Det danske kultursvigt

Det danske forsvar kan ikke sende skibe til Grønland. Flådens skibe er for gamle. Motorerne er for ustabile. Kanonerne kan ikke fyres af. Der mangler mandskab, så Danmark kan ikke forsvare kongerigets territorium, og det er beskæmmende, men det manglende forsvar gælder ikke kun søværnet. 

Når det gælder dansk kultur, ser man det samme mønster. Der finder man også en selvpåført svaghed. Sagen er jo, at dansk kultur i sin kerne er stærk. Den rummer en overvældende rigdom på ord og tanker, der er udviklet gennem hundreder af år. 

Den kan ikke løbes over ende af middelalderlige fanatikere eller snedige algoritmer, men den skal bruges i det daglige liv. Ellers er den uden værdi. Desværre er forsvaret for den gode danske kultur på linje med tilstanden i søværnet. 

Vi har svækket os selv. Det er der mange eksempler på. 

Der tales for eksempel højstemt om kristendom som en forudsætning for dansk kultur, men det er løst krudt. Mange aner ikke, hvad de taler om. Søren Pape, der var formand for Det Konservative Folkeparti, var således ikke i stand til at skelne mellem jødedom og kristendom. For ham var det åbenbart noget religiøst tøjeri, som han ikke fandt det værd at beskæftige sig med. Den slags kan man også kalde for mangel på almen dannelse.

Læs også:Profitbegærets ferieparadis

Det samme gælder for folketingets formand, Søren Gade, fra partiet Venstre, der uden tvivl anser sig selv for at være en god dansk mand. 

Han kan åbenbart ikke kende forskel på en sang og en salme, så han tror, at ”Højt fra træets grønne top” er en salme. Det afslørede han, da han stod for indvielsen af en fane på udvalgsværelset for danskhed på selveste Christiansborg.

En af de store bastioner i forsvaret for dansk kultur er folkeskolen, men den nuværende lov om folkeskolen har et skolesyn der er så åndløst, at det kan stå i et regneark, og Socialdemokraten Christine Antorini vedtog som undervisningsminister en lov der ødelagde den mundtlige fortælling i folkeskolens historieundervisning, og som afskaffede forestillingen om et fælles ”vi” der bandt os sammen som et folk. 

Mange politikere lefler for de mest uvidende og fordomsfulde dele af befolkningen

Dansk kultur er også litteratur i dens mange former, men folkebiblioteker er blevet nedlagt i hundredvis over hele landet, og samtidig støtter vore massemedier en formidling der fremhæver fiktion fremfor fakta. 

Til gengæld tillader vi, at amerikanske mediegiganter dominerer store dele af vores underholdning, hvorved engelske ord vælter ind i sproget og truer med at ændre vort modersmål på afgørende vis. 

Læs også:Skolernes egentlige værdikamp

Vores børn surfer på sociale medier der ejes af udenlandske firmaer og som fylder dem med hadefulde ord og løgnagtige fortællinger om verdens tilstand. Mange politikere lefler for de mest uvidende og fordomsfulde dele af befolkningen. 

I vide kredse tales der nedsættende om journalistik, som dog er en af grundstenene i ytringsfriheden og dermed i forsvaret for vores kultur. 

Dette er svigt på svigt. Sagt i korthed: Hvis dansk kultur er svag, har vi selv været ude om det.