”Dengang det var vanskeligt at gøre det rigtige for flygtningene”

Poul Smidt anmelder ny bog med historien om da Danmark, efter 2. verdenskrig, stod med ansvaret for at huse en kvart million tyske flygtninge.
Foto: Wikimedia Commons
Tyske børn i en flygtningelejr i Aabenraa, februar 1945
Rundt omkring i Danmark kan man stadig støde på de karakteristiske røde barakker, der efter 2. verdenskrig husede op mod 250.000 tyske flygtninge i Danmark.

I dag er nogle stadig boliger, andre bruger dem som værksteder eller omklædningsrum, men vi ser ikke datidens elendighed, når vi kører forbi klubhusene ved Kløvermarken på Amager eller boligerne over for Valby Idrætspark i København.

14.900 krigsflygtninge ligger stadig begravet på danske kirkegårde: Vestre Kirkegård i København, andre i Oksbøl, Gedhus, Aalborg eller Grove, vedligeholdt for tyske midler, vi ville dem jo ikke, hverken som levende eller døde.

Flygtningene kom primært fra det østlige Tyskland, som de forlod da den sovjetiske hær rykkede mod Berlin og krigens afslutning.

Frem til den tyske overgivelse den 4. maj lå ansvaret for flygtningene på den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, som kaldte på danske bidrag til indkvartering og sygdom.

Da Befrielsesregeringen trådte til den 5. maj, overgik ansvaret automatisk til statsminister Vilhelm Buhl (S) og hans regering sammensat af lige dele modstandsfolk og politikere.

Det siger sig selv, at det måtte blive en balancegang mellem internationale forpligtelser, og den danske befolknings uvilje over for alt, hvad der var tysk.

Har imponeret anmelderne

Thomas Harders bog på 481 sider ”De Uønskede – De Tyske Flygtninge i Danmark 1945-1948” indeholder håndfast dokumentation for problemets omfang og karakter.

Detaljerigdommen, grundigheden er imponerende, og har da også imponeret de anmeldere, jeg foreløbig har læst.

Historikeren Bent Blüdnikow i Berlingske og historikeren Jes Fabricius Møller i Kristeligt Dagblad uddeler begge 5 af seks stjerner.

Deres bidrag skal nævnes her, fordi de begge efterlyser en vigtig stillingtagen, Bent Blüdnikow efterspørger ”en holdning til den moralske debat, om vi svigtede flygtningene” mens Jes Fabricius Møller beklager, at det overlades til læseren at tage stilling til de store etiske spørgsmål. Og begge dele er rigtigt.

Statsminister satte sin ven til opgaven

Som den meget politisk interesserede anmelder vil jeg forfølge spørgsmålet om Harders balancegang i det kontroversielle materiale.

Vi får beskrevet Flygtningeadministrationens omfattende arbejde, men ikke rigtigt bedømte det udførte arbejde mellem pigtråd og humanisme.

Det er en selvstændig god historie, at statsminister Buhl udpegede sin gode ven og partifælle Johannes Kjærbøl til chef for Flygtningeadministrationen, men den er ikke med her. Det vigtigste er, at Kjærbøl løste opgaven, og det er vigtigt, som det bliver nævnt, at han ville have helt frie hænder til løsningen.

Man ser de departementale mangler, når der skal handles på tværs af ministerier. En hurtig sammenfatning af Flygtningeadministrations virksomhed, viser at Kjærbøl bevægede sig på områder, som hørte til i arbejds- og socialministeriet, indenrigsministeriet, undervisnings- og kulturministeriet, justitsministeriet og udenrigsministeriet.

Han rejste rundt i de tyske besættelseszoner og talte for, at man modtog flygtningene, han forhandlede kompensation i London – og så stod han også for salget af barakkerne, da tiden var inde. Og det hele var ulønnet arbejde.

Vi ville ikke have dem

Dilemmaet som må udfordrer enhver, også i dag, er jo, at danskerne ikke ville have de tyske flygtninge, da besættelsesmagten begyndte at hente dem til Danmark i foråret 1945, vi ville ikke hjælpe tabernes fortabte, og slet ikke på et tidspunkt, hvor danskere stadig bragtes til fangenskab i Tyskland.

Vi ville ikke have dem, end ikke på tålt ophold bag pigtråd, men Danmark havde et ansvar som stat, vi havde det menneskelige ansvar for de svage og uskyldige og det politiske ansvar for, at vi behandlede mennesker anderledes end det var sket i den nazistiske umenneskelighed.

Begrænsede fødevarer og uhumske toiletforhold

Der blev i foråret 1945 talt om det mulige i, at få danske politifolk og andre hjem fra de tyske lejre, en absurd side af forhandlingspolitikken.

Og Harder leverer materiale til debatten om lægeløfter, der lejlighedsvis og forståeligt holdt fri, selv om det er svært at acceptere.

Men det var bedre at blive påtvunget en opgave end selv at tage den på sig, så man risikerede stemplet som tyskvenlig.

Forfatteren kommer godt gennem udfordringerne i de store flygtningelejre, de begrænsede fødevarer, de uhumske toiletforhold, tristheden som søgtes afhjulpet med oplysningsarbejdede, pigtråden som fortalte flygtningene, at der ikke var noget alternativ til hjemsendelse.

Sjælden forståelse for det nazistiske sammenbruds voldsomhed

Selvfølgelig skal bogen primært anmeldes på det materiale den fremlægger, ikke på hvad jeg savner.

 Den største værdi ligger i gengivelsen af breve fra de internerede, deres nederlagsprægede og desperate vandring fra Østpreussen til de udskibninger, der bragte dem til Danmark i krigens sidste måneder – op lejrene i Danmark. Børns breve, fortvivlede familier, som ledte efter pårørende.

Sjældent har jeg forstået det nazistiske sammenbruds voldsomhed så tæt på, sjældent er krigens gru skildret så ondt, og her er det ikke fra skyttegravene men fra civile på flugt, pakket på et skib, hvor de stod som fastlåste istapper. Mangfoldige var de børn, der ikke klarede strabadserne undervejs – eller bukkede under i Danmark.

Børn døde på grund af manglende lægebehandling både i tiden med tysk ansvar og i tiden efter 5. maj 1945.

Lampemand fik fængselsdom

Jeg vidste heller ikke, at forfatteren og lysmanden Poul Henningsen var dømt for injurier, men selvfølgelig måtte denne intellektuel rebel være den forreste i kritikken af livet i lejrene. Sagsøger var blandt andre Johannes Kjærbøl.

Henningsen fik 15 dages frihedsstraf, men blev benådet i en politisk studehandel, der stadig fortjener at blive gravet ud. Poul Henningsen og Tove Ditlevsen var på de tyske flygtninges side, og forsøgte at løfte den nødvendige samfundskritik, men Johannes Kjærbøl havde lagt et snit, som holdt i den brede offentlighed og den politiske verden.

Kjærbøl kunne slutte sig til de mennesker, der gav udtryk for, at flygtningene befandt sig i en ynkværdig situation, og ’at vi må hjælpe dem på en human og forsvarlig måde.’

Over for denne tilgang stod Kjærbøls henvisning til, at ’mange af vores egne frister kår, der i materiel henseende ikke afviger væsentligt fra flygtningenes.’ Dertil føjede Kjærbøl det anti-tyske argument, der var en sikker vinder: Efter fem års udsugning strækker vores økonomiske formåen heller ikke til mere end den mest nødtørftige forsorg,

Problemer med hjemsendelser

Der er en spændende gennemgang af vanskelighederne ved blot at sende flygtningene tilbage til Tyskland, som ikke længere var et land, men sovjetiske, amerikanske, franske og engelske besættelseszoner.

Det var hårdt diplomatisk arbejde at få bare nogle få modtaget på et tidspunkt, hvor Sovjetunionen var i gang med at trække jerntæppet ned i Europa.

Når jeg mener, at det med rette kan kritiseres, at Thomas Harder ikke tager stilling, så skyldes det, at der findes en disputats fra 1983 som fælder dom over den politiske pragmatisme, der drev Kjærbøl (Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949, Odense Universitetsforlag, 1987).

Dengang fik valget af den stærke smed og Kjærbøls handlekraft topkarakterer fordi opgaven kaldte på en ’improvisator med stor administrativ erfaring, samarbejdsevne, beslutsomhed og humanitært sindelag, og Kjærbøl var den rette’ og han blev kaldt både kraftcenter og gigant.

Hvad der heller ikke blev plads til i Harders bog, er den anerkendelse, som den danske indsats fik i Forbundsdagen i Bonn i 1953 med tak for omsorg og menneskelighed for de tyske flygtninge. Den danske ambassadør i Bonn skrev hjem, at anerkendelsen blev mødt af et spontant bifald fra medlemmerne af samtlige de demokratiske partier. Hvis man skal være socialdemokrat for at ønske den slags politiske statusopgørelser med i bedømmelsen af Kjærbøls arbejde, ja så er jeg socialdemokrat.

Historien har givet Johannes Kjærbøl andre skrammer, men svendestykket må helt frem i mit lys, når Harder nu ikke ville, og jeg håber om nogle år at få lejlighed til at beskrive samspillet mellem Buhl og Kjærbøl i en anden sammenhæng, hvor politisk kammeratskab spiller en rolle.

Forrest i bogen står, at den er blevet til et samarbejde med [historikeren] Erik Ingemann Sørensen. Den rollefordeling havde jeg gerne hørt mere om.

Thomas Harder: DE UØNSKEDE – De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 483 sider, Gyldendal. Illustreret.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet en biografi om statsminister Viggo Kampmann og senest 'Fredy: Klemt kronprins - glemt konge. En biografi om Frederik 8.'


placeholder

Kommentarer

Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at Jes Fabricius Møller ikke, som der står i anmeldelsen, beklager, at det overlades til læseren at tage moralsk stilling: Jes Fabricius Møller skriver:
"Harder undgår at tage direkte livtag med nogle af de store diskussioner, der knytter sig til emnet for hans bog. Hvad var prisen for eller gevinsten af, at danske myndigheder gik i direkte forhandlinger med det tyske regime? Kunne og skulle danskerne have gjort mere for at yde medicinsk og anden hjælp til flygtningene?
Det er ikke, fordi problemer eller dilemmaer som disse er ham fremmed. Tal, citater og fakta fremlægges
med dokumentarisk nøgternhed, og det overlades til læseren at tage de principielle drøftelser. En sådan etisk
lavmælthed fra forfatterens side er antagelig en klog fremgangsmåde, hvis ønsket er at åbne feltet. Der er folk
nok, der bærer deres personlig opfattelse uden på tøjet, når det handler om Anden Verdenskrig."

Og om Erik Ingemann Sørensens værdifulde indsats kan man læse i bogens kolofon og i afsnittet "Tak".

Annonce