Derfor stopper HK-formand: Gled i spareplaner
Derfor stopper HK-formand: Gled i spareplaner
Anja C. Jensen foreslog en spareplan, hvor også lokalafdelinger skulle holde for. Den plan blev hældt ned ad brættet til fordel for udelukkende centrale besparelser

Anja C. Jensen, forbundsformand, HK Danmark
HK-formand Anja C. Jensen meddelte overraskende i sidste uge, at hun ikke genopstiller som formand på forbundets kongres til november.
Ifølge Netavisen Pios kilder er den egentlige grund til at Anja C. Jensen kaster håndklædet i ringen efter kun en fire-årig kongresperiode, at hendes spareplan tilbage i 2023/24 blev underkendt af hovedbestyrelsen.
foreslog en række besparelser, der også ville ramme HK’s syv afdelinger
Anja C. Jensen foreslog en række besparelser, der også ville ramme HK’s syv afdelinger. Den plan kom hun ikke igennem med.
I stedet vedtog hovedbestyrelsen en række besparelser, hvor det udelukkende var centrale stabsfunktioner, der blev ramt:
En udviklingsafdeling blev nærmest lukket ned, udgifterne til den interne kommunikation blev halveret, og man skar en meget stor del af udgifterne til eksterne konsulenter væk. Medlemskontakten blev samtidig effektiviseret og centraliseret og samlet i Kolding. Også medlemsorganiseringen er centraliseret og effektiviseret.
I alt blev det besluttet, at der skulle spares 50 millioner kroner. Men faktisk har HK sparet i alt 60 millioner kroner i løbet af 2024, erfarer Netavisen Pio.
Sænker kontingentet for de lavestlønnede
HK indførte fra december et indkomstgradueret kontingent.
Det betyder, at medlemmer med lav indkomst (Lavere end 28.200 kroner om måneden) fremover kun skal betale 300 kroner i kontingent om måneden - mod hidtil 500 kroner for alle uanset indkomst.
HK regner med, at det nye sociale kontingent vil koste op mod 20 millioner kroner at indføre. Men håbet er, at HK med det nye lave kontingent kan tiltrække flere lavtlønnede medlemmer, sådan at regningen i sidste ende går i nul.
Holder det ikke stik, vil udgiften blive taget af forbundets formue.
3F skal spare 100 millioner kroner
Fredag oplyste fagforbundet 3F, at man netop har vedtaget en spareplan, der indebærer, at forbundet skal spare 100 millioner kroner - og fyre 40 medarbejdere.
Der er, som omtalt i Netavisen Pio fredag, også her tale om besparelser, som rammer centrale stabsfunktioner på 3F-hovedsædet i Kampmannsgade.
Lokalafdelingerne og 3F's seks grupper berøres kun i det omfang, at de trækker på de centrale stabsfunktioner, som nu beskæres.
3F havde i 2023 et driftsunderskud på 260 millioner. Og en egenkapital på 7,5 milliarder kroner.
et driftsunderskud på 180 millioner kroner
HK havde, ifølge forbundets 2023-årsrapport, et driftsunderskud på 180 millioner kroner og en egenkapital på 2,5 milliarder kroner.
HK har som nævnt kun syv afdelinger rundt om i landet, mens 3F har 64 afdelinger.
Opdatering kl. 9.05 11/2 - Rubrik-start rettet fra "Derfor stopper HK-formand i utide:" til "Derfor stopper HK-formand:"
Kommentarer
eg ønsker dem held og lykke
Tilføj kommentar