Når der på Christiansborg bliver længere og længere mellem valgte smede, skolelærere og sekretærer, er det et symptom på et større problem, nemlig at det folkelige, lokale demokrati er uddøende.

Vi har hørt det før: Politikere er akademikere. I langt højere grad end resten af befolkningen. For mens det kun gør sig gældende for 8 % af vælgerne har to tredjedele af folketingsmedlemmerne en universitetsuddannelse i ryggen. Det kan man selvfølgelig godt affeje og mene at det ikke er et problem. Det er trods alt postbude, socialrådgivere og anlægsgartnere, der valg efter valg har sat krydset ved økonomer, sociologer og statskundskabere.

Problemet er bare, at det gør politik til en tilskuersport hvor vælgerne ikke er aktivt deltagende, men bare ser på, at andre klarer ærterne for dem. Hvert fjerde år går vælgerne ned og stemmer på nogen, der lever i en anden virkelighed end dem selv, og resten af tiden bruger de på at brokke os over, at politikerne ikke forstår  dem.

Det er ret beset et klientdemokrati, vi har i Danmark. Vælgerne er blevet til kunder, der har ret til en politisk ydelse, men ikke til repræsentation. Og det har skabt en følelse blandt mange af, at man ikke selv har sin fremtid i hænderne. Man kan ikke vælge en, der kender den virkelighed, man selv bakser med til at træffe beslutningerne – og den brede befolkning har mistet troen på, at det ville gøre en forskel. Da den ufaglærte Benny Engelbrecht blev skatteminister, var det værd at bemærke, at det ikke kun var "Djøf-eliten" der korsede sig. Det var i lige så høj grad de mennesker, der havde en tilsvarende baggrund som den nye skatteminister.

Men det er måske ikke så underligt. Vendes blikket væk fra Christiansborg, vil man nemlig hurtigt opleve, at demokratiet i Danmark er stendødt. Ikke klientdemokratiet, men det levende demokrati.

Medlemstallene i de politiske partier har været stødt dalende i en årrække. Det er for flere og flere mennesker en hemmelighed, hvem man stemmer på, og den politiske agitation er forsvundet fra arbejdspladserne. I dag er en tillidsmand en, der er god til at tale for sig – ikke nødvendigvis en, kollegerne stoler på kan tale deres sag over for politikerne. Valgene i foreningsdanmark er støvsuget for politisk debat. Det er ikke længere vigtigt, om formanden for boligforeningen, brugsen eller idrætsforeningen er socialdemokrat eller venstremand. Den politiske debat og diskussion foregår hovedsageligt i hjemmet (eller på sociale medier?).

Det betyder, at de veje til kanaler til magt, indflydelse og valg, som sendte cigarsorterere, typografer og lagerarbejdere på ”Tinge” er tørret ud. De funktioner og valg, der gennem tiden har gjort borgere med noget på hjertet til politiske personer i lokalsamfundet er blevet afpolitiserede.

Derfor bliver partiernes rekrutteringskanaler nogle andre. Det bliver præmiebørnene fra de politiske ungdomsorganisationer. De tidligere medarbejdere i Christiansborgs sekretariater. Darlingen fra favoritdagbladets debatspalter. Det ender altid med en akademiker.

Skal der  flere malere eller en hjemmehjælpere i Folketinget, så har demokratiet i Danmark brug for en genfødsel.

Skolingen af politikere fra virkeligheden starter, når der debatteres i boligforeningen, om dem, der renoverer faldstammerne, har overenskomst og lærlinge. Eller der diskuteres, at skiftende regeringer bruger løs af pengene i landsbyggefonden. Eller når der debatteres på generalforsamlingen i fodboldklubben, om I kan hjælpe nogle af kvarterets vilde knægte på ret kurs. Eller når du kræver, at din tillidsmand kommer med en holdning til, at der ikke er lærepladser nok inden for jeres fag. Og når du prøver at organisere dine kolleger i samme parti som dig selv.

Mads Havskov Hansen er stud.jur. på Københavns Universitet