”Der vil altid være nogle, der synes, jeg er et dumt svin”

Kjeld var på fornavn med borgerne i sin kommune. Alt blev nemmere, hvis man var på talefod med borgerne. Men han kunne ikke sættes i bås
Denne anmeldelse hører til i kategorien for sene nyheder. ”Kjeld – Borgmesteren, der skabte Brøndby” er skrevet af Henrik Madsen og udkom helt tilbage i 2016. Når den alligevel får opmærksomhed og en anmeldelse med på vejen, skyldes det naturligvis, at den ukronede konge af Vestegnen afgik ved døden for få uger siden. 91 år gammel og med en personlige historie, som alle politisk interesserede bør interessere sig for.

Ikke meget rundkredspædagogik i Brøndby Kommune

Når jeg læser biografier om tidligere og nuværende toppolitikere lægger jeg normalt vægt på to ting. For det første muligheden for at forstå et spændende menneske bedre. Anekdoter om opvækst, karriere og op- og nedture sætter ofte forskellige beslutninger i relief. Derudover så bruger jeg også gode, politiske biografier som historiske beretninger, som en mulighed for at forstå et givent område eller problemstilling i en given periode. Koblet til den skildrede hovedperson, men med et bredere sigte. Biografien om Kjeld Rasmussen scorer højt på første parameter, men knap så højt på den anden del. Det vender jeg tilbage til. Kort sagt er der mange gode grunde til at læse biografien om Kjeld Rasmussen. Han var ikke bare den længst siddende borgmester i Danmarkshistorien, men vel også en af de mest markante, provokerende og populære kommunale skikkelser nogensinde.

Det er heller ikke en overdrivelse, hvis man siger, at Kjeld insisterede på at gøre tingende på sin egen måde

Kontroversiel er vel nok også et mærkat man kunne sætte på den tidligere Brøndbyborgmester. Uanset om man kunne lide ham eller ej. Det er heller ikke en overdrivelse, hvis man siger, at Kjeld insisterede på at gøre tingene på sin egen måde. Uanset om andre var uenige og uanset om formalia lagde op til en anden og mere kompliceret proces. Bogen beskriver derfor også, hvordan Kjeld flere gange bevæger sig på kanten af lovgivningen. Uddelegering af ansvar og demokratisk inddragelse fyldte ikke meget i hans bevidsthed, og decideret rundkredspædagogik var der således ikke tale om i Brøndby Kommune.


Formet af den konkrete virkelighed

Hvis man leder efter et ideologisk kampskrift eller en teoretisk manual på socialdemokratisk politik, så finder man ikke svaret i biografien om Kjelds Rasmussen. Vi taler om en mand, som ikke gjorde sig mange abstrakte tanker vedrørende ideologi og diverse ismer. Som ung mand på Nørrebro i 1940’erne og i protest mod samarbejdspolitikken kredsede han dog indledningsvist om kommunismen. Senere, og med udgangspunkt i den almene boligbevægelse, blev det dog i højere grad den konkrete virkelighed i den ”nye” kommune som formede hans virke.

Bogen om Kjeld beskriver en mand, som gik op i busruter, musiktilbud og hund i deres lejlighed

Bogen om Kjeld beskriver en mand, som gik op i busruter, musiktilbud til de lokale teenagere og om, hvorvidt borgerne måtte have en hund i deres lejlighed eller ej. Ikke ligefrem emner, som normalt anses som storpolitik, men til gengæld noget der betød, og betyder, meget for de berømte, almindelige mennesker som bebor den københavnske vestegn. Og måske er der derfor alligevel inspiration at hente for nuværende og kommende politikere. Den nære hverdag var vigtigere end teori og resolutioner. Som bogens forfatter skriver: ”For flertallet af borgerne i Brøndby Kommune var den politiske ideologi ligegyldig. Fuldstændig ligegyldig. De borgere der stemte på byens borgmester, gjorde det, fordi de kunne lide ham, og fordi han fik tingene gjort”. Og det må man sige de gjorde, altså stemte på ham. Ellers kunne han nok ikke blive bragende genvalgt så mange gange og så stensikkert, som han gjorde. Og ellers kunne han heller ikke været fortsat 1, 2 eller 3 flere valg end hans politiske venner, fjender og ikke mindst kone, troede var planen.

 

Danmarks højeste flagstang skulle stå i Brøndby!

Noget af det mest spændende ved at læse biografien om Kjeld Rasmussen er forståelsen af en, mildest talt, sammensat personlighed. Kjeld var ikke typisk det ene eller andet. Han kunne ikke sættes i bås. Han var for eksempel større royalist end langt de fleste nuværende konservative. Hvilket blandt andet også er derfor han insisterede på, at Danmarks højeste flagstang blev placeret i Brøndby. Som gave til Dronning Margrethe på hendes 50-års fødselsdag naturligvis og som signal om, at man ikke var mindre fin i Brøndby end i København og rigmandskommunerne mod nord. Han var samtidig socialt indigneret og ikke bleg for at angribe andre kommuner, der modsat Brøndby ikke løftede et socialt ansvar.

 

Kjeld Rasmussen var manden der råbte op og skældte ud på Socialdemokratiets ledelse i 1980’erne og 90’erne

Et andet område, hvor det også kommer til udtryk er debatten om flygtninge, indvandrere og integration. På den ene side var Kjeld Rasmussen manden der råbte op og skældte ud på Socialdemokratiets ledelse i 1980’erne og 90’erne. Han deler således skæbne med tidligere amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen og Ishøjs tidligere borgmester Per Madsen. Indledningsvist betragtet som afsporet og yderligtgående af Svend Auken og den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg. Efterfølgende forsøgt imødekommet af en presset Poul Nyrup, der i sine afsluttende år prøvede at reagere. Men for sent. Og med Mette Frederiksen i spidsen omfavnet og ophøjet til den ægte, socialdemokratisk stemme fra folkedybet.

På fornavn med indbyggerne

Hans retorik når det gjaldt ”de fremmede” var kontant, grænsende til at være for meget af det gode. Han gav ikke meget for kulturelle særhensyn og manglende krav til nye borgere. Han var en af de første, der gjorde opmærksom på, at gæste- og fremmedarbejdere risikerede at medføre løntryk og pres på sociale ydelser. På den anden side beretter bogen også om en borgmester, der personligt hjalp hundredvis af flygtninge og indvandrere med at finde bopæl og føle sig hjemme. Det er heller ikke tilfældigt, at det første muslimske begravelsessted i Danmark blev lagt i Brøndby, hvilket Kjeld var ganske stolt af. Sidstnævnte medførte i øvrigt, at højreorienterede tosser smadrede vinduer i hans private hjem.

Det er heller ikke tilfældigt, at det første muslimske begravelsessted i Danmark blev lagt i Brøndby, hvilket Kjeld var ganske stolt af

Kjeld var på fornavn med de fleste indbyggere i sin kommune. Han vidste alt blev nemmere, hvis man var på talefod med borgerne. Men når det kom til det politiske arbejde, var det ikke ligefrem gode venner han efterspurgte eller opnåede i hobetal. Og godt for det. Ifølge hans egne ord opnår man ikke resultater ved en konfliktsky proces, hvor alle hensyn imødekommes. Som han er citeret i bogen ”Der vil altid være nogle, der synes, jeg er et dumt svin. Det skal der være. Derfor må der som sagt ikke stå på mit gravsted, at ”han havde kun venner”, for så har jeg sgu ikke gjort nok ved det.”

Jeg mangler at få mere at vide om, hvordan de politiske beslutninger påvirkede kommunen og dens borgere. Brøndby kommune var, og er, et sted med sociale udfordringer.

Som det måske fremgår, er jeg egentlig ganske tilfreds med biografien om Kjeld Rasmussen. Den giver god indsigt i en spraglet politisk personlighed og godt med sjove anekdoter. Men jeg mangler at få mere at vide om, hvordan de politiske beslutninger påvirkede kommunen og dens borgere. Brøndby kommune var, og er, et sted med sociale udfordringer. Mange indbyggere har forholdsvis korte uddannelser og lave indkomster. Hvad betød borgmesteren for deres liv? Hvordan ændrede livet sig for eksempel for borgerne i Brøndby Strand? Sidstnævnte er f.eks. både eksemplet på fejlslagen byplanlægning og et eksempel på, at lokalpolitikerne kan gøre noget for at rette op bringe områderne ind i det moderne Danmark. Selvom biografien handler om Kjeld Rasmussen er det interessante jo den forskel, han gjorde for andre mennesker.

Mere end en fodboldklub

Udover kommunen og dens borgmester, handler bogen om Kjeld naturligvis også om Brøndby IF. Som stifter og tidligere formand er Kjeld Rasmussen knyttet til klubben, som ingen anden. Selvom han ikke selv gik meget op i fodbold (han var tidligere håndboldspiller på højt niveau), så borgmesteren potentialet i den lille amatørklub uden egentlig stadion. Med mit blågule hjerte in mente tillader jeg mig derfor at slutte denne anmeldelse med Henrik Madsens beskrivelse af Kjeld Rasmussens (med)skaberværk.

Det blev kommunens ubetinget største sociale samlingssted

”På den måde blev BIF mere end en fodboldklub. Det blev kommunens ubetinget største sociale samlingssted, og det blev samtidig til den fantastiske, næsten eventyrlige og sympatiske fortælling om den lille klub med det store sociale ansvar”. Anmeldelse: ”Kjeld – Borgmesteren, der skabte Brøndby” (2016) af Henrik Madsen  


Flere artikler om emnet

Annonce