Velfærdstilbud, indkøbsmuligheder og busforbindelser forsvinder. Lave lønninger, usikre ansættelser, frygten for social deroute og udsigten til en pensionisttilværelse i fattigdom. En følelse af, at indvandrere og flygtninge bliver favoriseret, mens man selv er blevet glemt af politikerne, og udviklingen suser forbi én.

Det er de største problemer og bekymringer, som borgerne har i de områder, hvor allerflest stemmer på de højrepopulistiske partier. I hvert fald i Tyskland og Frankrig. Det viser et nyt tysk-fransk studie, der har gennemført 500 samtaler med indbyggerne i tolv fattige by- og landområder med høj arbejdsløshed, og hvor en stor del af vælgerne samtidig har stemt på Alternative für Deutschland eller Front National.

Studiet bærer navnet ”Rückkehr zu den Verlassenen”, tilbagevenden til de efterladte, og er gennemført af den venstreorienterede tænketank Das Progressive Zentrum. Studiet er den første af sin slags, der netop spørger borgerne ind til deres egne bekymringer og håb. Det er ikke en vælgerundersøgelse, da studiet ikke kun har spurgt dem, der vil stemme på højrepopulisterne. Men studiet kan give en ide om, hvorfor så mange har vendt de etablerede partier ryggen.

De finansielle udgifter til udlændinge afholdes simpelthen af tyskerne. Jeg er ikke fremmedfjendsk, men de bliver simpelthen bare bedre finansieret

Det er ikke islamisering, EU-modstand, generel mediekritik eller et fokus på national identitet, der er årsagen, som mange ellers har gået og gættet på. Nej, der er tale om langt mere sociale årsager. Studiet peger på tre områder:

1) Indvandrere og flygtninge favoriseres, mens vi andre bliver glemt
De mange samtaler med tyskere og franskmænd peger på, at mange føler sig nedvurderet og glemt af politikerne, mens indvandrere og flygtninge tilbydes bolig og sociale ydelser i ét væk. Politikernes ligegyldighed og ringeagt over for én selv og ens smuldrende livsmuligheder medfører en ringeagt over for dem udefra, som tværtimod bliver tilgodeset, påstås det i studiet.

”De finansielle udgifter til udlændinge afholdes simpelthen af tyskerne. Jeg er ikke fremmedfjendsk, men de bliver simpelthen bare bedre finansieret,” siger en 76-årig kvinde, der bor i Eisenhüttenstadt lige ved den polske grænse. ”Migranterne bliver favoriseret – især når det gælder boliger og sociale ydelser,” lyder det fra en mand på 68 år i det nordlige Frankrig. Tyskerne og franskmændene bliver altså forfordelt i ordets oprindelige betydning, mener de to i studiet.

Jeg har tjent den samme løn i 15 år, men alt bliver dyrere

2) Politikerne ignorerer vores dagligdagsproblemer, dårlige løn og usikre jobs
De adspurgte i undersøgelsen fremhæver, at deres løn eksempelvis ikke slår til, men at politikerne ignorerer problemet. I stedet for at bekymre sig om de hjemlige hverdagsproblemer for den gennemsnitlige tyske arbejder, er politikerne for meget optaget af udenrigspolitiske temaer. Samtidig er politikerne præget så meget af lobbyisme og virksomhedsinteresser, at der ikke føres en politik, der tjener folket.

”Det er mit største problem, at jeg mangler penge, selvom jeg arbejder fuld tid. Også mange af mine veninder er enlige forsørgere – det er ikke til at holde ud. Skolen er lige startet igen – fire hæfter koster 20 euro! Jeg har tjent den samme løn i 15 år, men alt bliver dyrere,” fortæller en 39-årig kvinde fra en forstad til storbyen Duisburg uden for det industritunge Ruhr-distrikt i det vestlige Tyskland. Hun siger også:

”Jeg er bange for, at jeg er fattig, når jeg bliver gammel. Jeg går på arbejde hver dag, og jeg ved, at jeg ikke længere vil kunne betale min husleje, og at jeg vil stå på bistandskontoret, selvom jeg har ydet alt, hvad jeg kunne.”

Der er kun tre butikker i området, og det er simpelthen umuligt for ældre mennesker at komme dertil. Man bliver bange for at blive gammel

Blandt franskmændene i undersøgelsen er det privatøkonomiske vanskeligheder, der tynger, herunder husleje, skat og pension, mens tyskernes største dagligproblemer er den mangelfulde lokale infrastruktur og velfærd. Arbejdsløshed blandt franskmændene kommer dernæst, og blandt tyskerne er det deres arbejdsvilkår. Det indebærer stress, usikre ansættelsesvilkår gennem eksempelvis vikariater, dårlig balance mellem familie- og arbejdsliv, og en løn, der ikke er til at leve af, præcis som kvinden herover antyder.

3) Centralisering af velfærdstilbud og infrastruktur gør, at vi føler os hægtet af
Borgerne i landdistrikter, forstæder og småbyer oplever i stor stil, at deres lokale, sociale infrastruktur lukker ned eller er utilstrækkelig. Vi taler om lokale sundhedstilbud, skoler og daginstitutioner, men også om busafgangene, der bliver færre og færre, indkøbsmuligheder, der lukker, og den lokale postkasse, der hives op af jorden. Her er det vigtigt at huske, at Tyskland er et langt mindre digitaliseret samfund end Danmark, og brevposten stadig fylder meget – især for den ældre generation.

”Der er kun store, centrale supermarkeder tilbage, som ligger langt væk. Der er kun tre butikker i området, og det er simpelthen umuligt for ældre mennesker at komme dertil. Man bliver bange for at blive gammel”, lyder det fra en 74-årig østtysk mand.

Graf fra studiet: På spørgsmålet om, hvad der fungerer dårligt i deres nabolag, svarer indbyggerne på landet, at det er den trafikale infrastruktur, velfærds- og fritidstilbud, der fungerer dårligt. I byen er det håndteringen af migrationskrisen, herunder integrationen af flygtninge, der fylder sammen med velfærdstilbuddene. I de mindre byer og forstæder nævnes trafik og velfærd især.

De oversete: Jeg klarer den ikke, Frau Merkel
Studiet leverer også ansatserne til, hvordan politikerne kan genvinde tilliden fra vælgerne i højrepopulisternes højborge og give ordentlige svar på deres bekymringer. Det mest centrale bud er, at solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme.

Beslutningstagerne kræver solidaritet med de fremmede, men de lader også solidariteten mellem de herboende skrumpe ind

I rapporten står der blandt andet: ”Da Angela Merkel sagde, ”wir schaffen das” (vi klarer det), har mange af de adspurgte mennesker nok tænkt: ”men jeg klarer den ikke.” For de her mennesker ser sig selv som nogen, der er i farezonen for social deroute: De mærker, at de allerede i dag har svært ved at få enderne til at mødes og forventer, at det bliver endnu sværere i fremtiden.”

De frygter at være arbejdende fattige, fattige i deres alderdom eller at miste deres ufaglærte job til udlændinge. De oplever, at de rigeste tyskere har skummet fløden de sidste 25 år, mens de selv må acceptere en reallønsnedgang og usikre ansættelsesvilkår og i øvrigt skal løfte integrationsopgaven.

”... Beslutningstagerne kræver solidaritet med de fremmede, men de lader også solidariteten mellem de herboende skrumpe ind. Denne spagat kunne ikke lykkes … Den, som frygter fremtiden for sig selv og sine slægtninge, kan kun hjælpe delvist. Konklusionen heraf lyder derfor: Et samfund, der udadtil er åbent og solidarisk, må være stabilt og mindst ligeså solidarisk indadtil,” lyder det i rapporten.

Desuden anbefaler studiet helt oplagt, at der skal investeres i de lokale velfærdstilbud og den lokale infrastruktur. Et tredje bud er, at politikerne må også vise befolkningen, at de er klar til at tage de ufaglærte i hånden og klæde dem på til fremtidens arbejdsmarked, når globalisering, digitalisering og automatisering spiser deres industriarbejdsplads.

 

Oversættelse fra tysk: Jakob Esmann