Den yderste venstrefløj har altid været imod Socialdemokratiet

Venstrefløjen har til alle tider ment, at velfærden var under angreb, og at Socialdemokratiet førte an i nedskæringer. Men hvis det er rigtigt, hvordan er Danmark så blevet et ”unikt” og ”solidarisk” velfærdssamfund?
Ifølge venstrefløjen har Socialdemokratiet de sidste 100 år været på hel gal kurs. Alligevel anerkender den selvsamme venstrefløj i dag, at det er lykkedes at gøre Danmark til et unikt og solidarisk samfund. Det ændrer dog ikke på, at venstrefløjen stadig, at Socialdemokratiet er på gal kurs.

I kølvandet på sidste uges dagpengeforlig mellem Socialdemokratiet og regeringen har venstrefløjen endnu engang fundet standardgloserne frem. Socialdemokraterne har solgt ud, har accepteret historiske forringelser eller angrebet grundstenene i vores velfærdssamfund.

Den kritik er på ingen måde ny. Faktisk er det et ekko af den kritik, den yderste venstrefløj har rettet mod Socialdemokraterne i snart 100 år. Det er nemlig på ingen måde et nyt fænomen, at Socialdemokratiet svigter og sælger ud. Det har Socialdemokratiet, ifølge venstrefløjen, gjort hele vejen op gennem det 20. århundrede.

Anerkender Danmark er unik og solidarisk samfund
Samtidig er venstrefløjens kritik dog også paradoksal. For samtidig med, at venstreløjen til alle tider har kritiseret Socialdemokratiet, så anerkender venstreløjen i dag, at Danmark er et godt og solidarisk samfund. Her er eksempelvis hvad Enhedslistens Pelle Dragsted skrev op til folketingsvalget:

I løbet af det sidste århundrede opbyggede vi sammen et unikt og solidarisk velfærdssamfund med gratis sundhed, uddannelse og tryghed ved sygdom, alderdom og arbejdsløshed. Desværre har vi oplevet, hvordan velfærden i en årrække har været under angreb”.

Dragsted fremhæver herefter, hvordan Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt også er en del af dette ”angreb”, fordi Socialdemokratiet har solgt ud af principperne accepteret et nyliberal dagsorden. Dragsteds kritik er dermed helt i tråd med den kritik, venstrefløjen historisk har rejst af Socialdemokratiet. Og den rejser to oplagte spørgsmål til venstreløjen:

Hvordan kan det gå til, at Danmark i dag er et unikt og solidarisk samfund, når den yderste venstrefløj gennem hele det 20. århundrede har kritiseret den kurs, som Socialdemokratiet fulgte? Og hvornår mener venstrefløjen, at velfærdssamfundet havde sin glansperiode – for det kan jo ikke passe, at velfærden til alle tider har været under angreb?

Venstrefløjen har altid været imod Socialdemokratiet
Lige så længe det har givet mening at tale om en socialstat eller et velfærdssamfund i Danmark, lige så har venstrefløjen ment, at det var under angreb. Ved at lytte til, hvad den danske venstrefløj har sagt over tid, kunne man næsten få det indtryk, at velfærdssamfundet toppede i 1930’erne, og siden da er det bare gået ned ad bakke. Set i det lys er det noget af et mirakel, at Danmark er blevet et unikt og solidarisk samfund.

Socialdemokrater som Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen, der i dag mindes med nostalgi som repræsentanter for det gode gamle Socialdemokrati, var i samtiden venstrefløjens fortrukne skydeskiver. Og sagen er jo den, at den yderste venstrefløj i løbet af det 20. århundrede aldrig støttede det samfundsprojekt, som Socialdemokratiet stod i spidsen for, og kun i meget begrænset omfang var en del af de mange forlig og reformer, som skabte det moderne velfærdssamfund.

Lad os tage et hurtigt kig på, hvordan den yderste venstrefløj har forholdt sig til Socialdemokratiet de sidste 100 år:

Stauning var klasseforæder
I 1930’erne var Stauning-regeringen under konstant beskydning fra Kommunisterne, anført af den Stalin-tro Aksel Larsen. Socialdemokrater var borgerlige marionetdukke, som påtog sig det beskidte arbejde med at sable arbejderklassen ned, mente partiet. Kommunisterne rasede mod flere af de reformer, som i eftertiden er kommet til at så som grundpillerne i velfærdssamfundet. Ikke mindst det berømte Kanslergadeforlig fra 1933, der blandt andet indeholdt et indgreb ind i overenskomsterne, en devaluering af den danske krone og skattelettelser til landbruget. Alt sammen noget der ramte den almindelige arbejder, mente Aksel Larsen.

Til generalstrejke mod H. C. Hansen
I 1950’erne var retorikken fra Kommunisterne blevet lidt mildere, men grundlæggende var kritikken stadig den samme. Socialdemokraterne var stadig borgerlige nikkedukker, og politikken var stadig højreorienteret. Det mest kendte eksempel i perioden er nok da statsminister H. C. Hansens socialdemokratiske regering i 1956 greb ind i en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Det udløste store protester, og Kommunistleder Aksel Larsen forsøgte at stille sig i spidsen for ’oprøret’ ved at proklamere ”situationens generalstab”.

Krag dikterede lønningerne sammen med Venstre
I 1960’erne var det stadig Aksel Larsen som førte an i kritikken af Socialdemokratiet, nu dog i skikkelse af SF-formand. Larsen rasede mod Krags mange forlig med de borgerlige partier, eksempelvis Jens Otto Krags ”helhedsløsning” fra 1964, som blandt andet greb ind i overenskomstforhandlingerne i et forsøg på at bremse risikoen for en økonomisk overophedning. Dannelsen af ”Det Røde Kabinet” i 1966 førte dog til en midlertidig våbenhvile, men samarbejdet blev sprængt et års tid senere.

Anker gik i regering med Venstre
I 1970’erne begik Socialdemokratiet ifølge venstrefløjen – som nu bestod af SF, VS og DKP – gang på gang forræderi mod den danske arbejdsklasse. Anker Jørgensens regeringer forsøgte i kølvandet på oliekrisen at rette op på økonomien, og det førte til en lang række kriseindgreb med blandt andet devalueringer og løntilbageholdenhed for at rette op på Danmarks konkurrenceevne. Helt slemt blev det i 1978, da Anker Jørgensen dannede regering sammen med Venstre i et forsøg på at redde økonomien.

Nyrup og Lykketoft piskede de arbejdsløse
I 1980’erne var Socialdemokratiet i opposition store dele af tiden. Men i 1990’erne kom Socialdemokraterne igen i regering, og blev endnu engang skydeskive for venstrefløjen, nu i skikkelse af SF og det nye parti Enhedslisten. Kritikken var først og fremmest rettet mod Nyrups og Løkketofts arbejdsmarkedsreformer, som begrænsede dagpengeperioden og skærpede pligten til at deltage i aktiveringsforløb. Også indgrebet i efterlønsordningen i 1998 blev mødt med omfattende kritik. Der var dog også enkelte eksempler på samarbejde, eksempelvis vedtagelen af pinsepakken i 1998.

Thorning ”pissede” på vælgerne
Og så er vi fremme ved de seneste fire år, hvor Enhedslisten som bekendt ikke holdt sig tilbage med at tæske løs på Socialdemokratiet. Mest berømt er nok skattereformen fra 2012, som Socialdemokraterne indgik med Venstre og Konservative, hvorefter Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen beskyldte Socialdemokratiet for at ”pisse” på vælgerne. Men også selskabsskattelettelser, indgrebet i lærerkonflikten og dagpengespørgsmålet skabte store sammenstød.

Det kunne være interessant at høre venstrefløjens bud på, hvornår Danmark egentlig blev et unik og solidarisk samfund. For slår man op i historiebøgerne, så har den yderste venstrefløj til alle tider været imod udviklingen – og i særdeleshed imod Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook