Dengang jernnæven ikke trumfede retssikkerheden

Jernnæven har medvind i retspolitikken og fløjlshandsken er i defensiv. Ingen vil risikere at blive kaldt for blødsøden og fængsler fyldes til bristepunktet
Foto: Colourbox
Det er så vigtigt som nogensinde, at vi holder fast i de processer, der ikke sætter de forkerte mennesker i fængsel eller overforbruget de foreløbige indgreb. Det er netop en beskrivelse af processen, retssikkerheden, og retsstatens værdi, som Preben Wilhjelm tager fat på i bogen ”Kampen for retsstaten”.

Bogen er en retshistorisk fortælling som en stiltiende hyldest til de slidsomme politikere, der efter vedtagelsen af grundloven i 1849 brugte årtier af deres liv for at udbygge grundlovens frihedsgarantier til et egentligt værn mod overgreb.

Der skal ikke meget til før jernnæverne råber blødsøden og forbrydere efter dem, der taler mod langvarige varetægtsfængslinger

Preben Wilhjelm var medlem af Folketinget 1975-1984 for Venstresocialisterne. Kernefysikeren uddannet fra Niels Bohr Instituttet og USA blev i Folketinget den mest indsigtsfulde boligpolitikker, den skarpe kritiker af Viggo Kampmanns Nordsø-aftale, der lagde milliarder i A.P. Møllers pengetank, og så brugte han ellers sit analytiske hoved på de værdier, som om et land også er en retsstat. Det var og er et område, som kræver mod.

Der skal ikke meget til før jernnæverne råber blødsøden og forbrydere efter dem, der taler mod langvarige varetægtsfængslinger, isolationsfængslinger og andre foreløbige foranstaltninger, som systemet bruger, inden skyldsspørgsmålet er afgjort. Preben Wilhjelm blev i 1988 lic. jur. på en afhandling om domsmænd; med en videnskabelig overbygning på sine politiske analyser har han styrke i debatten, selv om det ikke er nok til at standse presset på de fundamentale værdier.

Foregangsmænd

På Stege kirkegård rejstes i 1875 et mindesmærke for juristen Hother Hage, men det vil være synd at sige, at han ellers er kendt for sin indsats for at løfte Danmark ind i kredsen af retsstater. Han studerede nævninge i udlandet, skrev bøger og artikler om den retssikkerhed, som var forbundet med at almindelige mennesker fik plads som nævninger og med sund fornuft og de foreliggende beviser afgjorde om den tiltalte var skyldig. Hother Hage var særligt optaget af, at sager, der rejser sig af politiske lovovertrædelser, skulle behandles af nævninger, og Preben Wilhjelm er optaget af, at det tog 70 år at få skrevet de love, som udbyggede grundlovens garantier. Det centrale i bogens letlæste historiske dele er påvisningen af, at det er grundloven som stiller krav til, at retsplejen skal ære så grundig og sikker, at de uskyldige går fri.

Det er grundloven som stiller krav om, at retsplejen skal være så grundig og sikker, at de uskyldige går fri

I Wilhjelms gennemgang af slaget om nævningene ser vi en stribe af borgerlige jurister, der som hædersmænd som virkelig kæmper for at få anstændigheder regler i straffeprocessen. Til det absurde hører, at justitsministeren fra 1901-1908, den stærkt kriminelle P.A. Alberti, på den ene side indførte prygleloven, på den anden side stod for de retsgarantier, som sagde at det skulle gå ordentligt til, inden man kunne straffe folk.

Sten for sten blev nævningeinstitutionen opbygget i grundlovens navn og retssikkerhedens ånd, stump for stump er den pillet ned igen for endelig at blive bragt i graven i 2006 af justitsminister Lene Espersen, (K) der ikke havde besvær med at få flertallet i hus. Blandt begrundelserne var, at de komplicerede narkosager gjorde det for svært for lægmænd.

´Straks-fængslingerr udtrykker efter Wilhjelms opfattelse den politiske vilje til at indlede straffen inden kyldsspørgsmålet er afgjort.

På samme måde opstillede de gamle mænd for 100 år siden betingelserne for anholdelser og fængsling, som gradvist er vandet ud. De næsten undtagelsesfrie straks-fængslinger i voldssager udtrykker efter Wilhjelms opfattelse den politiske vilje til at indlede straffen inden skyldsspørgsmålet er afgjort.

Det begyndte med en stærk oplevelse 

Jo, der er også når det gælder processen hurtige beskyldninger om, at den blødsødne vil beskytte forbryderne. Nej, siger Wilhjelm, det gælder udelukkende om at beskytte de uskyldige.

Han så folk, der slog, sparkede og spyttede uden at kunne vide, hvad den unge kvinde måske havde gjort

Han leverer det stærke personlige udsagn om oplevelsen, der for altid fangede ham på retssikkerhedens side. Det var i befrielsesdagene 1945, han var 10 år, og havde i begyndelsen af krigen mistet sin far, styrmand på skibet, der ramtes af en tysk torpedo. Der var med sikkerhed ingen tyske sympatier i barndomshjemmet, men alligevel fik han kuldegysninger, da han overværede anholdelsen af en kvinde på Vesterbrogade ved frihedsstøtten. Han ved stadig ikke, hvorfor hun blevet taget med, men hvad han så, var pøbel-justits, folk, der slog, sparkede og spyttede uden at kunne vide, hvad den unge kvinde måske havde gjort.

Forsvaret for grundlovens værdier svækkes

Han siger derfor med inspiration fra PH, den kulturradikale Poul Henningsen, at principperne skal stå deres prøve, når det gælder dem, som vi ikke bryder os om. For ham var  retssikkerhed selve kernen i det, der afgør om et samfund er acceptabelt eller ej. Retssikkerhed er, at man kan indrette sig i tillid til gældende lov og er beskyttet mod overgreb og vilkårlighed.

Principperne skal stå deres prøve, når det gælder dem, som vi ikke bryder os om

I mit stille sind undrer det mig, at de politiske og juridiske mennesker for 100 år siden var bedre til at forsvare grundlovens værdier og udfylde dens løfteparagraffer. Det er så kortsigtet at vise en slags handlekraft ved at gå den anden vej.

Denne fredag holder Preben Wilhjelm nytårstalen i Selskabet for Arbejderhistorie om retsstatens historie i Danmark og sætter det aktuelle udspil fra justitsminister Søren Pape Poulsen om en 'påvirkningslov' i historisk perspektiv. Læs mere om arrangementet her.

Preben Wilhjelm: Kampen for retsstaten. Lindhardt og Ringhof, 175 sider.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook