Dengang der var barndom til

Boganmeldelse

Dengang der var barndom til

Thorkild Thejsen skildrer sin opvækst i 1950’ernes Gørding med varme og præcision og beskriver, hvordan børn fik lov at kede sig, lege og lære livet at kende uden at skulle præstere

Er det dig der har kastet op på mine roser
Billedtekst
“Der var en levende vekselvirkning mellem land og by. For de børn, der voksede op i et sådant miljø, var der altid en far og en mor i nærheden. Det gav trygge barnekår med masser af tid til at udforske verden,” skriver Egon Clausen.
Foto: Forlaget Fjordager

Thorkild Thejsen er uddannet lærer. I 28 år var han redaktør af Danmarks Lærerforenings medlemsblad, Fagbladet Folkeskolen. 

Nu har han udgivet en lille bog med erindringsglimt fra sin barndom i Gørding, en lille vestjysk stationsby, hvor han kom til verden i 1944. 

I bogen fortæller han om sine forældre, sine kammerater, sin skolegang og meget mere, og Gørding er rammen om det hele, så det bliver også til et portræt af en lille stationsby i årene efter Anden Verdenskrig. 

Stor var byen ikke. I 1950 var dens indbyggertal på 860, men der var seks købmandsforretninger, en brugsforening, mindst tre barberer og endnu flere damefrisører.

Desuden var der to slagtere, to bagere, to cykelhandlere, et mejeri, et apotek, en urmager, en vindmølle og en boghandel.

Sognet havde både skole, togstation, posthus, sparekasse, sportsplads og en masse håndværkere og landmænd. 

Ordenlige folk

I bogen fortæller Thorkild Thejsen om skolegang, salmesang, Jan-bøger, Skipper Skræk, Kong Kylie og Det Bedste. 

Han fortæller også om sine forældre. Det var ordentlige folk, der gav deres børn stor frihed, men som også værnede om dem, når det var påkrævet. 

Moderen udviste stor handlekraft og myndighed, når nogen trådte hendes børn for næ

Faderen var tømrer og havde den autoritet, som en mand havde dengang, men han misbrugte aldrig sin magt over børnene. 

Moderen udviste stor handlekraft og myndighed, når nogen trådte hendes børn for nær. Hvis lærerne i skolen optrådte uretfærdigt over for hendes børn, opsøgte hun dem i skoletiden og belærte dem om, at de skulle opføre sig ordentligt. 

Alt sammen fortalt med mange konkrete detaljer og i et sprog, der er befriet for nostalgiske fraser

Da en indremissionsk kvinde ved navn Agnes trængte sig ind på Thorkild og spurgte: ”Hvordan har du det med Jesus,” opfattede moderen det som et overgreb og råbte: 

”Det der, det gør du sgu ikke, Agnes!” Sådan en mor kan man kun være stolt af. 

Der er flere andre eksempler på, hvordan voksne og børn levede sammen i Gørding. Alt sammen fortalt med mange konkrete detaljer og i et sprog, der er befriet for nostalgiske fraser. 

Den trygge barndom

Det er herlig læsning. Thorkild Thejsen var så heldig, at han voksede op i en periode, hvor barndommen var et frirum, som ikke har været hverken før eller senere. 

I generationerne før Thorkilds tid var det almindeligt, at børnene skulle gøre nytte, så allerede fra tiårsalderen blev mange sat i arbejde, pigerne i husholdningen, drengene i mark og stald, men i 1950’erne tog mekaniseringen fat, og det betød, at børnene fik fri.

Læs også:Den danske folkeskole er blevet et gudsforladt sted

På det tidspunkt var hverdagslivet i den danske provins også præget af familielandbruget med dets mange små og store gårde.

Det var dem, byen levede af, så der var en levende vekselvirkning mellem land og by. For de børn, der voksede op i et sådant miljø, var der altid en far og en mor i nærheden. 

Forældrenes autoritet blev undergravet af børnelokkende reklamer

Det gav trygge barnekår med masser af tid til at udforske verden. Denne barndomsperiode varede ved i nogle årtier. 

Så kom forbrugersamfundet og forvandlede barndommen til et børnemarked. Børn blev forbrugere. Forældrenes autoritet blev undergravet af børnelokkende reklamer. 

Et erindringsglimt

I dag er barndommen som frirum sat over styr, og vore børn lever i en pinefuld hverdag præget af konkurrence om at være med på sidste mode, mens digitale medier hvisler til dem med tusinde forførende stemmer. 

Det kan ikke undre, at mange børn lider under stress, angst, skolevægring og almindelig mangel på lykke. 

Han fortæller om det sjove, det mærkelige, det kedelige, det hæslige og det vidunderlige

Mindet om, at “der var engang, da alt var anderledes”, lever dog endnu, og den høje status, som dansk landbrug har i vide kredse, skyldes sikkert en folkelig erindring om det forunderlige i at være barn, dengang der var barndom til. 

Hvis man har glemt det, kan det anbefales, at man læser Thorkild Thejsens erindringsglimt. 

Han fortæller om det sjove, det mærkelige, det kedelige, det hæslige og det vidunderlige, og han gør det med humor og præcision. Det er niogtyve perler på en snor.
 
 

Thorkild Thejsen: Er det dig der har kastet op på mine roser? 159 s. Forlaget Fjordager 2025.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Kommentarer

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 00:22

Som en årgang 52 kan jeg godt genkende meget af det, som Thorkild Thejsen skriver om i sin bog, men at gøre den tids barndom så sorgløs og farverig som han gør, er skudt helt ved siden af skiven.
Nogle børn levede sikkert et frit liv, hvor de både kunne få tid til at lege og til at kede sig, men andre af os havde ikke engang tid til at lave lektier, fordi vores arbejdskraft var efterspurgt af vore forældre, så hurtigt vi overhovedet kunne nå at komme hjem og skifte over til rode tøj. Så der hvor TT og andre priviligerede børn havde tid til at lege og kede sig, så gik vi andre og arbejdede ude i roemarkerne og inde i staldene med at rense under grise mv, og fik vi en sjælden gang en eftermiddag fri og tog en kammerat med hjem, så var min far ikke sen til at give ham en roegreb i hånden og sætte ham i arbejde. Jo, det var sgu idyl. Mange børn havde det sådan dengang, for der var meget fattigdom og brug for flest mulige aktive hænder i de små hjem for at få det hele til at hænge sammen. Så de generelle vilkår for datidens børn var betydelig mere barske end beskrevet i TT's bog.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension