Derfor skrider de fra partierne

”Det bliver nok mere og mere sandsynligt fremover, når vi får opbrudstider, at politikere så løsriver sig fra partierne, fordi muligheden er der,” lyder det om de mange løsgængere
Der var en, der var to, der var tre... Med det nu tidligere radikale folketingsmedlem Jens Rohdes beslutning om at blive løsgænger er der efterhånden syv af slagsen i Folketinget og dermed en tangering af den hidtidige rekord fra valgperioderne 1998-2001 og i 2007-2011. Og vælger Inger Støjberg (V) – der som bekendt er i gang med lige at ”vende skråen” – at forlade Venstre, vil der derfor blive sat rekord.

Hvilket ikke er en tilfældighed, mener Helene Helboe Pedersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Altså de mange løsgængere.

Helene Helboe Pedersen, der har analyseret partiskift i Folketinget i perioden 1953-2020, henviser til, at skiftene – eller udmeldelserne – som oftest ikke blot skyldes, at prominente politikere taber magtkampe i partierne, men at der også er opbrud og en kamp om den politiske linje i partierne. Som da Ny Alliance blev stiftet i 2007 – og siden omdannet og omdøbt – og under uroen efter kritikken af topstyringen i Dansk Folkeparti i 2000.

I dag nævner professoren diskussionen om #MeToo- og identitetspolitik, klima- og miljødebatten samt udlændingepolitikken. Nok har partierne nemlig anno 2021 fundet deres positioner i udlændingepolitikken, men Socialdemokratiets nye position gør, at de andre partier er nødt til også at positionere sig i forhold til regeringen. Og hvad skal denne position være?

Hvem der egentlig har kontrollen

 

”Der er stadig tale om en brydningstid på den måde, at partierne skal tage stilling til nogle emner, hvor de ikke har kunnet blive enige, hvilket i flere har tilfælde ført til uklarhed om, hvem der egentlig har kontrollen med partiet,” siger Helene Helboe Pedersen til Netavisen Pio.

”Og i de opgør om magten bliver nogle altid skuffede og er så mere tilbøjelige til at gå.”

Bedt om at gå

Udover Jens Rohde er de andre løsgængere Orla Østerby fra De Konservative, Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance og de tre afhoppere fra Alternativet; Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique. Og så er det selvfølgelig ikke mindst tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre.

”Der er flere forskellige forklaringer på, at folkevalgte bliver løsgængere,” siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, til Netavisen Pio.

”Utilfredshed med partiets politik eller andre beslutninger kan være en af forklaringerne. Det kan betyde, at løsgænger-status er en mellemstation til at skifte parti eller stifte et nyt. Andre synes snarere at være blevet bedt om at gå på grund af uenigheder.”

Senest har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, således gjort det klart, at Inger Støjberg for partiets skyld snart må fortælle, om hun bliver – eller går.

Der må komme et svar

 

“Nu synes jeg efterhånden, der må komme et svar,” lød det fra Jakob Ellemann-Jensen efter Venstres ekstraordinære landsmøde.

”Nu tror jeg, mediemæssigt at den har fået, hvad den kan trække."

Løkke-partiet

Det er stadig er uvist, om Lars Løkke Rasmussen vil omdanne sit politiske netværk til et parti, men lige nu arbejder han på at få skabt en egentlig organisation omkring netværket, så det kan ”professionaliseres”.

”Det er simpelthen en forudsætning for at kunne skabe en ordentlig ramme om den politiske debat, som efterspørges af så mange,” skriver den tidligere statsminister på Facebook.  

placeholder

Senest har en meningsmåling vist, at mere end hver ottende vælger vil overveje at stemme på et Løkke-parti.

Simon Emil-partiet

Til gengæld har Simon Emil Ammitzbøll-Bille – som flere gange har været løsgænger – mere end antydet, at med nedlæggelsen af partiet Fremad er det definitivt slut. Eller han er i hvert fald ”tættere på udgangen end på indgangen” til Christianborg.

placeholder

Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev første gang valgt til Folketinget som medlem af Det Radikale Venstre. Et parti, han forlod i 2008 for året efter at stifte partiet Borgerligt Centrum.

Borgerligt Centrum formåede dog aldrig at indsamlede de nødvendige vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget og i 2009, og kun et halvt år efter stiftelsen af partiet meldte Simon Emil Ammitzbøll-Bille sig ind i Liberal Alliance.

Ved folketingsvalget i 2019 tabte Liberal Alliance dog ni af sine hidtidige 13 mandater, og partiformanden, Anders Samuelsen, mistede sit folketingsmandat. Anders Samuelsen gik af som formand og pegede på Ammitzbøll-Bille som sin efterfølger.

Men det var der ikke opbakning til i Liberal Alliance, og i stedet blev den nyvalgte Alex Vanopslagh ny formand, og få måneder senere forlod Simon Emil Ammitzbøll-Bille så partiet.

I stedet stiftede Simon Emil Amitzbøll-Bille Fremad sammen med Christina Egelund, der var tidligere gruppeformand i Liberal Alliance.

Trend eller ikke trend

”Det er blevet lettere at være individuel politiker,” forklarer Helene Helboe Pedersen i dag.

”Vælgerne er ikke længere så knyttede til bestemte partier, og dermed er de også mere villige til at følge en politisk leder, som de finder attraktiv og spændende. Og derudover gør den teknologiske udvikling det muligt hurtigere og billigere at nå ud til flere vælgere. Men det andet, uenighed om den politiske linje og opbrud i partiet, er nok stadig forudsætningen for, at en politiker går og bruger de teknologiske muligheder. Så det bliver nok mere og mere sandsynligt fremover, når vi får opbrudstider, at politikere så løsriver sig fra partierne, fordi muligheden er der.”

Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er dog mindre tilbøjelig til at se en tendens i de syv løsgængere.

Der er mange lige nu

 

”Ja, der er mange lige nu, men forklaringen har jo forskellig rod for hver især, så jeg tror ikke, at det er nogen generel trend, vi vil se fremadrettet,” siger Kasper Møller Hansen til Netavisen Pio.

Pegede på Bent Stuckert

Ifølge grundloven er folketingsmedlemmerne kun ”bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, og siden slutningen af 1940’erne har omkring 60 medlemmer benyttet sig af muligheden for at blive løsgænger, hvoraf halvdelen har fortsat på den måde indtil det kommende folketingsvalg, imens den anden halvdel er skiftet til et andet parti.

John Christmas Møller trådte i 1947 ud af Det Konservative Folkeparti og blev dermed den første løsgænger, som Folketinget officielt har registreret.

I 1994 blev komikeren Jakob Haugaard valgt som blot en af to løsgængere, der nogensinde er blevet valgt ind som sådan.

Jakob Haugaard havde på forhånd peget på DR’s journalist Bent Stuckert som statsminister (”Han er god til at dele sol og vind lige,” lød argument), men endte i 1997 med at sikre flertal for Nyrup-regeringens finanslov.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce