I et indlæg på Netavisen Pio skrev DSU’eren Frederik Vad Nielsen forleden om nogle af de forslag, som de hjemlige ”liberale” er særligt optagede af – for eksempel "frihed fra formynderstaten, frihed fra skattelænkerne og frihed fra politikernes langfingre".

Vi kender de liberale frihedsparoler til hudløshed. I de seneste år er debatten om frihed taget til i styrke. For de borgerlige handler friheden om at lette forholdene for boligejerne, forringe fordelingspolitikken, miljøpolitikken og støtten til U-landene.

Frihed fra formynderstaten har ikke noget med frisindet at gøre
Man kan ikke benægte, at de liberale har sat sig solidt på frihedsbegrebet i den offentlige debat. De har sat sig urimeligt solidt på dette begreb - med fri spalteplads i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Tænk, hvis vi andre kunne få tilsvarende plads.

Det Frederik Vad Nielsen kalder de ”liberale frihedsparoler” - friheden fra formynderstaten og skattelænkerne – har jo ikke noget med det at være liberal – det vil sige frisindethed – at gøre.

Kritikken af formynderstaten eller velfærdsstaten og skattetrykket er udtryk for en liberalistisk kritik. En kritik baseret på grundtankerne om ’de frie (markeds)kræfters spil’ – de borgerlige skulle næsten have lov at prøve dette økonomiske anarki, bare en måneds tid – og om den enkeltes ret til at være sin egen lykkes smed.

Tilbage i 1996 udtalte Uffe Ellemann til Berlingske, at ”målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed”, skønt målet jo er det stik modsatte – nemlig at hjælpe dem, der ikke har været i stand til at smede deres egen lykke.

V og LA forsvarer ikke frisindet
Det er derfor groft urimeligt, at Venstre og Liberal Alliance på det nærmeste har tiltaget sig - ligesom de af medierne har fået og dagligt får tildelt - eneret på at bruge begrebet liberal. Det er jo ingenlunde de to partier, der i særlig grad har forsvaret eller forsvarer frisindet. Det er langt snarere Socialdemokratiet, Radikale Venstre og venstrefløjen.

I mange år har jeg søgt at overtale en række medier om at skelne mellem det at være liberal og det at være liberalist, ligesom jeg i sin tid på mange kurser blandt LO- og S-medlemmer talte for denne skelnen.  Det har desværre ikke båret megen frugt -  i hvert fald ikke i medierne.

Det er jo ikke de to partier, der i særlig grad forsvarer frisindet. Det er langt snarere Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen.

Fogh junior er liberalist – ikke liberal
For nylig kunne eksempelvis i Dagbladet Politiken læse, at Anders Fogh Rasmussens søn skulle være på vej til en post i Donald Trumps regering. Avisen mente, at hans ”solide liberale udgangspunkt kan sikre ham en plads”.

Men det at være liberal, har som sagt noget at gøre med frisind. Det fremgik imidlertid af Politiken, at Fogh junior er ”stærk i troen, når det gælder kampen for lavere skat og en mindre offentlig sektor”. Der er således også i dette tilfælde tale om en liberalistisk og ikke om en liberal holdning.

Der er således også i dette tilfælde tale om en liberalistisk og ikke om en liberal holdning. Hvornår begynder Politiken, Information og DR at skelne mellem disse to begreber?

 
Henning Tjørnehøj er forfatter og debattør. Han har tidligere arbejdet som blandt andet konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO. 
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.