Derfor bør Socialdemokratiet sige nej til Folketingets præst

Beslutningen om at knytte en præst til Folketinget kan ved første øjekast ligne en uskyldig ordning. Politikere og ansatte på Christiansborg arbejder under pres. Nogle kan have brug for en fortrolig samtale. Det er der intet forkert i.

Ordningen er næppe dramatisk i sin daglige funktion. Kritikken handler derfor ikke om, hvad den enkelte præst måtte gøre. 

Den handler om, hvad det betyder, at Folketinget som institution vælger folkekirken som ramme for fortrolighed, omsorg og fællesskab netop nu.

Det er forskellen på et privat valg og et politisk signal. Den enkelte politiker kan allerede tale med en præst, gå i kirke eller søge anden fortrolig rådgivning. 

Det nye er, at Folketinget selv får en præst knyttet til sig. Dermed bliver en folkekirkelig funktion en del af Folketingets symbolske orden.

Det sker i en tid præget af krig i Europa, oprustning, beredskab og en stadig stærkere tale om national sammenhængskraft. 

Derfor bør initiativet ikke kun vurderes som en praktisk ordning, men som et symbolsk udtryk for den nationale samlingspolitik, der følger med den nye sikkerhedspolitiske linje.

Når Folketinget knytter en folkekirkelig præst til sig, styrkes en bestemt forestilling om nationen

Man kan spørge, om det er værd at bruge kræfter på så lille en ordning. Ja, fordi politiske symboler er med til at forme, hvad der opfattes som naturligt. 

I en tid hvor national samling bliver et mantra, er det afgørende at fastholde, at politik ikke kun handler om ånd og sammenhold, men også om magt, interesser og fordeling.

Når sikkerhedspolitikken flytter ind i hele samfundet

I dag handler sikkerhedspolitik ikke længere kun om militær. Den handler også om samfundssikkerhed, civil robusthed, kritisk infrastruktur, forsvarsvilje, arbejdsmarked, kultur og befolkningens indstilling. 

Når sikkerhedspolitikken flytter ind i hele samfundet, bliver spørgsmålet ikke kun, hvilke våben staten skal have. Det bliver også, hvilket “vi” staten vil samle befolkningen omkring.

Det er i den sammenhæng, folkekirken kan få politisk betydning. Ikke fordi tro er et problem, men fordi der er forskel på kirken som rum for mennesker og folkekirken som institution i statens politiske centrum. 

Læs også:Folkekirken er dansk, men kristendommen er det ikke

Når Folketinget knytter en folkekirkelig præst til sig, styrkes en bestemt forestilling om nationen: ikke som ramme om politiske konflikter, men som et fællesskab, der skal samles.

Det lyder uskyldigt. Men det er ikke neutralt. For når nationen fremstilles sådan, træder samfundets reelle konflikter lettere i baggrunden. 

Politik kommer til at handle mindre om klasse, arbejde, velfærd, rettigheder, ulighed og magt - og mere om sammenhold, fælles værdier og moralsk beredskab.

Det er den ideologiske forskydning: Staten fremstiller sig som hele folkets samlende udtryk, selv om samfundet fortsat er præget af modsatrettede interesser. 

Lønmodtagere og arbejdsgivere, milliardærer og kontanthjælpsmodtagere, dem, der betaler for oprustningen, og dem, der tjener på den, står ikke samme sted.

Folkekirken har allerede en særlig stilling i staten

Når landet skal stå sammen, bliver det vanskeligere at insistere på disse modsætninger. Konflikt kan fremstilles som splittelse, mens krav om velfærd, løn, arbejdstid og rettigheder kan gøres til uansvarlige særinteresser over for nationens større behov. 

Den nationale samlingspolitik afskaffer ikke klassemodsætningerne. Den gør dem blot mindre synlige - og mindre legitime.

Når fællesskabet får grænser

National samlingspolitik har også en anden side. Når staten taler om et fælles “vi”, opstår spørgsmålet om, hvem der uden videre regnes med - og hvem, der først skal bevise, at de hører til.

Præsteordningen skaber ikke dette problem, men den får betydning i en politisk kontekst, hvor nationen i stigende grad fremstilles som et værdimæssigt, kulturelt og åndeligt fællesskab.

Folkekirken har allerede en særlig stilling i staten. Det nye er, at en folkekirkelig funktion nu får plads i Folketingets eget institutionelle rum. Dermed understreges det, at det kristne kulturgrundlag hører naturligt med til nationens selvforståelse.

Faglig organisering bygger ikke på enshed eller fælles værdier

Det signal gives på et tidspunkt, hvor muslimer ofte fremstilles som et problem for nationens sammenhængskraft snarere end som konkrete borgere med forskellige liv, arbejdsforhold og klassepositioner. Sociale konflikter oversættes dermed til spørgsmål om kultur, loyalitet og tilpasning.

Og netop dette er farligt for fagbevægelsen og for en socialdemokratisk tradition. Arbejderbevægelsens styrke har altid været, at den kan organisere mennesker på tværs af religion, kultur og etnicitet ud fra deres fælles placering som lønmodtagere, lejere og borgere med fælles materielle interesser.

Læs også:Opfordring til folkekirken: Sig undskyld til palæstinenserne

Faglig organisering bygger ikke på enshed eller fælles værdier, men på praktisk solidaritet over for arbejdsgivernes magt. Den gør ikke fællesskab afhængigt af danskhed, men konkret: løn, arbejdsmiljø, arbejdstid, tryghed og respekt.

Hvis politik i stedet organiseres omkring nationens åndelige og kulturelle enhed, svækkes klassefællesskabet. Lønmodtageren bliver først og fremmest dansker. Muslimen bliver først og fremmest integrationsproblem. Social konflikt bliver til kamp om loyalitet, værdier og tilhørsforhold.

Socialdemokratiet bør sige nej

Derfor er det særlig problematisk, når initiativet kommer fra en socialdemokratisk minister. Ikke fordi socialdemokrater ikke må være kristne. Selvfølgelig må de det. 

Men fordi Socialdemokratiets idéarv netop har handlet om at flytte politikken væk fra konge, kirke, stand og national ophøjelse - og over mod oplysning, demokrati, arbejdernes organisering og konkrete materielle levevilkår.

Det var ikke et opgør med menneskers tro

Arbejderbevægelsen opstod ikke for at give staten en dybere ånd. Den opstod, fordi arbejdere havde brug for magt over deres egne liv. 

Den byggede fagforeninger, partier, oplysningsforbund og kooperative virksomheder. Den gjorde politik jordnær: Hvem ejer? Hvem arbejder? Hvem bestemmer? Hvem betaler? Hvem har rettigheder? Hvem har magt?

Det var ikke et opgør med menneskers tro. Det var et opgør med, at gud, konge og fædreland skulle stå over den sociale konflikt og definere fællesskabets præmisser på forhånd.

Netop derfor er Folketingets præst ikke en bagatel. 

Læs også:Ida Auken om islamisk valgguide: “De ønsker at ødelægge demokratiet”

Ikke fordi ordningen i sig selv forandrer Folketingets karakter, men fordi den passer ind i en større kursændring: fra arbejderbevægelsens sekulære, sociale og demokratiske projekt til en national samlingspolitik, hvor stat, kirke og nation bindes tættere sammen.

Danmark er ikke et strengt sekulært land, og Folketinget har allerede en historisk relation til folkekirken. Netop derfor bør man være varsom med at give folkekirken en ny rolle i statens øverste politiske rum.

Det bør Socialdemokratiet sige nej til.

I en tid med krig og oprustning har Folketinget ikke brug for flere institutionelle symboler på national samling. Det har brug for politikere, der tør fastholde, at demokratiet også lever af synlige konflikter om magt, interesser og fordeling.