Der er nok at se til for Socialdemokratiets nye kulturordfører
Der er nok at se til for Socialdemokratiets nye kulturordfører
Sophie Hæstorp Andersen har som kulturordfører for Socialdemokratiet mulighed for at vise kant overfor opposition og de andre regeringspartier
Med udnævnelsen af Sophie Hæstorp Andersen (f. 1974) til kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet og Mogens Jensen (f. 1963) til formand for kultur- og kirkeudvalget ser vi et generationsskifte i socialdemokratisk kulturpolitik.
Det bliver Sophie Hæstorp Andersen, der skal profilere de socialdemokratiske mærkesager på området, og som får til opgave at vise kant mod opposition og de øvrige regeringspartier.
Mogens Jensen får en mere repræsentativ rolle, som mødeleder i udvalget. Han er den i Folketinget der efter at have været både kulturkonsulent i fagbevægelsen og mangeårig kulturordfører for Socialdemokratiet uden tvivl ved mest om kulturpolitik.
Han er den mest kompetente kulturminister, Danmark ikke fik. Men i dag er Jensen nok i en vægt- og aldersklasse, der snarere kalder på et kandidatur til formand for Folketinget eller tilsvarende prestigiøse jobs.
Læs også:Drop dog kulturpasset!
Sophie Hæstorp Andersen kommer derimod til kulturpolitikken efter et abrupt farvel til tiden som overborgmester i København. Hun har brug for en ny begyndelse, et comeback i landspolitikken, og her er kulturpolitikken nu hendes platform.
Socialdemokratiet mangler nemlig kulturpolitisk kant.
Kulturen skal udvides og udbredes
Kulturpasset til 45.000 unge uden hverken uddannelse eller job skal evalueres, udvides eller afskaffes. Når mindre end hver fjerde af dem, passet er tiltænkt, faktisk har taget imod tilbuddet, bør man nok overveje, om tilbuddet er relevant for målgruppen.
I stedet har Hæstorp foreslået at udvide passet til også at gælde handicappede unge. Det er utvivlsomt sympatisk, men når nu der er tale om en forsøgsordning, burde man måske erkende, at det var en fiasko, og i stedet bruge de 140 millioner årlige kroner, passet koster, på noget der er mere skræddersyet til de unge uden uddannelse eller arbejde.
Kunst og kultur er også arbejde. Er vilkårene for vækstlaget i dansk kultur gode nok?
I Socialdemokratiet og fagbevægelsen er der tradition for at formidle kunst og kultur på arbejdspladsen. I en tid, hvor det næppe er realistisk at få stat eller kommuner til at investere meget mere i kultur, kan det være farbart at satse på kunst og kultur på arbejdspladserne.
Forfatterbesøg, teaterforestillinger i kantinen, bogklubber, kunstklubber og udsmykning på fabriksgulvet. Mulighederne er mange. Og til gavn for arbejdsmiljøet på virksomhederne. Kunne man gøre det nemmere og billigere for virksomheder at give plads til kulturtilbud i arbejdstiden?
Vi har i Danmark imponerende meget kunst i det offentlige rum. Kunst og kulturelle tilbud i det offentlige rum er noget af det mest demokratiske vi har, fordi det hverken kræver økonomi, uddannelse eller planlægning at standse op og opleve det på sin vej.
Læs også:Bøger er en hjertesag for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet
Burde det ikke være en socialdemokratisk mærkesag at arbejde for at Danmark bliver et foregangsland, når det kommer til kunst og kultur på gader og stræder, gavle, parker og hvor folk ellers kommer?
Kunst og kultur er også arbejde. Er vilkårene for vækstlaget i dansk kultur gode nok? Værner vi godt nok mod seksuelle og andre krænkelser på kulturelle arbejdspladser? Går vi i spidsen, når det drejer sig om at give danske børn og unge de bedst tænkelige muligheder for kulturel udfoldelse?
Der er nok at se til for Socialdemokratiets nye kulturordfører!
Kommentarer
De unge utilpassede på de…
De unge utilpassede på de lave ydelserser piver ikke men har så travlt med at skaffe penge til det samme som de bedre velstillede får betalt af deres forældre, at kunsten kommer i syvende række, skønt de gerne ville er mit indtryk i de steder jeg møder dem.
Tilføj kommentar