofisk debatbog om forholdet mellem væren og tænkning i en tid, hvor uddannelse, forskning og den offentlige samtale i stigende grad organiseres efter nytte, effektivitet og målbarhed. 

Steen Nepper Larsen synes, at uddannelse bør have højere mål, og det vil han kæmpe for, at den får. 

Vi skal ikke frygte de højtflyvende tanker

Det er da et særdeles prisværdigt initiativ, men i den strid føler han sig noget alene. Han mangler medkæmpere. 

Den livlige debat om uddannelse, og de vilde eksperimenter, der prægede feltet før i tiden, er afløst af en leflen for lønarbejdet, der af politikere og debattører beskrives som om det er selve meningen med livet, men det kan da ikke passe. 

Den foreliggende bog viger da heller ikke tilbage for at flyve højt og frit

At livet er langt større end arbejdet har altid været en integreret del af venstrefløjens tænkning om uddannelse, men hvor er denne venstrefløj i dag? 

Hvor er fortalerne for fri tænkning og aktiv moddannelse? Hvorfor overlader man initiativet til højrefløjen med dens autoritære ønsker og dens postulater om en strålende fortid. 

Læs også:Demokratiets udfordringer

Steen Nepper Larsen mener, at venstrefløjen er blevet alt for bange for at fremstå elitær og bedrevidende, men hvis man vil have kvalitet på et højt niveau, skal man ikke frygte tankens højdedrag.

Den foreliggende bog viger da heller ikke tilbage for at flyve højt og frit. Det medfører imidlertid, at nogle afsnit er svært forståelige. 

Bogen kan ikke stå alene 

Første afsnit handler således om noget, han kalder for AT-hed, og som er et filosofisk begreb, der handler om en undren over, at verden er til, at andre mennesker findes, og at træerne, fuglene, cyklerne, bilerne og byerne også findes. 

I denne undren begynder al vor tænkning om verdens beskaffenhed. Herfra udspringer også megen poesi og Steen Nepper Larsen er meget glad for poesi. 

Der skal kort sagt en samtale til, og man bør derfor læse hans bog som et råb om dialog

Hans eget sprog er imidlertid en komprimeret prosa med mange faglige udtryk og lange sammensatte ord som, ”uddannelsesomkalfatringstid”, ”forventningsafstemningskontrakter” og ”dannelsesrevitaliseringsbestræbelser,” og det fremmer så vist ikke letlæseligheden, men der er en stor vitalitet i hans sprog. 

Hans engagement er overvældende. Der flyver gnister fra hans pen, og når jeg læser ham, kan jeg høre hans energiske stemme, og det er bare skønt. Hans ord får dog kun betydning i det omfang de møder virkeligheden. 

Læs også:Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Det kan ske gennem et møde med andre debattører, med skolefolk og politikere. Så længe hans synspunkter står alene, har de ingen virkning, men fremmer blot frustrationen. 

Der skal kort sagt en samtale til, og man bør derfor læse hans bog som et råb om dialog. Man må håbe, at den kommer. Det fortjener den. 

 

Steen Nepper Larsen: "Tankekraft. Om væren, tænkning, dannelse - og den uhyre anstrengelse det er at blive gjort dum". 136 sider. Samfundslitteratur. 2026.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.