Dennis Kristensen: Partier skal ikke overtage fagbevægelsen

Indblanding eller ej? Enhedsfagbevægelse skal give plads til dialog og modsigelse, men partipolitiske kampagner kan svække forhandlernes stemme.
Foto: Klaus Berdiin Jensen, Flickr
Må udenforstående have meninger om overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet? Er det et brud på den danske model, hvis de, der ikke sidenhen skal leve af resultatet af overenskomstforhandlinger, prøver at påvirke, hvilke krav, der rejses, hvordan forhandlingerne spænder af, og hvorvidt medlemmer i fagbevægelsen bør stemme ja eller nej til resultatet.

Jeg har på større eller mindre afstand fulgt overenskomstforhandlingerne siden jeg i 1977 blev tillidsrepræsentant

Debatten er blusset op igen ved  den private overenskomstfornyelse her i 2020 - formentlig som en reaktion på den ganske effektive nej-kampagne ved OK 17, som endte med, at fire LO-forbund med 3F i spidsen stemte nej til overenskomstforligene på trods af anbefalinger fra de fleste forbundsledelser om at stemme ja.

Jeg har på større eller mindre afstand ret nøje fulgt overenskomstforhandlingerne på især det offentlige, men også det private arbejdsmarked, siden jeg i 1977 blev tillidsrepræsentant for portørerne på amtssygehuset i Herlev.

Der er helt faste interessenter, som melder sig på banen

Set i lyset af disse årtier, er der egentligt ikke meget nyt under solen, når det gælder, hvem der gerne vil påvirke arbejdsmarkedets forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår.

Der er helt faste interessenter, som melder sig på banen. Så at sige the usual suspects, nemlig de udenforstående og de fagligt aktive.

De småirriterende og uundgåelige indblanding

I kassen med udenforstående befinder sig først og fremmest arbejdsgiverforeninger, Nationalbanken, de kommercielle banker og finansielle institutioner , økonomer i diverse-kategorien samt ministre og politiske partier.

Udenforstående-kassen fungerer som “snooze”-funktionen på Dortes og mit vækkeur derhjemme. Sover man som lønmodtager-forhandler i timen, så går alarmen til at komme i sving med forberedelserne, når medierne fyldes med overskrifter, hvor den ene udenforstående efter den anden advarer om, at for høje lønstigninger vil svække konkurrenceevner, spænde ben for eksporten og få den danske økonomi til at bryde sammen. Originaliteten og kreativiteten i disse advarsler har henover de fire årtier været begrænset. Så begrænset, at forhandlerne såmænd godt selv kunne skrive artiklerne med de manende advarsler.

Originaliteten og kreativiteten i disse advarsler har henover de fire årtier været begrænset

Denne form for indblanding er for mig gået fra at være småirriterende til at ende som det uundgåelige, der må komme, og som det er spildt energi at hidse sig op over. Og samtidig - i det mindste for ministre, politikere og partier - som noget, der matcher eller balancerer med fagbevægelsens aktive indsats for at påvirke politiske beslutninger på Christiansborg og i regeringskontorer. Når vi vil blande os på deres banehalvdel, må de også kunne på vores.

Indblandingen fra banker og økonomer har derimod mere karakter af ekkokammer for finansministeriet og Dansk Arbejdsgiverforening. Det er der ikke så meget at sige om.  “Seen one, seen them all”.

Når arbejdsgiverne går over stregen

Til gengæld går Dansk Arbejdsgiverforening ofte meget, meget tæt på forhandlingerne i den offentlige sektor og til tider over stregen.

Et typisk eksempel på DA’s gåen for vidt i indblandingen i andres overenskomstforhandlinger var udsendelsen af arbejdsgiverforeningens “Arbejdsmarkedsrapport 2011” om de “grundlæggende problemer i den offentlige sektor”, herunder 60 tætbeskrevne sider med de private arbejdsgiveres krav til, hvad der skal laves om i de overenskomster, som de ikke er part i. DA beskriver i rapporten sit eget formål som blandt andet at “varetage medlemsorganisationernes interesser i forhold til det politiske system”. Et åbent erkendt forsøg på at blande sig i andres overenskomstforhandlinger, men en indblanding, der er lige til det røde kort.

En indblanding, der er lige til det røde kort

På samme måde sender Dansk Arbejdsgiverforening traditionelt en hilsen til de offentlige overenskomstforhandlinger med beregning af, hvor mange offentligt ansatte, den offentlige sektor kan vinke farvel til, hvis den arbejdsgiverbetalte frokost afskaffes. Antallet stiger løbende, og var i 2017 46.000 offentligt ansatte. Det seneste forsøg på at få politikkerne til at flokkes under denne parole løb vist ud i sandet, da forhandlingerne i 2018 endte med at sikre frokostpausen for især mange ansatte i staten.

Havde FOA offentligt blandet sig lige så tæt i eksempelvis industriens overenskomstforhandlinger, ville det uden tvivl have udløst telefonopringninger fra industriens parter, som udover forventelige høreskader ville have ændret mit frisure, der i forvejen har udviklet sig til en noget begrænset ressource, til at ende i en kronisk og uoprettelig tilbagestrøget stand.

Bevægelserne legitime interesser

Den anden kasse med faste interessenter med blikket fæstet på overenskomstforhandlinger er dén med fagligt aktive. Altså medlemmer af fagbevægelsen, tillidsrepræsentanter og lokale fagforeninger, som selv er part i forhandlingerne.

Denne kasse har lange historiske rødder fra 1920’ernes Fagoppositionen, over Situationens Generalstab under storkonflikten i 1956 og 1970’ernes Formandsinitiativ til Arbejdere i Bevægelse ved Overenskomstfornyelserne i 2017 og her i 2020. Og alle de mange andre græsrodsbevægelser undervejs. Græsrødder forstået som tillidsrepræsentanter, lokale fagforeningsrepræsentanter og fagligt aktive uden tillidshverv. Jeg har selv deltaget i en del af disse i min tid som tillidsrepræsentant og lokal fagforeningsformand.

Bevægelserne har ofte haft udspring i overenskomstforhandlinger eller politiske indgreb i arbejdskonflikter

Bevægelserne har ofte haft udspring i overenskomstforhandlinger eller politiske indgreb i arbejdskonflikter. Samtidig har bevægelserne ofte afspejlet de forskellige politiske strømninger i fagbevægelsen.

Og netop de forskellige politiske strøminger, som i perioder og i meget forskelligt omfang har præget især lokale fagforeninger, men også en række forbund, har fra tid til anden rejst spørgsmålet om, hvorvidt politisk engagerede medlemmer af fagbevægelsen - måske endda koordineret med andre medlemmer af samme parti - må slås for andre holdninger blandt kollegerne end dem, der kommer til udtryk gennem valgte kongresser, hovedbestyrelser og forretningsudvalg m.m.

Måske endda koordineret med andre medlemmer af samme parti

Fuldbyrdet adskillelse af Socialdemokrati og fagbevægelse

Den fælles mangeårige fortid for Socialdemokratiet og LO (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation) som grene sammen med kooperationen på det samme træ har i den virkelige verden gjort spørgsmålet om retten til i fagbevægelsen at slås for andre holdninger til et spørgsmål om at kunne slås eksempelvis for rejsning af overenskomstkrav med udgangspunkt i andre politiske holdninger end de socialdemokratiske.

I Danmark har vi netop valgt at skabe en såkaldt enhedsfagbevægelsen, som ikke er opdelt efter politiske holdninger

Svaret burde indlysende være et rungende ja. Alternativet er etablering af forskellige fagbevægelser på forskellige politiske grundlag, og i Danmark har vi netop valgt at skabe en såkaldt enhedsfagbevægelsen, som ikke er opdelt efter politiske holdninger, og som ikke længere styres af enkelte politiske partier.

Og svaret blev da også gjort til et indlysende ja, da LO på en ekstraordinær kongres i 2003 vedtog et nyt grundlag for organisationen, som fuldbyrdede den adskillelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som var gennemført trinvist igennem en årrække.

Den fuldbyrdede adskillelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen

Et grundlag, der i dag i den fusionerede Fagbevægelsens Hovedorganisation beskriver organisationens grundlæggende værdier og fastlægger dens partipolitiske uafhængighed: “Fagbevægelsens Hovedorganisation er partipolitisk uafhængig. I den politiske interessevaretagelse skal Fagbevægelsens Hovedorganisation med afsæt i fagbevægelsens værdier samarbejde med partier og organisationer, der vil arbejde for hovedorganisationens politik på tværs.”

Fagbevælgesens fokus er fag - og ikke parti

Derfor skal der naturligvis i fagbevægelsen være plads til, at medlemmer med og uden tillidshverv og med og uden politisk tilknytning er aktive i medlemsdebatter om overenskomstkrav, - resultater og alle mulige andre faglige spørgsmål. Det er derfor, at begrebet fagbevægelse står for en bevægelse samlet om faget og ikke en bevægelse samlet om et politisk parti.

Fagbevægelse står for en bevægelse samlet om faget og ikke en bevægelse samlet om et politisk parti

En bevægelse samlet om faget, er naturligvis mangfoldig på alle andre områder end det eller de fælles fag, og giver dermed også også plads til mangfoldighed, når det gælder politiske holdninger.

Jeg har selv prøvet at indgå overenskomstforlig efter FOAs strejker i 2008 i kommuner og regioner, som af Arbejderpartiet Kommunisterne blev betegnet som “et klokkeklart pamperforlig”. En vurdering, som jeg af indlysende årsager på ingen måde deler, men som der skal være plads til i en enhedsfagbevægelse. Og en vurdering som ikke skal søges kvalt af lukkede døre og vinduer, men som i stedet skal udsættes for dialog og modsigelse.

Jeg har selv prøvet at indgå overenskomstforlig, som af Arbejderpartiet Kommunisterne blev betegnet som “et klokkeklart pamperforlig

Hvad så med partierne? Må politiske partier så som partier forsøge at påvirke medlemsdebatten i fagbevægelsen, eller overskrider de her en usynlig anstændighedens grænse? Hvis der ellers er en usynlig anstændighedens grænse, så er den af nyere dato.

Her går grænsen! 

I dagbøger fra og biografier om topsocialdemokrater kan der findes ganske mange eksempler på, at de tidligere tætte relationer mellem Socialdemokratiet og LO også inkluderede udvikling af fælles strategier for både opstilling af centrale overenskomsttemaer og krav og eventuelt afsluttende regeringsindgreb i en konflikt.

Borgerlige regeringer har sikkert haft nogenlunde samme relationer til især de private arbejdsgivere.

Der går imidlertid en grænse ved forsøg på at flytte fagbevægelsens beslutninger over i partikredse

I mine øjne kan der ikke være tvivl om, at et politisk parti kan drøfte overenskomstforhandlinger med sine medlemmer i fagbevægelsen - uanset om disse medlemmer har tillidshverv eller ej. Og herigennem kan partier i sagens natur også koordinere sin indsats indenfor fagforeninger og forbund.

Der går imidlertid en grænse ved forsøg på at flytte fagbevægelsens beslutninger over i partikredse.

Det oplevede jeg selv under den trepartsforhandling med Thorning-regeringen i 2014, som aldrig kom fra start, og derfor heller aldrig kom i mål. Her valgte de “tunge” socialdemokratiske ministre ifølge LO-formand Harald Børsting at sige fra overfor møder med ikke-socialdemokrater.

Grænsen må gå der, hvor politiske partier prøver at overtage de demokratiske organer i fagbevægelsen

Jeg var i LO’s daglige ledelse udpeget til at sidde i forhandlingsudvalget, men på et tidspunkt begyndte mobilen at ringe energisk med meldinger om observationer af hemmelige møder om trepartsforhandlingerne udenom det nedsatte forhandlingsudvalg.

Eksemplet er en god illustration af, hvor grænsen må gå; nemlig dér, hvor politiske partier prøver at overtage de demokratiske organer i fagbevægelsen.

Socialdemokratiet må som alle andre partier naturligvis holde møder med medlemmer, der arbejder i fagbevægelsen, men et udsnit af LO’s daglige ledelse kan ikke skifte LO-kasketten ud med partikasketten og lave aftaler på LO’s vegne uden om LO’s demokratiske organer.

Derfor måtte der i den situation trækkes i håndbremsen, hvorfor jeg udtrådte af LO’s daglige ledelse.

Forhandlerne har næppe lyst til partipolitiske kampagner

Kan partier gå videre endnu og føre kampagner om bestemte overenskomstkrav eller om, hvor krydset ved en urafstemning om et overenskomstforlig må sættes?

De trykte medier har muligheden for at rose og rise overenskomstforhandlinger på lederplads. Og gør det også. Politikere gør det samme. Typisk med alvorstunge ofte borgerlige stats- og finansministres advarsler mod for høje lønstigninger. Arbejdsmarkedforskere snubler ind imellem over forsker-neutraliteten og følger trop med politiske opfordringer til forhandlere og medlemmer.

Jo flere forenklede politiske budskaber, der ryger gennem luften, jo sværere kan det naturligvis blive at trænge igennem

Der er med andre ord larm nok fra omgivelserne, når overenskomstforhandlinger spidser til eller forlig indgås. Forhandlerne har derfor næppe den store lyst til også at få partipolitiske kampagner på banen.

Jo flere forenklede politiske budskaber, der ryger gennem luften, jo sværere kan det naturligvis blive at trænge igennem med den ofte lidt komplicerede forklaring om indholdet i et overenskomstforligs til dem, der skal beslutte sig til, hvor deres kryds skal sættes.

Larm kan vække medlemmer

På den anden side set, så er debat og dialog forudsætningen for kvalificerede beslutninger og for aktiv deltagelse. Og fagbevægelsen har brug for både dialog og engagement

Et kig på de historisk høje stemmeprocenter i 2018  - og tilsvarende ja-procenter - ved den mest omtalte overenskomstfornyelsen i den offentlige sektor nogensinde giver et fingerpeg om, at “larmen i omverdenen” kan have en meget positiv indvirkning på medlemsinteressen.

Forsøg på at slå politisk mønt af fagbevægelsens overenskomstforhandlinger.

Så måske er det snarere partierne, der skal overveje, om partikampagner om overenskomstforhandlinger vil blive opfattet af deres vælgere som opbakning til eller forsøg på at slå politisk mønt af fagbevægelsens overenskomstforhandlinger.

Og måske er svaret på dette afhængigt af, om det enkelte parti traditionelt har dyrket det gennem årtier fremherskende mantra om lukkede døre til forhandlingslokalerne eller ej.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Fhv. forbundsformand, FOA


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der findes forhandlingsresultater mellem fagbevægelsen og modparten (arbejdsgivernes foreninger hhv enkelte virksomheder), som ikke kan godtages af en regering, hvor sidstnævnte er nødt til at skride ind.
Jeg tænker her især på et resultat, hvor fagforeningerne af angst for, at arbejdspladser kunne gå tabt, lade sig spise af med alt for ringe lønfremgang - nogle gange over flere lønfindingsperioder, som kan betyde, at en virksomhedsgruppe eller de ansatte i en enkel virksomhed ikke følger med i lønudviklingen og derved kommer aggregeret til at ligge langt tilbage med deres lønudvikling.
Disse områder med for lav løn kan blive a) udgangspunkter for, at man tror, at lønninger i andre områder er for høje. Dette kan igen medføre, at de bliver udgangspunktet for løntrykkeri i løngrupper, som hidtil er fulgt den almindelige udvikling - og b) kan føre til, at firmaer med ringe fremtid bliver reddet på bekostning af gode virksomheder, som derved i vort land taber i konkurrencen med een virksomhed, som gerne måtte gå fallit for at give plads til anden virksomhedsaktivitet, som egner sig bedre til vort generelt ret avancerede virksomhedsniveau.
En for lav lønudvikling medfører desforuden, at skattebetalingerne bliver så lave, at der efter nogle gange løntilbageholdenhed ikke længere er økonomiks plads til velfærd, sådan som vi faktisk oplevet det. Samtidig reducerer løntilbageholdenhed det nødvendige tryk på virksomhederne til at forny sig ved at investere, hvorved det samlede erhvervsliv også svækkes i forhold til udlandet.

Iøvrigt virker løntilbageholdenhed også kontraproduktivt i forhold til fuld beskæftigelse.
I fald, at fagforeningerne af misforståelse, hvad der tjener dem, de beskæftigede og landet bedst, lader sig trække over bordet til at gå med til en for lav lønudvikling i forhold til den samlede økonomiske udvikling, så ville en regering være nødt til at blande sig og evt. at korrigere lønnen opad. Tænk venligst på, at den allerstørste del af landets overkskud i forhold til udlandet kan betragtes som løn der ikke blev betalt til det lønafhængige personale i landets virksomheder og i staten, men som alternativt forsvinder i ejernes lommer, medens det i staten kan det være med til – som de siger – at „finde nogle penge“.

Et modsat rettet lønindgreb ville have været velanbragt i 70'erne, da også Danmark så sig udsat for
et prischok på olieområdet: regeringen (eller alternativt fagbevægelsen burde have udsat den automatiske lønregulering) burde have forhindret, at lønnen blev forhøjet i takt med prisforhøjelsen på olien, hvorved lønningerne kom for højt op til at det kunne forblive der uden en korrektion nedad: læren er, at man ved økonomiske choks er nødt til at afvente med at gøre noget drastisk (små delskridt kan være nødvendige), indtil man ved, hvad der reelt skeer. Den gang fik vi trukket, som det efterhånden viser sig, den mod arbejderskabet fjendtlige og ellers også den økonomiskt contraprodiktive neoliberalisme ned over os.

Lad det være en lære: lønfremgang skal være summen af den forventede produktivitetsstigning (?%/anno) og den indre-euopæiske aftalte inflationsfremgang (1,92%/anno) (plus en trinvis, ikke for hurtigt indhentning af et eventuelt lønefterslæbet). Kun derved kan man i EU få en ensartet lønudvikling - i hvert land efter dets egen produktionsfremgang. Og ved at man desuden summerer med den planlagte inflationsprocentsats/år kan man sammenlagt få en udvikling, som tenderer mod fuldbeskæftigelse, hvilket burde være fagforeningernes hovedformål at opnå, da der derved ubestrideligt fås alle forudsætninger for, at alle lønafhængige får en ordenlig løn og desuden en veludbygget socialstat med rimelige overførselsudgifter for arbejdsløshed, sygedagpenge, børnepenge, forældreorlov og alderspensioner, hvilket udgør samlet set rammen for en angstfri tilværelse for flertallet af landets borgere.

Der findes forhandlingsresultater mellem fagbevægelsen og modparten (arbejdsgivernes foreninger hhv enkelte virksomheder), som ikke kan godtages af en regering, hvor sidstnævnte er nødt til at skride ind.
Jeg tænker her især på et resultat, hvor fagforeningerne af angst for, at arbejdspladser kunne gå tabt, lade sig spise af med alt for ringe lønfremgang - nogle gange over flere lønfindingsperioder, som kan betyde, at en virksomhedsgruppe eller de ansatte i en enkel virksomhed ikke følger med i lønudviklingen og derved kommer aggregeret til at ligge langt tilbage med deres lønudvikling.
Disse områder med for lav løn kan blive a) udgangspunkter for, at man tror, at lønninger i andre områder er for høje. Dette kan igen medføre, at de bliver udgangspunktet for løntrykkeri i løngrupper, som hidtil er fulgt den almindelige udvikling - og b) kan føre til, at firmaer med ringe fremtid bliver reddet på bekostning af gode virksomheder, som derved i vort land taber i konkurrencen med een virksomhed, som gerne måtte gå fallit for at give plads til anden virksomhedsaktivitet, som egner sig bedre til vort generelt ret avancerede virksomhedsniveau.
En for lav lønudvikling medfører desforuden, at skattebetalingerne bliver så lave, at der efter nogle gange løntilbageholdenhed ikke længere er økonomiks plads til velfærd, sådan som vi faktisk oplevet det. Samtidig reducerer løntilbageholdenhed det nødvendige tryk på virksomhederne til at forny sig ved at investere, hvorved det samlede erhvervsliv også svækkes i forhold til udlandet.

Iøvrigt virker løntilbageholdenhed også kontraproduktivt i forhold til fuld beskæftigelse.
I fald, at fagforeningerne af misforståelse, hvad der tjener dem, de beskæftigede og landet bedst, lader sig trække over bordet til at gå med til en for lav lønudvikling i forhold til den samlede økonomiske udvikling, så ville en regering være nødt til at blande sig og evt. at korrigere lønnen opad. Tænk venligst på, at den allerstørste del af landets overkskud i forhold til udlandet kan betragtes som løn der ikke blev betalt til det lønafhængige personale i landets virksomheder og i staten, men som alternativt forsvinder i ejernes lommer, medens det i staten kan det være med til – som de siger – at „finde nogle penge“.

Et modsat rettet lønindgreb ville have været velanbragt i 70'erne, da også Danmark så sig udsat for
et prischok på olieområdet: regeringen (eller alternativt fagbevægelsen burde have udsat den automatiske lønregulering) burde have forhindret, at lønnen blev forhøjet i takt med prisforhøjelsen på olien, hvorved lønningerne kom for højt op til at det kunne forblive der uden en korrektion nedad: læren er, at man ved økonomiske choks er nødt til at afvente med at gøre noget drastisk (små delskridt kan være nødvendige), indtil man ved, hvad der reelt skeer. Den gang fik vi trukket, som det efterhånden viser sig, den mod arbejderskabet fjendtlige og ellers også den økonomiskt contraprodiktive neoliberalisme ned over os.

Lad det være en lære: lønfremgang skal være summen af den forventede produktivitetsstigning (?%/anno) og den indre-euopæiske aftalte inflationsfremgang (1,92%/anno) (plus en trinvis, ikke for hurtigt indhentning af et eventuelt lønefterslæbet). Kun derved kan man i EU få en ensartet lønudvikling - i hvert land efter dets egen produktionsfremgang. Og ved at man desuden summerer med den planlagte inflationsprocentsats/år kan man sammenlagt få en udvikling, som tenderer mod fuldbeskæftigelse, hvilket burde være fagforeningernes hovedformål at opnå, da der derved ubestrideligt fås alle forudsætninger for, at alle lønafhængige får en ordenlig løn og desuden en veludbygget socialstat med rimelige overførselsudgifter for arbejdsløshed, sygedagpenge, børnepenge, forældreorlov og alderspensioner, hvilket udgør samlet set rammen for en angstfri tilværelse for flertallet af landets borgere.

partipolitiske kampagner;-)
Det er sgu da alt alt for sent, medlemmerne løber hastigt væk fra den politiske fagbevægelse og deres socialistiske tankegang som ødelægger de private virksomheder og koster arbejdspladser i massevis!
Er de få der kommenterer her inde på netavisen Pio på offentlige ydelser? De ved tydeligvis ikke hvad der foregår på det danske arbejdsmarked!

Annonce