Det ender grønt og godt. Gør det nu også det?

Boganmeldelse

Det ender grønt og godt. Gør det nu også det?

Ny bog er et prisværdigt projekt, hvor en række kloge mennesker har gjort sig overvejelser over det samfund, som klimaudfordringerne kan give os

Det ender grønt
Billedtekst
Ny bog tager fat på potentialerne i en grøn fremtid
Foto: Gads Forlag

Den grønne omstilling opleves af mange som en trussel om at tage nogle af livets goder fra dem. 

Det gælder bilen, ferien i de varme lande, maden som vores mormor lavede den og meninger, der pludselig kan vise sig at være forkerte. 

Derfor møder den grønne omstilling stor modstand sine steder, og det bekymrer mange af omstillingens tilhængere, for sagen er, at klimaforandringerne truer os alle med at tage meget mere end biler og hverdagsvaner fra os. 

For at rette op på afvisningen af klimaudfordringen har Ghita Borring og Lene Outzen Foghsgaard sat sig for at beskrive de goder, vi kan få ud af den grønne omstilling. 

De synes, at klimaet enten beskrives i svært forståelige vendinger, eller også sker det med skrækindjagende beskrivelser af kommende katastrofer, og ingen af metoderne er fyldestgørende. 

Der er brug for en fælles samtale om det gode liv, som vi kan få i et fremtidigt samfund. 

Bogen er fuld af kloge ord

En sådan samtale skal være åben og inviterende og virke som en modvægt til tidens dystre klimafortællinger om tab og ødelæggelse. 

Dette er et prisværdigt projekt, og de har opsøgt en række kloge mennesker, der har gjort sig overvejelser over det samfund, som klimaudfordringerne kan give os. 

’Det ender grønt’ hedder den glimrende bog, der er kommet ud af det. 

Her kan man læse om en fremtid med bedre byer, flere meningsfyldte fællesskaber, mere kærlighed, mere demokrati, mere sundhed, bedre nyhedsformidling og meget mere af alt det gode der findes i tilværelsen. 

Bogen er fuld af kloge ord. 

Forkogte gulerødder

En af bidragyderne er kokken Claus Meyer, der fortæller at han voksede op i en familie, hvor man spiste hurtigt og i tavshed, og hvor hverdagsmaden ofte bestod i forkogte, frosne gulerødder fra Polen, hakket bugflæsk med 30 procent fedt og bøffer på dåse fra Beauvais.

Men som ung kom han til Frankrig som au pair hos en tandlægefamilie, og der oplevede han den franske madkultur, der lagde vægt på friske råvarer, omhyggelighed i køkkenet, og god tid til at spise madden i fællesskab. 

Det var en kæmpeoplevelse for ham, og det gav ham inspiration til at ændre den danske madkultur, og det er i høj grad lykkedes for ham. 

Læs også:Grøn omstilling skal være muligt for alle - også i København

Danskerne er blevet opmærksomme på værdien af gode råvarer, og den danske madkultur har ændret sig radikalt og til det bedre siden 1950’erne. 

Det er da en særdeles positiv fortælling, og erfaringen fra denne proces har medført, at Claus Meyer ser positivt på mulighederne for at vi bliver endnu grønnere i fremtiden. 

En bedre udgave af nutiden

Forfatteren Charlotte Weitze er også med. Med stor fantasi, stor skrivekunst og stor seriøsitet har hun i flere år bestræbt sig på at fortælle om den fremtid, der måske venter os. 

Hun fortæller om ånd. Om kunstens betydning som leverandør af fortællinger om, hvem vi er og hvor vi kommer fra. Hendes bidrag er et af de mest interessante i bogen. 

Læs også:Debat: Kommunerne har brug for grønne socialdemokrater

Og så er der Tommy Ahlers. Iværksætter og tidligere politiker. Han vil gerne tjene penge på det grønne, og han ser klimaudfordringen som den største forretningsmulighed siden internettet. 

Han er sikker på, at videnskaben vil hjælpe os. Kvantemekanikken kan give os nye varer, og kunstig intelligens vil sætte os i stand til at producere mere og billigere uden at trække på naturens ressourcer, så det skal nok gå. 

Den fremtid der venter os, bliver en bedre udgave af nutiden. 

En glad og veluddannet middelklasse

De andre bidragydere er stort set enige. Hvis vi satser klogt og rigtigt vil fremtiden byde på en fortsættelse af velfærdssamfundet. 

Nogle detaljer skal rettes, men i fremtiden vil vi spise mere grønt, kører mere i bus og tog, cykle, vil vil motionere og gå mere på cafe og have det mere hyggeligt med os selv og hinanden. 

I det store og hele er fremtiden befolket med en glad og veluddannet middelklasse, der har det trygt og godt. 

På den måde er bogen faktisk en genspejling af den aktuelle politiske situation i Danmark, hvor ingen politiske partier har visioner om andet end en fortsættelse af det nuværende velfærdssamfund. 

Alle ønsker at bevare det nuværende velfærdssamfund

Uenigheden er om detaljer. Det grundlæggende er alle enige om. På den måde kan man sige, at vi lever i en ekstrem konservativ tid. Dette skal ikke forstås i partipolitisk forstand, men eksistentielt. 

Alle ønsker at bevare det nuværende velfærdssamfund. Hvis vi skal ændre noget, skal det ske for at bevare kvaliteterne i det vi har. 

Den kapitalisme der er årsag til overforbrug og ødelæggelse af naturgrundlaget er der til gengæld ingen der sætter spørgsmålstegn ved. 

Det er en af årsagerne til, at jeg ikke tror på, at den gode bogs smukke drømme om fremtiden holder. 

Glem ikke den destruktive kapitalisme

Et sted i bogen spørges der om, hvad vi skal stille op med det mindretal, der ikke ser på den grønne omstilling som noget godt og som derfor modarbejder klimapolitikken efter bedste evne. 

I bogen gives der ikke et klart svar, men selv om verden er hærget af uroligt vejr, hedebølger, stigende vandstand, voksende ørkener, skovbrande og andre miljøkatastrofer, vokser tilslutningen til klimabenægterne i store dele af verden.

Læs også:Kapitalismens fader dumper regeringens skattelettelser til de rigeste

Jeg tror ikke, at en drøm om en fremtid, hvor menneskeheden kommer til at leve som en dansk middelklasse er nok til at stoppe dem. 

Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Den er fuld af kloge menneskers kloge ord. 

Så læs den, men glem ikke, hvor destruktiv og hensynsløs den uhæmmede kapitalisme er.   

 

Ghita Borring og Lene Outzen Foghsgaard: ’Det ender grønt’. Med bidrag af: Connie Hedegaard, Mickey Gjerris, Esther Michelsen Kjeldahl, Claus Meyer, Solveig Roepstorff, Tommy Ahlers, Anne Skare Nielsen, Dan Stubbergaard, Katherine Richardson, Else Skjold, Rune Baastrup, Lise Coermann Mathiesen, Thomas Ravn-Pedersen og Charlotte Weitze. Gads Forlag. 2025.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Kommentarer

Indsendt af Kurt (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 12.08.2025 - 19:58

Siden socialdemokraterne fik Venstre som deres bedste venner, er de blevet ligeglad med naturen og klimaet.
Husk det til valget.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.