Derfor kan kædeansvar lade sig gøre nu

Kædeansvar har længe levet en omtumlet tilværelse i EU-retten. Derfor kunne den socialdemokratiske regering ikke indføre det. Men EU-domstolen har siden skiftet mening.
På baggrund af TV2-afsløringer om illegal arbejdskraft, foreslår Socialdemokratiets ordfører for social dumping, Mattias Tesfaye, et kædeansvar. Altså at hvis en virksomheds underleverandør ikke overholder lovgivning eller arbejdsklausuler, kan kravet gøres gældende over for den virksomhed, der har hyret underleverandøren. Det skal ske for at undgå, at overenskomstforhold og lovgivning kan omgås ved at hyre underleverandører.

Juridisk er der dog visse udfordringer med et kædeansvar – særligt på baggrund af de fri bevægeligheder og det krav om ikke-diskrimination mod udenlandske personer og virksomheder, der er fundamental for EU-retten.

Diskrimination er forbudt
I EU-retten skelner man mellem direkte og indirekte diskrimination. Den direkte diskrimination er relativt overskuelig. Det dækker over, at man i lovgivningen udelukker borgere fra andre EU-lande fra bestemte rettigheder. Det må et medlemsland kun, hvis der står i EU-traktaten at man har lov til det. Et eksempel på direkte diskrimination er den såkaldte sommerhusregel, vi har i Danmark. Efter sommerhusreglen må EU-borgere (som udgangspunkt) ikke købe sommerhus i Danmark. Det må kun danske statsborgere. Det har vi lov til, fordi det er indskrevet i EU-traktaten, at det har Danmark lov til.

Indirekte diskrimination er straks en mere besværlig sag. Indirekte diskrimination er alle slags særlige regler, der gør, at en borger eller virksomhed fra et andet medlemsland behandles dårligere end landets egne borgere eller virksomheder. Det er her, EU-domstolen i en årrække har kastet et kritisk blik på kollektive overenskomster. Hvis en udenlandsk virksomhed skal give en højere løn til deres medarbejdere, hvis de skal løse opgaver i Danmark, kan det ifølge EU-domstolen fjerne en konkurrencefordel for udenlandske virksomheder og dermed indskrænke den fri bevægelighed.

Og alligevel ikke helt forbudt
En sådan indirekte diskrimination er – ligesom direkte diskrimination – i udgangspunktet ikke tilladt. Det kræver dog ikke – som med den direkte diskrimination – traktathjemmel, hvis indirekte diskrimination skal være forenelig med EU-retten. Det kræver i stedet, at diskriminationen forfølger et ”legitimt formål”, at diskriminationen er egnet til at sikre det legitime formål, og at det ikke er et uproportionalt hårdt indgreb.

Et legitimt formål for at lave foranstaltninger, der begrænser den fri bevægelighed kan blandt andet være sikring af miljø eller af befolkningens sundhed. EU-domstolen har dog ad flere omgange fastslået, at sikring af lønmodtagerrettigheder også er et legitimt formål, der efter omstændighederne kan berettige indirekte diskrimination.

Så langt, så godt. Kort sagt er retstilstanden den, at særlige nationale krav om lønforhold ved offentlige udbud er en hindring af den fri bevægelighed. Men man må det efter omstændighederne godt, hvis det handler om at beskytte lønmodtagerrettigheder.

Ugennemskuelige overenskomster
Problemet – og her bliver det lidt kringlet – er spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsklausuler er proportionale. Her har EU-domstolen været noget mindre medgørlig. I eksempelvis Rüffert-dommen og i den i Danmark mere omtalte (men juridisk mindre betydningsfulde) Laval-dom mente EU-domstolen, at et krav om overenskomster ikke var proportionalt, fordi overenskomster – særligt lokalaftaler – var svært gennemskuelige for underentreprenører, der derfor havde svært ved at udføre i andre medlemslande. Samtidig mente EU-domstolen ikke, at kollektive (branche)overenskomster kunne sidestilles med en mindsteløn, der er gennemført ved lov, fordi de ikke gælder generelt, men kun i en enkelt branche.

Den daværende socialdemokratiske regering mente, at de arbejdsklausuler, der har været på statslige byggerier siden 1966, og som bliver brugt i 90 procent af landets kommuner fortsat var forenelige med EU-retten. Til gengæld vurderede embedsmændene, at et generelt krav om kædeansvar var i strid med EU-retten på baggrund af især Rüffert-dommen, hvor en tysk arbejdsklausul var blevet underkendt af EU-domstolen.

Eller sagt mere direkte: Myndighedernes opfattelse var, at de med arbejdsklausuler ved offentlige udbud var nået helt til grænsen af, hvad EU-domstolen kunne acceptere, og at et kædeansvar ville være dråben, der fik glasset til at flyde over – og kunne medføre en dom over Danmark.

RegioPost – sagen der ændrede det hele
I 2015 sker der dog noget. I den såkaldte RegioPost-sag beder en tysk domstol om EU-domstolen om at komme med en såkaldt præjudiciel afgørelse om lovligheden af en tysk arbejdsklausul med kædeansvar. En præjudiciel afgørelse betyder, at en national domstol, der er i tvivl om, hvordan EU-regler skal fortolkes, kan spørge EU-domstolen til råds. Herefter tager EU-domstolen stilling til de EU-retlige aspekter i sagen, og så dømmer den nationale domstol på baggrund af domstolens udtalelser.

RegioPost-sagen drejede sig om et offentligt udbud af nogle postruter i en by i den sydvesttyske delstat Rheinland-Pfalz. For at byde ind på opgaven, skulle udbudsgiverne underskrive en erklæring om, at de ville dokumentere, at deres underleverandører blev lønnede i henhold til nogle nærmere bestemte standarder for tyske postarbejdere, og udbudsgiveren skulle dokumentere, at underleverandørerne var blevet betalt en ordentlig løn. Det nægtede selskabet RegioPost, og derfor blev deres tilbud afvist. De anlagde derefter sag an ved domstolene.

Sagen blev det endegyldige juridiske slagsmål om lovligheden af kædeansvar, og den tyske regering gik ind i sagen for at forsvare arbejdsklausuler og kædeansvar. I en række af de EU-lande, hvor man også bruger arbejdsklausuler, gik regeringerne også ind i sagen på tyskernes side. Det var lande som Østrig, Italien – og Danmark.

Thi kendes for EU-ret
RegioPost-sagen var dels interessant, fordi den anlagde en mere lempelig fortolkning af, hvornår arbejdsklausuler var proportionale. I praksis havde den del ikke den store betydning for Danmark, udover at den fastslog, at arbejdsklausuler i Danmark er foreneligt med EU’s fri bevægelighed.

Afgørende var til gengæld domstolens betragtninger om kædeansvar. Af præmis 88 i RegioPost-dommen fremgår det nemlig, at kædeansvar er i overensstemmelse med EU-retten, hvis arbejdsklausulen er det. Eller sagt med andre ord: Hvis man kan stille krav til en leverandør, kan man også stille krav til, at leverandørens underleverandører efterlever de samme krav.

RegioPost-dommen ændrede således væsentligt på den danske vurdering af, om man kunne indføre kædeansvar.

Hvor kædeansvar under den socialdemokratiske regering blev vurderet til at være i strid med EU-retten, er situationen altså nu en anden: EU-domstolen har med andre ord endeligt givet grønt lys for et kædeansvar.

Spørgsmålet er nu, om den danske regering er klar til at gribe muligheden?

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook