Annonce

Derfor er Frederiksen danskernes foretrukne statsminister

Mens Lars Løkke har fumlet rundt med et særdeles besværligt bagland, så har Mette Frederiksen fået skabt en fortælling, der vækker genklang i befolkningen. Netavisen Pio giver 5 bud på Frederiksens styrke.
Mette Frederiksen er danskernes foretrukne statsministerkandidat. I meningsmåling scorer den socialdemokratiske partiformand markant højere end statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det har været billedet lige siden sommeren 2015, hvor Løkke rykkede ind i Statsministeriet, mens Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet.

I den seneste måling fra Norstat for Altinget, hvor et bredt udsnit af danskerne er blevet spurgt ”Hvis der var valg i morgen, hvem ville du så foretrække som Danmarks statsminister?", svarede 35 procent Frederiksen, mens kun 20 procent pegede på Løkke. Ser man på udviklingen siden sommeren 2015, er afstanden kun blevet større i Frederiksens favør. Samtidig er støtten til en anden kandidat - som eksempelvis kan dække over Kristian Thulesen Dahl - dykket markant.

foretrunke statsminister
Kilde: Norstat for Altinget

Udover at Mette Frederiksens popularitet er markant højere end tilsvarende for Lars Løkke, så har hun også bidraget til at Socialdemokratiet ligger stabilt på 28 procent i meningsmålingerne, mens den samlede røde blok tilsvarende er placeret på en stabil føring på 52 procent.
Netavisen Pio giver her fem bud på, hvorfor Mette Frederiksen netop nu står så stærkt i målingerne.

1. Socialdemokratiet har leveret politiske resultater
Mette Frederiksen gjorde det fra starten klart, at hun ikke vil bruge oppositionsrollen til at drille regeringen og tage billige point hjem, men i stedet til at arbejde for politiske løsninger. Det handler ikke om at score billige, men sikre langsigtede løsninger, hvilket vælgerne synes at belønne hende for. Det har blandt andet ført til en dagpengeaftale, der betyder, at færre fremover mister dagpengeretten, en aftale om PSO-ordningen, der redede de kystnære havvindmøller og et politiforlig, hvor det lykkedes at friholde erhvervsuddannelserne for den blå bloks omprioriteringsbidrag. Nogle af aftalerne har givet kritik fra venstrefløjen – senest i forbindelse med uddannelsesloftet – men det samlede indtryk er, at Socialdemokratiet står for en ansvarlig og troværdig linje.

2. Socialdemokratiet har skabt en overbevisende fortælling
Mens Løkke har rodet rundt med topskat og pensionsalder, har måttet udskyde forhandlinger og omdannet sin regering bare for at fastholde posten som statsminister, så har Mette Frederiksen brugt tiden på at formulere og gentage en økonomisk politik: Der er gennemført tilstrækkeligt arbejdsmarkedsreformer, nu skal fokus være på opkvalificering, styrkelse af produktiviteten i erhvervslivet og på at prioritere det økonomiske råderum, der allerede er skabt gennem reformerne. Den linje har dobbelt klangbund og falder i jord hos både ledende økonomer og ufaglærte arbejdere.

3. Flertal af danskerne ønsker ikke Løkkes politik
Meningsmåling efter meningsmåling har vist, at et stort flertal af danskerne ikke ønsker de reformer, som er selve grundstenen i Løkkes økonomiske politik. Det drejer sig om lavere topskat, lavere SU og højere pensionsalder. Selv blandt de blå vælgere er der modstand mod flere af tiltagene. For en regering, der har gjort det til et centralt politisk projekt at øge arbejdsudbuddet, er det selvsagt et stort nederlag. Dermed er Løkke altså på kant med danskerne på et af de helt afgørende områder i den økonomiske debat.

4. Socialdemokratiet har skabt troværdighed om udlændingepolitikken
Udlændingedebatten har fyldt meget siden 2015-valget, og det er også her, Frederiksen for alvor er lykkedes med at sætte sit eget aftryk på Socialdemokratiet. Hvor indtrykket tidligere har været, at Socialdemokratiets opbakning til udlændingestramninger først og fremmest var taktisk betonet, og derfor hverken appellerede til ”slappere” eller ”strammere”, så er det lykkedes Frederiksen at skabe en fortælling om udlændingepolitikken, som er bundet op på forsvaret for velfærdsstaten og som derfor både indeholder en kant til højre- og venstrefløjen.

5. Frederiksen er en mest troværdige politiker
Uanset om man kan lide det eller ej, så handler politik også om personer. Og når det kommer til at vurdere troværdigheden hos henholdsvis Frederiksen og Løkke, så er vælgerne ikke i tvivl: Mette Frederiksen rydder suverænt bordet i meningsmåling efter meningsmåling, mens Løkke fumler rundt langt nede af listen. Samtidig kæmper både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl stadig med efterdønningerne efter en række dårlige og skandalelignende sager, som har skadet deres troværdighed i vælgernes øjne.


Flere artikler om emnet